Brede politiske forlig savnes

Koncentrat af lederen "Blokade" i Politiken, 16. november 2003

Anders Fogh og co. må ud af blindgyden

DA REGERINGEN Fogh Rasmussen for snart to år siden tiltrådte, skete det med kraftige signaler om, at der nu skulle ryddes op alle de steder, hvor dens ideologiske modstandere i råd og nævn m.m. holdt til. Der tegnede sig et billede af en stærkt ideologisk regering, som ikke var bleg for konfrontation.

Alliancen mellem VK og Dansk Folkeparti markerede sig hurtigt med sin åndelige blokpolitik. Over for såkaldte smagsdommere og udlændinge var der ingen fløjlshandsker på jernnæven. Der blev renset ud og strammet op i en grad, så Danmarks renommé som et tolerant og humanistisk samfund blev betvivlet ude i Europa. Selv om statsministeren under valgkampen havde gjort meget ud af at fremstille Venstre som landets nye moderne folkeparti, havnede hans regering hurtigt i en grøft ude til højre sammen med Dansk Folkepartis skingre mandater. (...)

Efter to år ved magten er der sket det paradoksale, at Danmarks højredrejede borgerlig-liberale regering har stukket hovedet i busken i forhold til de opgaver, som man først og fremmest har brug for en regering til at løse. Mens pengene fosser ud af statskassen, fremstår Anders Fogh Rasmussen og co. handlingslammede.

Fadæsen omkring dagpengeforslaget, som regeringen endte med at trække, viser kun alt for godt, hvor lidt plads regeringen har til at manøvrere - låst som den er af de dygtige populister i Dansk Folkeparti, der på intet tidspunkt har bidraget til løsningen af balanceproblemerne i velfærdspolitikken, men bruger al energi på at kaste lunser til kernevælgere og på med stor nidkærhed at forfølge uddannelser, centre og institutioner, som partiet har set sig gal på; Kaospiloterne i Århus eksempelvis.

IKKE FOR regeringens, men for landets skyld bør ansvarlige kræfter i de to regeringspartiers bagland presse på for at få gjort op med kombinationen af åndelig blokpolitik og velfærdspolitisk lammelse. Danmark har brug for et samarbejde hen over midten. (...)

Fogh Rasmussen må holde op med at tale, som om alt handler om at levere medieegnede punchlines, og i stedet geare op for de tillidsskabende foranstaltninger, der skal til for at få partier som Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne med i de store nationale og europæiske beslutninger, som skal tages. Hvad har statsministeren at miste? Intet. Alternativet til en bred politisk dialog er at forblive i den sorte gryde sammen med Pia Kjærsgaard. Det løser ikke Danmarks problemer og er uværdigt for en regering, der kalder sig liberal.

Forrige artikel Valgskampstema: Velfærdsreform Næste artikel Forældet børnesyn i Danmark