Udenrigsministeren: Det bliver sværere at forsvare danske interesser i EU

Udenrigsministeren vil se, om der skal gøres noget ved den danske bemanding i Bruxelles i lyset af flere opgaver og færre naturlige samarbejdspartnere, men lover ikke noget.

BRUXELLES: Briternes exit fra EU-klubben, flere flertalsafstemninger og færre danske embedsmænd i EU-institutionerne øger udfordringerne med at forsvare danske interesser i Bruxelles.

Sådan lød beskeden fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ved et samråd i Europaudvalget onsdag. Han peger på, at tabet af en vigtig EU-partner, der ofte forsvarede samme positioner som danskerne i spørgsmål om budget, handel, åbenhed og en række andre danske mærkesager, nu sender Danmark på en større opgave med at finde støtter for at undgå at ende på taberholdet, når sager kommer til afstemning i Bruxelles.

"Det bliver sværere at forsvare danske politiske målsætninger i EU," sagde udenrigsministeren.

"Uanset hvordan man vender og drejer det, så stiller det store krav til, hvordan et land som Danmark spiller sine kort."

Få støvler på jorden

Danmark er det EU-land med tredjefærrest udsendte medarbejdere på sin forpost i Bruxelles.

Den lave bemanding på den såkaldte EU-repræsentation, der huser de danske ministeriers folk i EU-hovedstaden, var grunden til, at Europaudvalget havde indkaldt udenrigsministeren til at forklare, hvad det betyder for varetagelsen af danske interesser, at der er så få danske støvler på jorden i Bruxelles.

”Giver det en tilfredsstillende proaktiv dansk interessevaretagelse,” spurgte formand for Europaudvalget, Eva Kjer Hansen (V), der havde indkaldt ministeren til samrådet.

I EU har kun miniput-staterne Luxembourg og Cypern færre udsendte end Danmark, viser en opgørelse oversendt til Folketinget i maj. Fire lande har ikke svaret på Udenrigsministeriets forespørgsel.

I tillæg til de udsendte akademiske medarbejdere, som gengivet i grafen, er der også lokalansatte, hvilket får det samlede tal op på 72, oplyste ministeren på mødet. Det tal har været stabilt de seneste 10 år med et lille udsving omkring 2012, da Danmark havde EU-formandskabet og derfor indhentede forstærkning.

Udenrigsministeren gjorde klart, at der ikke er en én til én-sammenhæng mellem antallet af medarbejdere og et lands indflydelse.

”Danmark har i mange år formået at sikre sig større indflydelse end vores størrelse egentlig berettiger til. Det skyldes en effektiv EU-koordinationsproces med blandt andet velkoordinerede danske positioner. At Danmark tidligt og rettidigt i processen fastlægger sit mål og holdninger. At vi i Danmark er gode til at prioritere de emner, hvor der er mest på spil for os. At vi har fokus på fagligt og politisk velkvalificerede indspil, og at vi har en tradition for et bredt europapolitisk flertal bag sagerne. Det gør indtryk på den positive måde, og det styrker vores hånd i Bruxelles,” sagde han.

Dag for dag

”Når det er sagt, så er der selvfølgelig muligheder for indflydelse, der i dag ikke følges fuldt ud på grund af behovet for prioritering,” medgav ministeren på samrådet.

Det gælder sådan noget som mere langsigtede strategiske indsatser og muligheden for at blande sig tidligt i debatten om kommende EU-forslag, allerede før de bliver til virkelighed.

”Der er ofte et nødvendigt fokus på dagsaktuelle sager,” siger Jeppe Kofod.

Udfordringen med et dalende antal danske embedsmænd i EU-Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet og andre steder i EU-systemet over de seneste mange år er der også fokus på fra dansk side. Ifølge ministeren betyder det et tab af indsigt og indflydelse, hvis ikke der er centralt placerede folk, særligt i EU-Kommissionen, hvor nye forslag støbes, der har forståelse for særlige ømme danske tæer.

"Det øger yderligere kravet til, at vi sikrer, at forslag om politikudvikling også afspejler kendskab til forholdene i Danmark. Ellers kan vi i fremtiden få det endnu sværere i forhandlingerne, især på områder, hvor Danmark har særlige interesser, for eksempel på realkreditten eller den danske arbejdsmarkedsmodel," siger udenrigsministeren.

Flere problemer er ikke lige med flere folk

Han understreger, at det ikke betyder, at der nødvendigvis skal flere folk til EU-repræsentationen i Bruxelles.

Efter sommeren vil Kofod fremlægge en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, der vil tage hele området op til eftersyn.

Han taler om en EU-interessevaretagelse på tre ben, der spænder fra Udenrigsministeriet hjemme på Asiatisk Plads over ambassaderne i EU-landene til centraladministrationens bastion i Bruxelles, så man, med hans ord, ser på ”hele butikken”.

"Jeg kan ikke sige noget om, om det er ekstra eller færre medarbejdere, eller hvordan det bliver konkret udmøntet," siger han.

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Epidemilov, strejke og nyt til valgnørderne Ugen i dansk politik: Epidemilov, strejke og nyt til valgnørderne Næste artikel Dagens overblik: Embedsfolk lavede skatteministerens oplæg til S-erhvervsklub, og skæbnen afgøres for Sveriges statsminister Dagens overblik: Embedsfolk lavede skatteministerens oplæg til S-erhvervsklub, og skæbnen afgøres for Sveriges statsminister