Løkke efter nye oplysninger i våbensag: Ikke overraskende at regeringstoppen var involveret i hasteindkøb

Topministre afviser at forholde sig til, om nye oplysninger bør føre til, at også Statsministeriet og Udenrigsministeriet undersøges i våbensag. 

Det bør ikke komme bag på nogen, at regeringstoppen i form af Statsministeriet og Udenrigsministeriet har været inde over et omstridt hasteindkøb af våben, der blev godkendt af Folketinget under stort tidspres og på baggrund af en række forkerte oplysninger.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Faktisk ville det modsatte have været "bizart", udtaler han til nyhedsbureauet Ritzau ifølge Berlingske.

"Det ville være mere mærkeligt, hvis Statsministeriet og Udenrigsministeriet var holdt hen i total uvidenhed om, at man havde tænkt sig inden for rammerne af en milliardstor Ukrainefond, vi har sat af, at levere nogle specifikke våbensystemer," siger Løkke. {{toplink}}

Partier og forsker: Undersøgelse bør udvides

Løkkes udmelding kommer oven på et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn onsdag formiddag.

Dagen forinden kunne Altinget afsløre, at indkøbet var blevet behandlet på møder med deltagelse af Statsministeriet og Udenrigsministeriet, samt at en lang række mails om sagen var sendt mellem de to ministerier og Forsvarsministeriet i ugerne op til det omstridte våbenkøb.

Det viser en såkaldt aktliste fra Udenrigsministeriet, som Altinget har fået indsigt i.

Listen viser dog ikke noget om, hvorvidt Statsministeriet og Udenrigsministeriet kan siges at have noget direkte ansvar for de fejl, der er begået i forløbet. {{toplink}}

De nye oplysninger bør føre til, at også statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens to ministerier bliver undersøgt i forbindelse med en kommende ekstern redegørelse af våbensagen.

Det mener både en række ordførere og professor emeritus Jørgen Grønnegård fra Aarhus Universitet, der er blandt landets mest erfarne eksperter inden for offentlig forvaltning.

Det vil hverken Lars Løkke Rasmussen eller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) forholde sig til, siger de til Ritzau ifølge Berlingske.

Forrige artikel Mens Christiansborg afsætter milliarder, forbereder psykiatrien sig på nye besparelser Mens Christiansborg afsætter milliarder, forbereder psykiatrien sig på nye besparelser Næste artikel Von der Leyens store fremtidstale: Vi skal gøre klar til at udvide EU Von der Leyens store fremtidstale: Vi skal gøre klar til at udvide EU