Pelle Dragsted til Mette Frederiksen: En regering over midten vil være en katastrofal fejltagelse

En regering med højrefløjens deltagelse vil gøre det umuligt at løse de mest presserede opgaver, vi som samfund står overfor. Det vil skabe politisk stilstand, skriver Pelle Dragsted (EL).

Onsdagens valgudskrivelse var ikke i sig selv den store overraskelse. Til gengæld kom det bag på de fleste, at Mette Frederiksen nu erklærede det som sin førsteprioritet at danne en såkaldt midterregering – en regering med deltagelse af et eller flere partier fra højrefløjen.

Det er umiddelbart min opfattelse, at der først og fremmest er tale om et politisk slagnummer. Vi har kun én gang i fredstid haft den slags regering i Danmark, og den bukkede under for interne modsætninger efter ni måneder. Alene det at blive enige om hvem der skal stå i spidsen for en sådan regering er noget af en opgave.

Det ved Mette Frederiksen nok godt, men hun forsøger med sin udmelding at overtage den bane som både de Radikale og Moderaterne eller har forsøgt at fylde ud. Fordi den bane af er populær blandt en gruppe danskere. Det så vi ved sidste valg, hvor Venstre overraskende gik frem ved at appellere til en regering ”henover midten”.

Jeg tror altså ikke, at en midterregering regering reelt vil materialisere sig. Men hvis det alligevel skulle ske, så vil det i mine øjne være en katastrofal fejltagelse.

Ved at invitere et eller flere højrefløjspartier med i en regering vil Mette Frederiksen nemlig gøre det svært hvis ikke umuligt at gennemføre den type progressive forandringer som vi har skabt gennem de sidste tre år.

Havde vi haft minimumsnormeringer i daginstitutionerne i dag hvis Konservative havde siddet med i regering? Næppe. Havde vi haft Europas mest ambitiøs klimalov hvis Venstre havde siddet med i regeringens koordinationsudvalg? Nej.

Havde vi fået en Arnepension for dem der har været længst på arbejdsmarkedet, hvis højrefløjsparterne skulle have nikket til den? Absolut ikke. Og sådan kunne jeg blive ved. Vi var gået glip af så mange positive forandringer.

Og ser vi frem bliver et absolut ikke en bedre idé. Vi står i en situation med en række alvorlige kriser der virkelig kalder på progressive og resolutte løsninger. Vi ser ind i en vinter, hvor dem med de laveste indkomster vil komme til at opleve reel nød og fattigdom, og hvor der i den grad er brug for at omfordele fra top til bund.

Vil det kunne ske med en højrefløj inde i regeringskontorerne, der er mere optaget af at sænke topskatten? Vi står med ganske få år til at stoppe en eskalerende klimakrise. Vil en regering, der først skal blive enige med Venstre og Konservative være i stand til at indføre en CO2-afgift på landbruget, eller udfase de fossile biler?

Hvad med vores velfærdskrise?

Vil en regering med Søren Pape (K) eller Jakob Elleman (V) ved bordet kunne blive enige om at løfte lønnen målrettet for de lavest lønnede offentligt ansatte?

Svarene er nej, nej og nej. Højrefløjen vil i interne regeringsforhandlinger bag borgens tykke mure, kunne spænde ben for disse og alle andre progressive tiltag. Og det endda inden de overhovedet er nået til folketinget og offentligheden.

Hvis det ene ben vil gå til højre, og det andet ben vil gå til venstre, så ender man med at stå stille. Og stå stille det har vi ikke tid til. Hverken i forhold til vores klima, vores økonomiske ulighed eller vores velfærd. Vi har brug for det modsatte.

{{toplink}}

Forrige artikel Sådan vinder du et valg: Lov alt til alle Sådan vinder du et valg: Lov alt til alle Næste artikel Hårde fakta kan forstyrre harmonien: Politikerne må forstå mediernes demokratiske opgave Hårde fakta kan forstyrre harmonien: Politikerne må forstå mediernes demokratiske opgave