SVM-regeringen laver først sin egen handlingsplan for verdensmål i 2024

S-regeringens handlingsplan for verdensmål gælder stadig under den nuværende regering, melder udviklingsminister Dan Jørgensen (S).

Først i starten af 2024 vil SVM-regeringen gå i gang med at lave sin egen handlingsplan for FN’s verdensmål.

Indtil da gælder den plan, S-regeringen lancerede i sommeren 2021.

Det fremgår af et folketingssvar fra minister for udvikling og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), der for nylig overtog jobbet som regeringens tovholder for verdensmål.

"Regeringens nationale handlingsplan for FN’s 17 verdensmål, som udarbejdet under den tidligere S-regering i 2021, er fortsat gældende," lyder i det i svaret fra ministeren.

Spørgsmålet er stillet af Marianne Bigum (SF), formand for 2030-netværket, Folketingets tværpolitiske netværk for FN's verdensmål.

Det har længe været uklart, om SVM-regeringen ville fortsætte med S-regeringens handlingsplan. Til en debat i Altingets gård virkede det ikke til, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vidste, at en sådan fandtes.

Men nu vil regeringen altså "igangsætte processen for udarbejdelse af en opdateret handlingsplan i begyndelsen af 2024".

"Handlingsplanen vil bl.a. indeholde opdaterede målsætninger, der stemmer overens med SVM-regeringens prioriteter på området," lyder det i svaret.

Overskredet deadline

Et af løfterne i handlingsplanen fra 2021 er at udgive en årlig fremdriftsrapport, der gør status over målsætningerne.

En sådan rapport lå ifølge Altingets oplysninger klar med input fra fagministerierne sidste efterår, men den blev aldrig udgivet på grund af valgudskrivelsen.

I det kommende efterår vil SVM-regeringen i stedet udsende en statusrapport, der dækker både 2022 og 2023, oplyser Dan Jørgensen i et andet svar.

"Der vil som følge heraf blive redegjort for status på implementering af de 16 initiativer indeholdt i handlingsplanen, samt gjort rede for status på delmål under de 17 Verdensmål," lyder det.

S-regeringens målsætninger

Dan Jørgensens svar nævner ikke noget om de 50 målsætninger, der står i handlingsplanens afsnit om S-regeringens målsætninger, selvom fremdriftsrapporterne ifølge den gældende handlingsplan skal følge op på dem.

Målsætningerne omfatter blandt andet at reducere brugen af antibiotika til svin, give flere hjemløse et hjem og styrke kvaliteten af dagtilbud.

Forrige artikel Nina Smith er Nina Smith er "godt nok bekymret" for milliardbesparelser på jobindsatsen Næste artikel Løkkes cv er fyldt med havarerede politikere. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen bliver den næste Løkkes cv er fyldt med havarerede politikere. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen bliver den næste