Fischer Boel uden visioner

Koncentrat af lederen i Politiken 24. december "Uden visioner" om fødevareminister Mariann Fischer Boel (V).

FØDEVAREMINISTER Mariann Fischer Boel står i spidsen for et ministerium, der er tæt på borgerne. Hun har med dyrevelfærd, landbrug og fiskeri at gøre. Det er nært og så dansk, så dansk; alligevel er fødevareministeren en fjern figur.

Fischer Boel har megen medfølelse, men det kniber med den politiske handling. Hun evner sjældent at argumentere sin sag igennem over for kollegerne, hverken herhjemme eller i EU-sammenhæng. (...)

Fischer Boel er forstående og vil gerne være venner med alle. Hun forstår ikke, at også et kompromis kræver de sværdslag, som hun har så inderligt meget imod.

Da Politiken gav regeringens ministre karakterer ved dens toårsdag, landede Fischer Boel i den tunge ende - dér hvor man består eksamen, men bliver stemplet som visionsløs og uden gennemslagskraft. Lad os håbe, at stemmen bliver løftet noget mere i 2004. Der skal ikke meget til. Hun skal blot følge sin intuition og stå fast på, at urimeligheder skal angribes med vedholdende energi og klare argumenter.

Forrige artikel Smarte Anders i knibe Næste artikel Diskrimination ikke integration