Politiske analytikere: Ellemann mangler at drage de vigtigste konsekvenser i våbensag

Hvis forsvarsministeren ikke "drager de hårde konsekvenser" oven på nye redegørelser for våbensag, vil han se svag ud, mener Altingets politiske redaktør.

Ved at undskylde og tage det overordnede ansvar på sig, er Jakob Ellemann-Jensen (V) lykkedes med at skabe et troværdigt indtryk af, at han ikke bevidst har vildledt Folketinget i den såkaldte våbensag.

Men han mangler stadig at drage konsekvenserne af sagen, hvor Folketinget i fire tilfælde har fået forkerte oplysninger i forbindelse med et hasteindkøb af israelske våben i januar

Det mener Altingets to analytikere, politisk kommentator Erik Holstein og politisk redaktør Esben Schjørring, efter at to nye redegørelser til sammen ifølge forsvarsministeren tegner et billede af "et kritisabelt forløb" omkring indkøbet, som Altinget har oprullet de seneste måneder.

"Ellemanns reaktion er for svag," konstaterer Erik Holstein.

Det er nemlig vigtigt for den netop tilbagevendte forsvarsminister at fremstå handlekraftig, vurderer han. Derfor burde han "i klartekst have sagt, at det nu skal undersøges, hvilke personer der er ansvarlige for vildledningen af Folketinget", siger den politiske kommentator. {{toplink}}

Skal træde i karakter som Forsvarets politiske leder

Jakob Ellemann-Jensen har allerede meddelt, at han vil have en ny uvildig undersøgelse af dele af det udskældte våbenindkøb og en analyse af ressourcerne i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), herunder ledelsen. 

Det er "bureaukratisk sprogbrug for, at der på et tidspunkt skal være ansættelsesmæssige konsekvenser i FMI's ledelse", vurderer Esben Schjørring. 

Men han vil "se svag ud", hvis han ikke "træder i karakter som Forsvarets politiske leder og drager de hårde konsekvenser", mener den politiske redaktør.

Ellemanns position freder ham fra en fyring

Om sagen bør få konsekvenser for Ellemann selv, ville han ikke tage stilling til, da han tirsdag svarede på spørgsmål om redegørelserne for sagen. 

Men forsvarsministerens position som partiformand og vicestatsminister i en flertalsregering sikrer hans parlamentarisk overlevelse – selv om ministre er gået af for mindre forseelser, påpeger Erik Holstein. 

Alligevel anser både han og Altingets politiske redaktør det som sandsynligt, at Folketinget udtaler kritik af ham ved at tildele ham en såkaldt næse.

"Når Ellemann allerede nu lægger sig fladt ned og undskylder, tager han jo i en eller anden forstand allerede en næse. Den kan meget vel blive gjort helt officiel. Men de næser, man nærmest tager imod, før de er blevet givet, er nok lettere at bære," siger Esben Schjørring. {{toplink}}

Forrige artikel Korankrisen kan gøre mere skade på Socialdemokratiet end på Venstre Korankrisen kan gøre mere skade på Socialdemokratiet end på Venstre Næste artikel Status på efterårets FE-retssager: En sag kan spænde ben for de to andre Status på efterårets FE-retssager: En sag kan spænde ben for de to andre