Tårer, konfetti og lettelsens suk: Genoplev valgnattens dramaer i billeder

Natten til onsdag kunne partierne høste frugterne af de sidste ugers valgkamp. For nogle bød aftenen på lettelse og andre måtte skuffet tage imod vælgernes dom. Her er valgnatten fortalt i billeder.

De røde sejrskvinder

Hun blev stillet et valgultimatum – og kom styrket igennem. Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen opnåede 27,5 procent af stemmerne, som bliver vekslet til 50 mandater. Det er mere end dobbelt så meget som Venstre, der bliver Folketingets næststørste parti med 23 mandater.

Derfor var det også en tydeligt rørt statsminister, der tirsdag aften indtog fællessalen på Christiansborg.

“Kære Danmark, jeg er så umådelig glad og stolt. Socialdemokratiet har fået det bedste valg i mere end 20 år,” sagde Mette Frederiksen.

Også SF fik på den røde fløj en lille fremgang, mens Alternativet gjorde alle spådomme om at ryge ud af Folketinget til skamme. Partiet endte med at få 3,3 procent af stemmerne og forbedrede dermed en smule valgresultatet fra 2019.

De fremadstormende 

To nye partier er braget ind på Christiansborg. Det drejer sig om Moderaterne og Danmarksdemokraterne, der opnåede henholdsvis 9,3 og 8,1 procent af stemmerne.

Men aftenen udviklede sig bittersødt for Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, skriver Altingets politiske kommentator Erik Holstein i en valganalyse, som du kan læse her

For nok kan Løkke i første omgang glæde sig over sine 16 mandater, der i sig selv er et fantastisk resultat for et nyt parti. Men Løkke fik ikke de afgørende mandater og rollen som kongemager.

“Liberal Alliance er tilbage”, lød det fra partiets formand, Alex Vanopslagh, da han tirsdag aften trådte frem på talerstolen foran de henrykte partifæller på Matrikel 1 i København, tæt på Christiansborg.

Partiet havde da også virkelig noget at fejre. Liberal Alliance fik 7,9 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 5,6 procentpoint siden det seneste valg i 2019, hvor partiet kun fik fire mandater og måtte sige farvel til politisk leder Anders Samuelsen, der ikke blev valgt ind.

Vælgerlussinger

For flere partier var der ikke meget at fejre til tirsdagens valgfest.

Vælgerne flygtede fra Venstre, der mister hele 20 mandater og dermed får sig en regulær vælgerlussing.

Også Radikale Venstre blev næsten halveret og mistede ni mandater i forhold til valget i 2019.

“Det er jeg ked af. Det er mit ansvar, at valgkampen ikke gik bedre, og det ansvar tager jeg på mig,” lød det på valgaftenen fra en rørt leder, Sofie Carsten Nielsen.

Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, mistede blot to mandater, men må se i øjnene, at han på de sidste to måneder mistede to tredjedele af sine potentielle vælgere. Partiet havde ellers sat næsen op efter at bejle til statsministerposten.

Dansk Folkeparti har fået en historisk stor tilbagegang, men nogle gange kan selv nederlag føles som en sejr. Partiet har i løbet af valgkampen flere gange flirtet med spærregrænsen, men med tirsdagens valg har partiet sikret sig fire år mere i Folketinget.

“Danskerne har ønsket, at Dansk Folkeparti stadig skal være i Folketinget. Det er jeg ydmyg og stolt over,” lød det tirsdag aften fra formand, Morten Messerschmidt. 

Dem, der ikke klarede skærene  

Det blev ikke til genvalg for Frie Grønne, der må sige farvel til deres to pladser i Folketinget. Partiets politiske leder, Sikandar Siddique, erklærede sig da også “trist” over valgresultatet, men slog samtidig fast, at det langt fra er slut for partiet endnu. 

“Vi har startet en revolution. En revolution, som er kommet for at blive,” lød det. 

Heller ikke Kristendemokraterne klarede skærene. Dermed blev sjette gang heller ikke lykkens gang for partiet, der ikke har været i Folketinget siden 2005.

Med blot 0,5 procent af stemmerne var der langt op til de to procent, som det kræver at få en plads i Folketinget. Landsformand Marianne Karlsmose konstaterede på valgaftenen, "at folk hellere vil have levebrødspolitikere, der skifter holdning som vinden blæser".

, ,

Forrige artikel Se kortet: Hvem blev det største parti i din valgkreds? Se kortet: Hvem blev det største parti i din valgkreds? Næste artikel Rød blok ser ud til at vinde spinkelt flertal efter valggyser. Men regeringen går af Rød blok ser ud til at vinde spinkelt flertal efter valggyser. Men regeringen går af