Regeringens verdensmålsråd har ligget i dvale siden valget: "Det er utilfredsstillende"

Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål blev som andre ekspertudvalg sat i bero, da statsminister Mette Frederiksen udskrev valg i efteråret. Trods mandat frem til 2025 er rådet endnu ikke blevet sat i gang igen.

Regeringens officielle platform for virksomheders arbejde med samfundsansvar og verdensmål har ligget i dvale i trekvart år.

Ligesom andre ekspertgrupper blev Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål sat på pause ved valgudskrivelsen 5. oktober 2022. Men modsat andre arbejdsgrupper er rådet aldrig blevet sat i gang igen.

"Det er utilfredsstillende, at man efter et valg skal bruge over et halvt år til at finde ud af, om vi fortsætter eller ikke fortsætter," siger tidligere folketingsmedlem og forhenværende direktør i Miljøstyrelsen Steen Gade, der på papiret er formand for rådet frem til sommer.

Formanden har fået at vide, at rådet er på en liste over ting, SVM-regeringen endnu ikke har nået at tage stilling til.

Et lignende svar lyder fra Erhvervsministeriet, da Altinget henvender sig: 

”Erhvervsministeriet oplyser, at der er ved at blive taget stilling til formen på Rådet for samfundsansvar og verdensmål,” skriver ministeriet.

Direktører fra erhvervslivet

Verdensmålsrådet ligger under Erhvervsstyrelsen og består af 19 mennesker, hvoraf de ni er udpeget af erhvervsministeren.

Blandt medlemmerne er direktører fra Dell, Carlsberg, Salling Group og Finans Danmark samt ledere fra fagbevægelsen og ngo'er. De sidder to år ad gangen med mulighed for forlængelse. To år, hvoraf rådet altså har været inaktivt en tredjedel af tiden. 

Rådet har blandt andet givet regeringen anbefalinger til kædeansvar, grønne indkøb og cirkulær økonomi

Rådet blev lanceret i 2018 af daværende finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og beskæftigelsesminister Troels Lund-Poulsen (V).

Social inklusion og biodiversitet

Rådets sidste møde fandt sted 7. september 2022. Næste punkt i var ifølge planen social inklusion og på sigt biodiversitet, fortæller Steen Gade, der ligesom andre medlemmer af rådet går og venter på en afklaring.

"Vi var jo i gang med at opfylde vores kommissorium, og vi synes, at vi er kommet med nogle gode anbefalinger på for eksempel cirkulær økonomi, hvor Danmark ikke er nået ret langt," siger Steen Gade.

 

Forrige artikel Et år efter: Sådan gik det til, da ministre, borgmestre og embedsmænd rejste til Paris og hyldede Vingegaard Et år efter: Sådan gik det til, da ministre, borgmestre og embedsmænd rejste til Paris og hyldede Vingegaard Næste artikel Se listen: Her er de ministre og topembedsmænd, der var til Tour de France-fejring i Paris Se listen: Her er de ministre og topembedsmænd, der var til Tour de France-fejring i Paris