Jakob Ellemann: "Jeg har intet at skjule"

Den nu tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen fastholder sin uskyld i våbensagen. 

Ikke mere end 22 dage gik der, før Jakob Ellemann-Jensens (V) comeback som forsvarsminister ophørte. Det stod klart efter et pressemøde i Forsvarsministeriet tirsdag formiddag.

Nu hedder forsvarsministeren nok en gang Troels Lund Poulsen, og Jakob Ellemann-Jensen får derimod Troels Lund Poulsens nøgler til Økonomiministeriet.

Det er et belastet forsvarsministerium, som Ellemann-Jensen efterlader sig, da han den seneste tid været en central figur i den stadigt rullende våbensag, hvor Altinget blandt andet har afdækket, at Ellemann og hans ministerium vildledte Folketinget i sagen om indkøb af artilleri og raketkastere til Forsvaret for 1,7 milliarder kroner i januar i år.

Følger ikke våbensag til dørs

På pressemødet blev han flere gang spurgt om, hvorfor han ikke bliver på posten, og sørger for, at sagen bliver fulgt ordentligt til dørs.

"Jeg tager ansvaret for, at den her sag bliver uvildigt undersøgt. Jeg har beklaget den her sag, jeg har undskyldt den her sag, og jeg synes det er noget rod. Hver eneste gang man tror, at man har set det sidste i den her sag, så kommer der noget nyt," påpeger Jakob Ellemann-Jensen.

{{toplink}}

Det er Ellemann-Jensen selv, der ovenpå redegørelserne af våbensagen tirsdag den 8. august, sammen med partierne bag forsvarsforliget nedsatte en uvildig advokatundersøgelse, der skal afdække sagens forløb.

"Jeg har en forhåbning og forventning om, at en advokatundersøgelse vil komme med nye oplysninger. Det er derfor, jeg har foreslået den. Der er virkelig mange ubesvarede spørgsmål i den her sag. Jeg ved godt forvirringen er stor derude - det er den også her," siger Jakob Ellemann og fortsætter:

"Det er derfor jeg har bedt om, at der laves en uvildig undersøgelse. Og den vil Troels Lund nu drøfte med forligspartierne."

Forligspartier vil have Ellemann undersøgt

Flere partier har ovenpå den uvildige undersøgelse udtrykt ønske om, at Jakob Ellemann-Jensens egen rolle i sagen også skal undersøges. Et krav som umiddelbart ikke skulle gøre Ellemann nervøs, da han kategorisk afviser, at han skulle have handlet forsætteligt.

"Jeg kan sige, hvad angår min egen rolle, så har jeg intet at skjule," fastslog den nu tidligere forsvarsminister flere gange på pressemødet.

Blot tre dage efter nedsættelsen af den uvildige undersøgelse dukkede et nyt dokument op, som burde have indgået i redegørelserne. Det resulterede i at departementschef i Forsvarsministeriet, Morten Bæk, blev fyret.  

Forrige artikel 76 dage på kontoret: Ellemann er den kortest siddende forsvarsminister 76 dage på kontoret: Ellemann er den kortest siddende forsvarsminister Næste artikel Holstein: Villadsens politiske hvilepuls var for lav. Det problem har Dragsted ikke Holstein: Villadsens politiske hvilepuls var for lav. Det problem har Dragsted ikke