Julekalender: En radikal politiker gav Venstres Marie Bjerre et godt råd

15. DECEMBER: Marie Bjerre (V) er vild med Ken Follett og mener, der mangler politikere med "lige så mange ben i næsen som Birthe Rønn". Og så elsker hun at arbejde i haven, fordi hun her kan se resultater med det samme – modsat i politik.

Hvorfor droppede du advokatkarrieren og gik ind i politik?
Min interesse for politik startede tilbage i skoletiden, hvor jeg var aktiv i elevrådet. Jeg gik meget ind for, at hårdt arbejde skal belønnes og meldte mig derfor ind i Venstres Ungdom i ottende klasse.

Med årene syntes jeg, vi begyndte at se en tendens til, at den vestlige verden blev mindre liberal, mere populistisk og talte mindre om globalisering. Det bekymrede mig, og derfor besluttede jeg efter valget i 2015, at jeg ville stille op og arbejde for at trække politik i en retning, hvor vi i højere grad omfavner det globale.

Hvilke politikere inspirerer dig?
Da jeg meldte mig ind, var Anders Fogh lige blevet statsminister og var et kæmpe forbillede for mig, fordi han var så dygtig, dedikeret og vedholdende. Uffe Ellemann-Jensen, og nu også Jakob Ellemann-Jensen, kan jeg enormt godt lide for at bruge humoren i politik.

Eva Kjær og Birthe Rønn tør virkelig sige deres mening – vi har altså brug for flere politikere, der har lige så meget ben i næsen som dem. Fra den anden fløj er der Margrethe Vestager, som jeg synes er megasej – der er noget power over hende! 

Hvordan har dine fordomme om Christiansborg harmoneret med virkeligheden?
Jeg troede, at der var en dårlig tone blandt politikere, og at det gik mere ud på at positionere sig og stille en masse § 20-spørgsmål for at genere hinanden.

Men da Pernille Rosenkrantz-Theil en dag skulle ind og svare som minister, fortalte hun mig, at hun faktisk synes, det er en rigtig behagelig oplevelse. Der er virkelig en god politisk pingpong på tværs af partierne, og debatterne er langt mere konstruktive end forventet.

Hvad gør du for at koble af?
Siden vi købte hus for fem år siden i Aalborg, er jeg blevet totalt havemenneske – på alle årstider – og har brugt en farlig masse penge på flotte blomster.

Når jeg arbejder i haven, skaber jeg resultater her og nu – i modsætning til i politik, hvor effekten jo ofte først ses på den lange bane. Det giver en helt særlig ro og fungerer lidt som mindfulness for mig. Derudover er det jo en god undskyldning for at komme lidt udenfor og få en snak hen over hækken med naboerne. 

Jeg hører også en del børnemusik, fordi min datter på halvandet år lige er begyndt at få en forståelse for musik og står og rocker ved sofabordet. Og så er jeg vild med at læse.

Hvad er så den bedste bog, du har læst i år?
Jeg må faktisk tilstå, at jeg ikke har læst supermange bøger i år, fordi det har været så presset med valgkamp og nyt job. Men jeg elsker skønlitterære bøger med en historisk ramme og har senest læst Den Evige Ild af Ken Follett – jeg elsker hans bøger.

Da jeg var assistent for Jens Rohde i EU-Parlamentet, gav han mig altid bøger i julegave og sagde: "Marie, man bliver klog af at læse skønlitteratur – ikke rapporter". Og det er så rigtigt, så det råd har virkelig taget til mig. For skønlitteratur giver en meget bredere forståelse af livet og en referenceramme, som man jo også kan bruge politisk. 

Hvad er din bedste juletradition?
For mig indebærer jul gudstjeneste, Disneys Juleshow og and, brune kartofler og masser af taffelchips – de skal dyppes i sovsen. 

Min far har altid læst op fra juleevangeliet, inden vi pakker gaver op, så gaveræset lige bliver sat i perspektiv. Jeg mistede ham desværre for to år siden, og sidste år fik jeg lov til at læse højt i hans sted, hvilket var en stor oplevelse for mig. Jeg håber, vi kan videreføre den tradition, for det minder lige en om, hvad julen er.

Hvilken ministerpost vil du helst have – og hvorfor?
Miljø- og klimapolitikken er vanvittigt spændende. Der kommer til at være så mange politiske beslutninger på det område de næste 10-20 år, så det kunne være fedt at få en finger med i spillet. Og med min baggrund som advokat ville det da bestemt heller ikke gøre mig noget at blive justitsminister.  

Forrige artikel EU-kommisær på charmeoffensiv: Vi vil ikke underminere den danske model EU-kommisær på charmeoffensiv: Vi vil ikke underminere den danske model Næste artikel Portræt: En meget ordentlig mand med et spor af møgsager bag sig Portræt: En meget ordentlig mand med et spor af møgsager bag sig