Stem stem stem - slå jordskredsrekord

KLUMME: Valget er så tæt, at der er håb om, at stemmeprocenten kommer endnu højere op end ved jordskredsvalget i 1973. Det håber i hvert fald Altingets chefredaktør, der også opfordrer til at stemme personligt i dag.

VÆLGERE - I KAN gøre det! Stemme talstærkt i dag mellem klokken 9.00 og 20.00. Flere vælgere mellem 18 år og 118 år må til stemmeurnen og bidrage til en høj stemmeprocent. Valget er uhyggelig tæt, og få snese vælgere kan igen komme til afgøre, om landet får en rød eller blå statsminister.

Gid mindst 88,8 procent af de stemmeberettigede aftjener deres demokratiske borgerpligt og sætter kryds. Vi på Altinget, der har et rødt-blåt logo, blander os ikke i, hvor krydset sættes. Bare af sted.

Ved det sensationelle jordskredsvalg i 1973 stemte 88,7 procent. Alle vidste, at nu gjaldt det. Man var træt af de fire gamle partier og sendte nye partier i Folketinget. Noget af det samme ser vi i år: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står til flere stemmer end de gamle VK-partier. Og Altenativet står til at få lige så mange stemmer som sit radikale udspring. 

Allerede ved sidste valg i 2011 var vi tæt på stemmeprocenten i 1973; med 87,7 procent skulle man tilbage til 1984 for at finde flere aktive vælgere. Vi danskere er godt, demokratisk opdragede. Vi VIL det valg. 4.146.602 stemmeberettigede er der i år. Det vil sige, at 3.682.183 danskere skal stemme - så "er den hjemme".

Mange flere danskere i forhold til sidste valg har eksempelvis brevstemt, melder Altinget efter fristens udløb. Aarhus har oplevet en kraftig stigning med 30 procent flere brevstemmer. Måske er det et fingerpeg om, at noget stort er på vej, når det gælder valgdeltagelsen.

HUSK OGSÅ, AT vi har "to stemmer". En på partiet og en på kandidaten. Altingets opfindelse fra 2000/01, kandidat-testen, der ved dette valg i flere medier er mere populær end nogensinde, bygger på en opfordring til at stemme personligt. Det er derfor, vi viser, præcis hvordan din lokale stemmeseddel ser ud, og den er klikbar, så man kan tjekke den enkelte kandidat ud.

Det var vist i gamle dage ugleset på venstrefløjen at stemme personligt. Men sådan skulle det ikke være længere. Nå ja, Enhedslisten har jo også individer på valgplakaterne nu til dags. Så der er kun grund til at tage kandidat-testen og finde frem til, hvem i ens storkreds og på ens partiliste man er mest enig med, og i øvrigt kan identificere sig med, f.eks. uddannelses-, erhvervs- og måske aldersmæssigt. Mærkesagerne og CV'et giver tillige et fint fingerpeg herom.

Valgkampen har været fantastisk for os, der ånder for politik. Den har været intens og fair, den har haft substans, og vi har lært, at der er forskel på Helle, Morten, Pia, Johanne og Uffe og så på Lars, Kristian, Anders og Søren. Om rød eller blå vælges, får betydning for antal offentligt ansatte. For behandlingen af udlændinge. For skattetrykkets fremtid og fordeling mellem indkomst, bolig og selskaber. For bare at nævne enkelte temaer.

VIND ELLER FORSVIND - the winner takes it all. Det er ret synd for taberen. Men politik er blodigt. Især på en valgdag. Derfor igen: Stem stem stem - sæt barren højt: 88,8.

God valgdag! 

Forrige artikel Vælgerne fravælger regeringstilbud Næste artikel Udflytning flytter stemmer Udflytning flytter stemmer