København udskriver bøder for rekordbeløb til leverandører: Nemlig.com-ejer skal betale 4,2 millioner

Københavns Kommunes CSR-enhed rejste sidste år krav om efterbetaling for knap fem millioner kroner fra kommunale leverandører, der har underbetalt deres ansatte, viser ny rapport. Tallene dokumenterer, at kommunens kontrolindsats er "effektiv og nødvendig", mener overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Opdateret 11:58 med kommentar fra Intervare. 

Når Københavns Kommunes kontrolfolk tager på besøg hos kommunens leverandører, opdager de i stigende grad snyd med løn og anden udnyttelse af ansatte. 

Det viser den årlige rapport om kommunens indsats mod social dumping, der netop er blevet offentliggjort. 

Af rapporten fremgår det, at kommunen i 2021 rejste krav om efterbetaling for i alt 4,7 millioner kroner fra leverandører, der ikke havde betalt deres ansatte den løn, de havde krav på i forhold til kommunens arbejdsklausuler. 

Dermed har kommunen rejst krav om et beløb, der er næsten tre gange højere sammenlignet med sidste år. 

Ifølge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) viser det høje beløb, at Københavns Kommunes kontrolindsats er "effektiv og nødvendig". 

"Selvom de fleste virksomheder opfører sig ordentligt, så er det tydeligt, at der stadig er brodne kar blandt de virksomheder, som kommunen samarbejder med," siger Sophie Hæstorp Andersen.

"I det lys er jeg glad for, at vores kontroller sikrer en rekordhøj efterbetaling til de medarbejdere, som er blevet snydt," tilføjer hun. 

I alt gennemførte Københavns Kommune sidste år 314 kontroller af leverandører og samarbejdspartnere på baggrund af en konkret mistanke om snyd.

Af den nye rapport fremgår, at kommunens kontrolfolk fandt overtrædelser af kommunens arbejdsklausul i 63 procent af sagerne. 

Transportfirma smidt på porten 
Københavns Kommune lå i store dele af 2021 i voldsom konflikt med transportvirksomheden Intervare, der leverede varer til kommunens syge og ældre borgere. 

Ifølge kommunen underbetalte Intervare systematisk deres ansatte, samtidig med at de blev udsat for kritisable arbejdsforhold.

Som Altinget tidligere har beskrevet blev Intervare-chaufførerne nægtet løn under sygdom, ligesom de arbejdede op til 12 timer uden pauser

Konflikten afspejler sig da også i den nye rapport, hvor man kan læse, at Københavns Kommune har rejst et efterbetalingskrav på godt 4,2 millioner kroner mod Intervare. 

I alt drejer kravet sig om 72 ansatte, som altså ikke har fået en løn, der lever op til kommunens arbejdsklausul.

Den største enkeltstående sag om underbetaling drejer sig da også om en Intervare-chauffør, som virksomheden ifølge kommunen underbetalte for mere end 320.000 kroner. 

Af en tidligere redegørelse fra kommunens kontrolenhed fremgår det endvidere, at Intervare ikke har kunne dokumentere, at de faste vognmænd eller deres afløsere har betalt moms eller a-skat af deres løn.  

Altinget arbejder på at få en kommentar fra Intervare. Virksomheden har dog løbende afvist, at virksomheden har underbetalt de chauffører, der leverer varer for Københavns Kommune. 

I starten af februar besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen at ophæve Københavns Kommunes kontrakt med Intervare.

"Intervare-sagen fortæller mig, at vi skal blive ved med kigge virksomhederne i kortene, og også holde grundigt øje med de virksomheder, som vi har haft et langvarigt samarbejde med," siger Sophie Hæstorp Andersen. 

Skal kommunen blive bedre til at undersøge virksomheder på forhånd, så I kan undgå sager, hvor ansatte bliver snydt for millionbeløb?

"Jeg tror, at vi løbende er blevet bedre. Men det er lige så vigtigt for mig, at borgere og ansatte ved, at de kan gå til kommunen, hvis de oplever problemer med løn og arbejdsvilkår i en virksomhed, som kommunen samarbejder med," siger Sophie Hæstorp Andersen og henviser til den hotline mod social dumping, som kommunen har indført. 

"Der kan jo ske ejerskift eller blive truffet dårlige ledelsesbeslutninger, der gør, at der opstår problemer med løndumping i virksomheder, som ellers havde orden i billetterne, da aftalen med kommunen blev indgået," tilføjer hun. 

I den nye rapport fra kommunens kontrolenhed fremgår det, at kommunen særligt har haft fokus på transportområdet i 2021.

Kontrolenheden har blandt andet fundet overtrædelser af kommunens arbejdsklausuler i virksomheder, der arbejder med levering af dagligvarer til udsatte borgere, flytning af kontormøbler og taxakørsel af børn og unge til specialtilbud.

Tidligere har kommunens kontroller primært været målrettet bygge- og anlægsbranchen samt rengøringsområdet.

Flyver kontrollører til udlandet 
Siden Københavns Kommune i 2018 oprettede sin egen kontrolenhed mod lønsnyd og kritisable arbejdsvilkår, er indsatsen blevet udvidet i flere omgange. 

Senest i marts måned i år, hvor et flertal på rådhuset besluttede, at kontrolenheden også skal føre tilsyn med Københavns Kommunes kommunale leverandører i udlandet.

Samtidig har Københavns Kommune indgået et samarbejde med en række hovedstadskommuner om at styrke kontrollen med kommunernes arbejdsklauler i hovedstadsområdet. 

Sophie Hæstorp Andersen har dog ikke umiddelbart planer om at udvide kontrolindsatsen yderligere. 

"Vi har løbende opgraderet vores indsats mod social dumping, og det har vist sig at være gode beslutninger. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at det kan komme på tale en dag," siger overborgmesteren. 

 

Opdateret 24.maj 11:58: Intervare har efter artiklens deadline sendt følgende kommentar til Altinget: 

”I Intervare er vi ikke enige i Københavns Kommunes krav. Intervare har leveret dagligvarer til kommunens visiterede borgere i over 20 år. I alle de år har vi sikret en ordentlig betaling til de transportvirksomheder, vi har samarbejdet med. I seneste kontrolperiode har en ejer typisk haft et overskud til sig selv på 50.000 kroner om måneden for en 45 timers arbejdsuge. Vi kan derfor ikke genkende billedet af generel underbetaling. Vi er i løbende dialog med Københavns Kommune om at få afsluttet sagen,” skriver Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Intervare.

Forrige artikel Fokus på samfundsøkonomi, klima og miljø: Her er regeringens udkast til en ny fiskerikommission Fokus på samfundsøkonomi, klima og miljø: Her er regeringens udkast til en ny fiskerikommission Næste artikel Her er de syv vigtigste nedslag fra 14 timers maratondebat i valgkampens skygge Her er de syv vigtigste nedslag fra 14 timers maratondebat i valgkampens skygge