Rådet for Grøn Omstilling: Byggeriets omstilling kræver krav og regulering

Af Lars Køhler
Arkitekt MAA, byggeri-, energi- og klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Byggeriet står i dag for et sted mellem 35 og 40 procent af de globale CO2-udledninger. Cirka 40 procent af verdens energiforbrug er relateret til byggeriet. Og prognoser fortæller os, at over de næste 40 år vil der globalt blive bygget lige så mange m2, som der allerede findes i dag.

Det er tal, der er så overvældende og efterhånden er gentaget så mange gange, at man skulle tro de havde kilet sig fast i folks bevidsthed, og at både borgere og politikerne ville have kastet sig over området for at gøre noget ved problemet.

Det er bare ikke sket. Og det kan man med rette undre sig over.

Byggeriet er bagud fra start
For hvorfor er handling ikke sket i en sektor, der ved grøn omstilling kan skabe enorm social og samfundsøkonomisk værdi gennem jobs, energibesparelser, bedre indeklima, sundere liv og grønnere byer? Hvorfor er handling ikke sket i en sektor, der faktisk lever af at skabe forandring?

Det burde jo være ligetil.

Men fakta er bare, at U-værdier, varmetabsberegninger, efterisolering, livscyklusanalyser og energieffektivitet er omtrent lige så sexede som ”en bunke våde sokker” og politisk salgbar på niveau med kødfrie dage og forhøjede boligskatter.

Byggeriet er bare bagud på point fra start.

Ingen har trukket i samme retning
Politikerne har i årtier haft en stærk modvilje imod at investere politisk kapital på et område, hvor stemmer ikke vindes, men kun ses som tabte, når eksempelvis forbud af olie- og gasfyr og øgede energikrav berører borgernes dagligdag og privatøkonomi.

Derudover har den magtfulde energisektor i årevis arbejdet indædt for, at løsningen på grøn omstilling af byggeriet lå hos dem. Og bygherrer har set grønt byggeri som en trussel mod budget og den korte bundlinje.

Arkitekter har i en form for kunstnerisk ”fornærmelse” vægret sig mod at tage opgaven på deres skuldre. Og ingeniører har fortabt sig i tekniske detaljer. Ingen har til nu trukket i samme retning.

Blandt andet derfor står vi, hvor vi gør. Hvad gør vi så ved det?

Forståelsen af byggeriets rolle har rykket sig
Og her bliver det interessant. Der er nemlig sket noget fundamentalt de sidste par år, som helt har ændret forståelsen for byggeriets rolle i den grønne omstilling. Klimavidenskaben er blevet ”klar i spyttet”, og den samfundsmæssige forståelse har derfor rykket sig.

Vi ved nu, at det ikke længere er et spørgsmål om at pege på en sektor eller to og tro, at de kan løse problemerne for os alle ved at blive gjort ”grønne”. Vi ved nu, at der uundgåeligt skal tages fat på alle sektorer og alle områder af samfundet, hvis vi skal lykkes med at foretage den enorme grønne omstilling, vi skal igennem på den hurtigste og mest omkostningseffektive måde.

Våde sokker eller ej, politikerne kan ikke længere komme udenom byggeriet ved at pege på energisektoren, råbe ”vindmøller” og påstå, at det hele kan klares der. Sådanne udmeldinger fremstår nu både uvidende, økonomisk uansvarlige og klimaforhalende.

Desuden er det de seneste år blevet klart for os alle, hvor stor en andel af byggeriets klimapåvirkning, der faktisk ligger i materialerne og ikke i driftsenergien. Situationen har ændret sig.

Vi kender løsningerne, men mangler rammerne
Det sidste gør også, at vi nu ser arkitekterne tage den dagsorden, de tidligere har vægret sig imod, til sig. For grønt byggeri er blevet kreativt og engagerende, fordi det nu handler om ting, som arkitekterne holder af: helheder, teksturer, overflader, former og materialeforståelse.

Det handler ikke længere bare om den teknik og begrænsning i formsprog, der for mange kreative sjæle har føltes voldsomt begrænsende.

Og til forskel fra mange andre brancher skal branchen ikke først i gang med at opfinde løsningerne. Vi ved allerede godt, hvad der skal til. Vi mangler blot rammerne, der sikrer, at løsningerne kan blive rullet ud i det nødvendige tempo og omfang.

Og så er vi tilbage ved den nødvendige regulering.

Krav om bæredygtighedsklasse og ambitiøse effektiviseringsmål
Der er en hel del at tage fat på, men jeg vil nøjes med at bede Kaare Dybvad (S) om tre vigtige ting:

Først og fremmest skal han lytte til byggeriet, der i forårets klimapartnerskab bad om at få gjort den frivillige bæredygtighedsklasse til et krav, og som bad om livscyklusvurdering (LCA) og krav om maks. kg CO2/m2 i byggeriet allerede i 2021.

Så skal han tage EU-Kommissionens alvorlige kritik af vores energieffektiviseringsindsats til sig, sætte et ambitiøst nationalt energieffektiviseringsmål, sørge for at både LCA og analyse af totaløkonomi (LCC) stilles som krav også i renoveringsprojekter og sikre handling på tallene.

Og så skal regeringen ellers træde til side og lade branchen klare resten selv.

For byggeriet er bare så klar.

debat@altinget.dk