Grundlægger af privat dagtilbud: Profitforbud vil gøre mit livsværk usælgeligt og værdiløst

Af Malene Krogh
Grundlægger af institutionen Landlykke i Aabybro

Jeg har skabt Landlykke, fordi jeg som pædagog og mor til tre børn ikke var tilfreds med de institutioner, byen kunne tilbyde. Allerede da børnene var små oplevede jeg mangel på pædagoger og faglighed, og jeg valgte derfor at starte min egen private bondegårdsdagpleje, som siden udviklede sig til vuggestue og nu børnehave efter forældres ønske.

Landlykke er bygget på vores egen grund ved siden af vores egen bolig med landbrugsdyr, så børnene kan få indsigt i processen fra jord til bord. Jeg er en ildsjæl, og hele mit drive kommer af holdningen om, at børn har ret til en god barndom med nærværende og engagerede voksne. For mig som entreprenør er den risiko, jeg har løbet ved at skabe, forandre, bygge og udvikle egen institution en del af drivkraften, der får mig til at yde mit bedste.

Jeg går gerne den ekstra mil, og jeg arbejder gerne både aftener, weekender og ferier. Men når jeg så pludselig læser et aftaleskrift om en minimumsnormeringslov, som gør kæmpe indhug i min frihed som virksomhedsejer og ildsjæl, så får jeg en mavepuster.

Har satset privat formue

Jeg kan på ingen måde se mig selv ansat af en bestyrelse i mit eget sted, som jeg har knoklet for at bygge op fra grunden. Her mister jeg gejst, og iværksætteren i mig dør.

Det at starte en institution op fra bunden som selvstændig iværksætter og ildsjæl og det at være leder i en selvejende daginstitution er to vidt forskellige jobs og kræver to vidt forskellige mennesketyper. Og jeg er bare ikke en lønmodtager.

Personligt mister jeg og min familie alt, hvis jeg ikke længere kan drive Landlykke. Jeg har investeret rigtig mange penge i en nybygget institution, som lever op til alle de nyeste krav til institutionsbygning, og vi har satset hele vores private formue, da planen var, at Landlykke skulle være min pensionsopsparing.

Men med minimumsnormeringsloven kan jeg kun sælge til andre, der driver Landlykke videre som selvejende institution eller en anpart, og det holder ikke i virkeligheden. Man kan ikke som med friskolerne have en kontinuitet i bestyrelsen/ledelsen, fordi børnene ikke er her så mange år som i skolen, og bankerne vil ikke finansiere det.

Samtidig kan jeg ikke bare sælge mine bygninger, fordi de ligger tæt og som en del af vores egen private bolig. 

Stram administration vil koste dyrt

Landlykke er et livsværk, som jeg er utrolig stolt over at have bygget op, og nu sidder jeg med følelsen af, at det hele bliver taget fra mig, fordi vi har en stat, som forsøger at få alle til at passe i samme kasse. Jeg skal underlægges skarp administration og kontrol, som vil koste mig dyrt.

Samtidig bliver min virksomhed usælgelig og værdiløs. Hele fundamentet for min måde at være i verden på bliver således nedbrudt. 

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg – fordi jeg er en enkeltmandsvirksomhed, der udgør blot en lille procentdel af institutionerne på landsplan – skal rammes af særlovgivning i forbindelse med minimumsnormeringer, som skulle gavne børnene. Når mine forældre trygt afleverer børn til trivsel, nærvær og høj pædagogisk kvalitet på gulvet hver eneste dag.

Er der noget at sige til, at jeg mister både motivation, engagement og risikovillighed?

{{toplink}}

debat@altinget.dk