Brems offentlig vækst

Koncentrat af lederen "Vokseværk - det offentliges vækst må begrænses" i Berlingske 23. juni 2003.

Uanset hvor meget ordet nedskæringer fylder i overskrifterne, er der én ting, der tilsyneladende aldrig ændrer sig i dansk politik: Hvert eneste år er der flere offentligt ansatte end året før.

Sådan har det været nærmest uafbrudt i hundrede år. Sådan er det lige nu - den seneste statistik viser, at der bliver 30 flere hver eneste dag, der får deres løn fra stat, amt eller kommune. Og sådan vil det også være mange år endnu, erkender regeringen.

Det er fordi der bliver flere ældre, som skal plejes, forklarer Venstres politiske ordfører Jens Rohde. Men så meget stiger antallet af ældre altså heller ikke. Sidste år øgede den offentlige sektor sit forbrug - og det vil hovedsagelig sige sit personaleforbrug - med 2,1 procent. Det er langt ud over, hvad befolkningssammensætningen kan forklare.

Stadig flere offentligt ansatte betyder nødvendigvis, at færre hænder er til rådighed for det private erhvervsliv. Den trafik er gift for Danmarks velfærd på længere sigt.

(...) Derfor skal der gøres op med den nærmest naturlovsagtige vækst i den offentlige sektor. Hundrede år mere i samme stil vil betyde, at vi alle er offentligt ansatte, og at vi betaler mere end 100 procent i skat.

Det opgør er en særdeles vanskelig opgave. Det betyder nemlig, at hvis man vil bruge flere ressourcer på et område - som for eksempel plejen af de ældre - så skal man bruge mindre på et andet. Det vil med andre ord sige nedskæringer. Nedskæringer går nødvendigvis ud over nogen, og er derfor fremragende stof for aviser og TV.

I virkelighedens verden kræver det derfor en solid portion politisk mod bare at holde væksten i den offentlige sektor nogenlunde i ro. (...)

Forrige artikel Golde ord fra Dansk Sprognævn Næste artikel Det offentlige snød fru Hansen