Bornholmsk chance ved EP-valg

Koncentrat af leder i Bornholms Tidende 3. november 2003 om kampvalg hos Venstre på Bornholm om opstilling af kandidat til Europa-Parlamentsvalget.

Lørdagens opstillings-møde i Bornholms Venstre var på sin vis en meget spændende og demokratisk oplevelse. (...)

Og så var den personligt overbevisende og nærmest charmerende Mogens Vad, der virker meget professionel og international – men som nu skal til for alvor at vise, at han ikke er »for stor« til Bornholm.

Og dét vil han få rige muligheder for i den kommende tid, for han blev som bekendt valgt – og han skal nu demonstrere, at man kan finde en mellem-proportional for Venstre-politik på Frederiksberg og i et af Danmarks udkants-områder.

*

Med valget af Mogens Vad som Bornholms bud på en Europa-parlamentariker står øen i den situation, at der er en reel mulighed for at få en repræsentant i Europa-parlamentet – for første gang siden Niels Anker Kofoed.

Alle ved, at Bornholm ikke i sig selv er stor nok til at give valg – heller ikke selv om man må stemme på EU-kandidaterne i hele landet. (...)

Mogens Vad har allerede formået at gøre et overbevisende indtryk ovre, og han har helt tydeligt studeret valgkamp under sit årelange ophold i USA.

Han ved, hvordan han skal håndtere medierne, og hans markedsføring, herunder internet-side, er sjældent set bedre for en debuterende kandidat.

*

Mogens Vad har fra starten taget den borgerlige EU-skepsis til sig – og har gjort det til et varemærke, at EU-modstanderne ikke skal have monopol på berettiget kritik af, hvad der foregår i EU.

Det er nok særdeles klogt, for debatten op til EU-valget vil under alle omstændigheder blive præget af den nye forfatnings-traktat – og her skal man overbevise de borgerlige vælgere om, at dén er en god idé, uden at blive udråbt til jubel-europæer. Man skal ikke glemme, at det var borgerlige »afhoppere«, der i sin tid fremkaldte et nej til euroen, og dansk EU-politik kan næppe tåle flere nej’er.

Så Mogens Vad får en hård tørn.

Forrige artikel Hellige velfærdskøer får kniven Næste artikel Ærgerlig finanslovsstrategi