Ærgerlig finanslovsstrategi
Koncentrat af lederen "Et kedeligt mønster" i Berlingske, 4. november om regeringens afhængighed af Dansk Folkeparti.
Oppositionen har meldt fra. Det er på den ene side logik, at finansminister Thor Pedersen (V) må bruge det flertal, han råder over.
Men på den anden side er det beklageligt, at det ikke endnu er lykkedes for ham at få et vigtigt taktisk mål i hus: Nemlig at få tilrettelagt en succesfuld forhandlingsstrategi, der ender med - om så kun på nogle få felter - at få spundet Socialdemokraterne og de Radikale ind i regeringens samlede finanslov.
Det er den finanslovsmodel, som ikke særligt smigrende bliver kaldt for "kludetæppet". Det var forgængeren, socialdemokraten Mogens Lykketoft, en mester i at sy sammen.
Dansk Folkeparti er nok støtteparti, men ikke et borgerligt parti, som VK-regeringen kan bruge til en langsigtet reform af velfærdssamfundet.(...)
Dansk Folkeparti bliver næppe regeringsbærende og har derfor ikke samme perspektiv som de partier, der har prøvet at sidde med regeringsmagten. Men det er næppe gavnligt for helheden. Dertil er der alt for meget brug for, at arbejdet med virkelige reformer bliver påbegyndt.
Det havde været mere ønskeligt, om VK-regeringen havde evnet at få trukket Socialdemokraterne med i et mere visionært forløb.(...)
De Konservative gør et forsøg på at presse Venstre til en mere offensiv kurs. Senest på partiets landsråd, hvor krav om ændringer af efterlønnen var fremme igen. Det er ligeledes de Konservative - og ikke Venstre - som tør lægge sig ud i offentligheden med DF. Men det er Venstre, der lægger linien.
Det næste halve år er der borgfred, fordi Socialdemokraterne, de Radikale og regeringen har en fælles interesse i at få et ja til den kommende EU-forfatning.
Men når freden er forbi, bør også Venstre gøre et forsøg på helhjertet at overbevise vælgerne om, at partiet faktisk har både visionerne, modet og viljen til at gennemføre upopulære, men nødvendige reformer af velfærdssamfundet.
