Et fransk traktat-nej
Koncentrat af lederen "Et fransk traktat-nej kan ikke ignoreres" i Berlingske Tidende 4/4 2005.
Taktisk er regeringen nødt til at fastholde afstemningen, men demokratisk er det ikke indlysende
Danmark og Holland vil stadig gennemføre deres afstemninger om EU-forfatningen, selvom Frankrig skulle sige nej ved folkeafstemningen den 29. maj. Det fastslog de to landes udenrigsministre i sidste uge i en tilkendegivelse, der er respektabel og svært forudsigelig. Hvis Per Stig Møller (K) sagde andet, ville det hurtigt blive udlagt, som om han kom de danske traktatmodstandere i møde længe inden den danske afstemning, der som bekendt først skal finde sted den 27. september.
Og det går naturligvis ikke. Men selv om meldingen er udtryk for ministrenes oprigtige intentioner på nuværende tidspunkt, er det umuligt at se bort fra det forhold, at den primært er taktisk bestemt. Den behøver med andre ord ikke at have ret meget at gøre med den realpolitiske situation, EU står i, hvis franskmændene - som meningsmålinger foreløbig tyder på - vrager forfatningsforslaget.
Så har man ikke bare en krise i unionssamarbejdet, som vil være af hidtil usete dimensioner. Man står også med et traktatforslag, som det i betænkelig grad vil ligne en hån mod EUs demokratiske proces at fremture med i uændet form.
Det skyldes ikke kun, at der ifølge Nice-traktaten skal være enstemmighed om traktatændringer.(...)
EU har ganske vist i tidligere krisesituationer, som da danskerne stemte nej til Maastricht-aftalen i 1992, og irerne afviste Nice-traktaten i 2001, kunnet rejse sig igen og gå videre med den aktuelle traktatproces. Små medlemmer som Danmark og Irland har ikke fået lov at bremse udviklinger, som et overvældende flertal af EU-landene har ønsket.
Med et fransk nej den 29. maj vil situationen imidlertid være en ganske anden. Det har to årsager. Dels at Frankrig politisk og institutionelt ikke bare er en del af, men næsten er identisk med selve EUs kerneprojekt. En traktatproces, der efterlader Frankrigs vælgere stående bagude, er realpolitisk næppe tænkelig - og bør vel heller ikke være det.(...)
Et fransk nej kan med andre ord ikke ignoreres. Hverken konstitutionelt, demokratisk eller realpolitisk. Det kan godt være det mest fornuftige at fastholde den danske folkeafstemning den 27. september efter en forkastelse i Frankrig. Men hverken en dansk eller hollandsk regering bør i givet fald foregøgle vælgerne, at forfatningen og hele processen omkring den ikke behøver en grundig revurdering.
