Julekalender med Inger Støjberg: "Jeg følte, jeg mistede mig selv, da jeg var beskæftigelsesminister"

1. DECEMBER: Hun kalder tiden som udlændinge- og integrationsminister for sin største politiske bedrift, sætter mest af alt pris på autenticitet hos politikere, og så finder hun stor underholdning i at se Naser Khader slå et festivaltelt op. Læs med i det første afsnit af Altingets julekalender.

Hvordan blev Inger, der voksede op på en afsides gård i Salling i Limfjorden mellem Mors og Skive, politisk aktiv?
Jeg kommer fra et meget politisk aktivt hjem. Hvad der ikke har været holdt af Venstre-møder i vores stue, og hvor mange gange min mor ikke har bagt drømmekage til det, har jeg ikke tal på.

De var dog en del af den frivillige del af Venstre, og der er ingen, der har været politikere før mig. Det blev først alvor for mig, da jeg meldte mig ind i VU op til kommunalvalget i november 1993, blev opstillet og valgt. Den anden forklaring er, at jeg, hvor trist det end lyder, kommer fra et totalt fravær af ungdomsoprør, så jeg følte et behov for at gøre noget.

Hvad er din største politiske bedrift?
Det er jo aldrig noget, man gør alene, men i fællesskab, men det må være tiden som udlændinge- og integrationsminister, hvor vi fik bremset for tilstrømningen, fik flere i arbejde, og hvor jeg nåede det, jeg ville.

Hvilken politiker har du været mest inspireret af?
Jeg har lært utrolig meget af Claus Hjort og Anders Fogh. De har begge altid talt i et meget klart sprog, og man har altid vidst, hvor man har dem. Helt grundlæggende synes jeg, at vi som politikere har en forpligtelse til at gøre det lysende klart, hvor man vil hen og hvorfor, ligesom vælgerne har krav på at kende vores visioner og bevæggrunde. Hvis man ikke for alvor kan mærke sine politikere og ikke ved, hvad de vil og hvorfor, tror jeg, det er med til at skabe mistillid og måske i sidste ende politikerlede.

Jeg følte, jeg mistede mig selv, da jeg var beskæftigelsesminister. Jeg kom ind på et område, Claus Hjort havde siddet på i otte år, og han havde sat nogle store skibe i søen, som jeg bare skulle sejle til kaj. Jeg tror, der er mange, der slet ikke kan huske, jeg var beskæftigelsesminister – og det kan jeg godt forstå: Jeg var enormt bekymret for at begå fejl, for ikke at udfylde rollen som minister, og jeg synes, at jeg manglede håndfasthed og visioner.

Da vi tabte valget i 2011, gjorde jeg derfor op med mig selv, at hvis der blev en anden omgang som minister, skulle man kunne mærke, hvor jeg ville hen og hvorfor – og det bilder jeg mig ind, man kunne, da jeg var udlændinge- og integrationsminister. Så kunne man følge med eller lade være, men man vidste, hvor man havde mig.

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?
Nu er jeg jo begyndt at arbejde tæt sammen med Nick Hækkerup (S), som jeg synes er både ordentlig og dygtig. Hvis jeg skal nævne en anden, jeg har stor respekt for, er det en som Leif Lahn (S). For mig er han den klassiske socialdemokrat. Ham ved man virkelig, hvor vil hen og hvorfor. Han har bevaret sin integritet og rummer en enorm autenticitet.

Hvem svinger du bedst med privat fra venstrefløjen?
Jeg bilder mig også ind, at jeg svinger godt med både Nick Hækkerup og Leif Lahn. Men dem, jeg ligger i lejr med på Smukfest, er fra højrefløjen. Vi har en fantastisk lejr med blandt andre Naser Khader, Marcus Knuth og Søren Gade, og dét at se Naser slå et telt op kan man glæde sig til i et helt år. For at sige det pænt er Naser ikke noget friluftsmenneske.

Hvad gør du ellers for at koble af?
Det er jo helt klart sådan noget som festivaler, men det kan jeg jo ikke gøre hele tiden. Jeg bager meget, jeg laver meget mad, jeg elsker at have gæster – og jeg elsker fester. Jeg er blevet kaldt SFO'en af vejens børn i Hadsund, hvor jeg bor, fordi mit hus er det sted, børnene hænger ud. Nu er nogle af dem blevet så store, at det vist nok er blevet til ungdomsklubben.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?
Jeg har læst ret meget, men Seierstads 'To Søstre', en reportage af to norsk-somaliske døtre, der lader sig hverve som jihad-brude i Islamisk Stat, har især gjort indtryk.

Jeg har også lige genlæst 'Sort Flag', der giver en god ballast for at forstå Islamisk Stats tilbliven, forskellen mellem al-Qaeda og IS, men også det svigt og magtvakuum, Vesten efter min mening, med Obama i spidsen, har gjort sig skyldig i. Jeg ville ønske, at alle, der arbejder med de her emner, læste den, for den giver et godt billede af, hvorfor det er nødvendigt at føre en aktivistisk udenrigspolitik.

Hvad er den mærkeligste juleaften, du kan huske?
Det er uden tvivl for to år siden, hvor min hund døde, og min far var terminal. Det var den værste juleaften i mit liv. Vi vidste, det var den sidste jul med min far, og så kom hunden oveni: Den var hos mine forældre, og da jeg kom op til dem i Hjerk, kunne jeg se, at der var noget rivende galt. Katten havde slæbt skroget fra gåsestegen op fra skraldespanden – hunden var en golden retriever og havde spist stegen, der var splintret i tusinde stykker. Vi bar hunden ud i bilen, og så kørte vi på dyrehospitalet, hvor jeg sad juleaften. Det lyder trist, men betyder også, at jeg nu, hvor jeg er kommet på den anden side, gør meget mere ud af julen.

Hvad er det mest markante, der er sket for dig i 2019?
At jeg måtte forlade mit drømmeministerium. Jeg kunne også vælge det oplagte, at jeg blev næstformand i Venstre, men det blev jo udløst af valget og den tumultariske tid i Venstre efter valget. Og jeg kan da ikke skjule min glæde over nu at være på den anden side af al den ballade, vi har haft.

Er det noget bestemt, du fortryder i 2019?
Det vil være forkert at sige, det har været et år i smult vande, hvor havet har ligget blikstille, og man har kunnet sige: Lad os bare sejle videre. Men politisk er der ikke umiddelbart noget. Måske har jeg ikke fået øje på det endnu, fordi det har blæst så meget. Det kan være, det kommer til jul.

Forrige artikel Stort interview med Vestager: ”Når nogle synes, at det kun kan være på deres måde, så kommer vi ingen vegne” Stort interview med Vestager: ”Når nogle synes, at det kun kan være på deres måde, så kommer vi ingen vegne” Næste artikel Udenrigsministeriet lancerer bæredygtig strategi: Udenrigsministeriet lancerer bæredygtig strategi: "Vi må bygge flyet, når vi er oppe i luften"