SF: Opret en lånepulje til energirenoveringer i kommunerne

DEBAT: For mange offentlige bygninger har et højere energiforbrug end nødvendigt. Derfor skal der oprettes en lånepulje på to milliarder kroner til kommunerne, der skal gå til energirenoveringer, skriver Signe Munk og Halime Oguz.

Af Signe Munk og Halime Oguz (SF)
Hhv. klima- og energiordfører og boligordfører

Vi forstår godt, hvis mange undrer sig over, hvordan det kan være, at når snakken går på grøn omstilling, så handler det mest om vindmøller og elbiler og ikke særlig tit om energirenoveringer og -effektiviseringer af bygninger.

Og det er helt rigtigt, at det ikke fylder nok i debatten, men der er faktisk en rigtig god grund til at fokusere mere på netop dette emne. For selvom energien, der benyttes, er grøn, så skal der stadig ikke ødsles med den. Den reneste energi er kort sagt den, der ikke bliver brugt. 

I Danmark står bygninger for cirka 40 procent af de energirelaterede CO2-udledninger, og cirka en fjerdedel af de samlede udledninger. Oveni hatten har Danmark EU’s næstlaveste energirenoveringsrate. Det er bare ikke godt nok.  

Fokus på offentlige bygninger
Derfor er der alvorligt brug for, at vi investerer milliarder i energirenoveringer og effektiviseringer af i særdeleshed offentlige bygninger. Rigtig mange af de danske offentlige bygninger har et langt højere energiforbrug end nødvendigt.

Det gælder plejehjem, daginstitutioner, sygehuse og i særdeleshed de danske folkeskoler. Det resulterer i et større energiforbrug for at holde bygningerne varme, dårligere undervisningsmiljø og mere sygdom som resultat af et dårligt indeklima, der har store konsekvenser for indlæring og trivsel.

På en almindelig skoleuge bruger de danske børn cirka en femtedel af deres vågne timer i skolen; det vil sige i et dårligt undervisningsmiljø. Det er simpelthen ikke acceptabelt.  

Lånepulje til kommunerne
Derfor har SF et forslag med til finanslovsforhandlingerne om en lånepulje på to milliarder til kommunerne, hvoraf 500 millioner skal øremærkes til skolerne. Det skal gå til renoveringer i form af nye tag, vinduer og bedre isolering. Og hvorfor skal pengene netop gå direkte til kommunerne?

Det er simpelthen fordi, at kommunerne ejer en stor og varieret bygningsmasse. Derudover vil det også skabe en hel del lokale jobmuligheder, der også vil gavne kommunerne. Rigtig mange virksomheder er allerede gode til energirenoveringer og –effektiviseringer.

Derudover er der et væsentligt forretningsmæssigt potentiale for danske virksomheder i energieffektiviseringerne, som vi bør udnytte i vejen mod vores reduktioner af CO2-udledning. 

Investeringerne vil ikke kun gavne miljøet og brugerne af de offentlige bygninger. De grønne investeringer vil også skabe flere arbejdspladser, der gavner kickstarten af den danske økonomi efter coronakrisens økonomiske konsekvenser.  

Lever ikke op til EU-forpligtigelser
Regeringen startede ellers godt ud med en ambitiøs boligaftale med godt 30 milliarder fra Landsbyggefonden til blandt andet at sætte gang i grønne renoveringer af den almene boligsektor. 

Men derefter skete der ikke mere, og nu står vi til ikke engang at kunne leve op til EU-forpligtelserne omkring energirenoveringer. Det er simpelthen ikke godt nok. 

Klimaet har brug for handling. Derfor ville vi ønske, at regeringen var bare lidt mere ambitiøse i den grønne omstilling. Ikke kun i form af flere vindmøller og grønne biler på vejene. Men i særdeleshed også når det handler om vores bygninger. 

Forrige artikel Concito: Klimamål nås billigst med energieffektiviseringer i bygninger Concito: Klimamål nås billigst med energieffektiviseringer i bygninger Næste artikel DI Dansk Byggeri: Vi kan spare op til 160 milliarder kr. på energieffektiviseringer DI Dansk Byggeri: Vi kan spare op til 160 milliarder kr. på energieffektiviseringer