Udenrigsministeriet lancerer bæredygtig strategi: "Vi må bygge flyet, når vi er oppe i luften"

GRØN: På et medarbejdermøde skød Udenrigsministeriet en ny strategi for bæredygtighed i gang. Det er så ambitiøst, at vi ikke helt ved, hvordan vi når i mål, lyder det fra departementschef Lars Gert Lose. 

Lars Gert Lose vifter lidt med sit usædvanligt lysegrønne slips.

Departementschefen er i færd med at præsentere de ansatte i Udenrigsministeriet for en ny strategi for bæredygtighed. 

“Dem, som kender mig, ved, at slips ikke er min livret, så denne her morgen har jeg taget Eriks ufatteligt grimme grønne slips på bare for at markere, at jeg er all in på denne her dagsorden. Jeg er bæredygtigheds-champion fra i dag af og i al fremtid,” siger han og griner ud til forsamlingen foran sig.

Lars Gert Lose har tirsdag morgen taget plads på en lille scene flankeret af farvestrålende verdensmålsterninger i kantinen på Asiatisk Plads.

For Udenrigsministeriet skal være grønt. Ja, faktisk blandt de fem mest bæredygtige udenrigstjenester i verden inden for fem år.

Vejen dertil er dog stadig noget uklar.

“Det er en ambitiøs målsætning. Det er, hvad vi oppe hos os kalder et moonshot, fordi sandheden er, at vi, som regeringen, ikke har nogen konkret, klar plan for, hvordan vi vil nå i mål med denne her dagsorden,” siger Lars Gert Lose til de ansatte.

Begrebet moonshot er blandt andet kendt fra Silicon Valley i USA som udtryk for at tænke det utænkelige. Om at sætte mål så store og dristige for sin forretning, at de kan synes umulige at leve op til − måske indtil de ikke er det alligevel.

“Vi kan rigtig, rigtig meget i Udenrigsministeriet, når vi sætter os det for, og så må vi simpelthen bygge flyet, når vi er oppe i luften. Og det er det, vi gør hver eneste dag i Udenrigsministeriet, så mon ikke også det lykkes at komme i mål med denne her strategi. Det vil jeg tro,” siger Lars Gert Lose. 

En troværdig fortælling
Med til præsentationen er også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udviklingsminister Rasmus Prehn (S). De gør klart, at den grønne vej er den eneste rigtige for en arbejdsplads, der turnerer verden rundt med en fortælling om det grønne, bæredygtige land.

“Hvis vi skal være troværdige omkring den fortælling, så skal vi også kunne sige, når vi kigger os i spejlet, hvad vi selv gør for at leve op til det, som vi præsenterer for omverdenen. Ellers bliver det utroværdigt, og derfor er det rigtig vigtigt med denne her bæredygtighedsstrategi,” siger udenrigsministeren.


Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Strategien betyder dog ikke umiddelbart, at der vil være færre flyrejser for de ansatte, må man forstå på både Jeppe Kofod og Rasmus Prehn.

“Selvfølgelig kommer vi til at flyve. Det skal vi bare stå ved og være ærlige omkring. Vi skal ud i verden, vi skal gøre en forskel, og så er man nødt til at komme fra A til B,” siger Rasmus Prehn.

Og Udenrigsministeriet vil i hvert fald på den korte bane fortsat være et af de ministerier i centraladministrationen, der bruger meget energi og har et stort CO2-aftryk, pointerer Jeppe Kofod.

Grønne indkøb og renoveringer
Strategien indebærer derimod fokus på andre områder som grønne indkøb, hvor bæredygtighed vil indgå som et langt vigtigere parameter i udbudsrunder, men også i stort omfang på mere energirigtige renoveringer, fortæller Lars Gert Lose til Altinget. 

“Der er et kæmpe potentiale for at reducere vores energiaftryk og CO2-aftryk, hvis vi køber ind på den rigtige måde, hvis vi renoverer på den rigtige måde, hvis vi lejer os ind i de rigtige bygninger, og hvis vi laver arrangementer på den rigtige måde her i København og ude i verden,” siger departementschefen.

Siden 2006 har Udenrigsministeriet på sin bopæl på Asiatisk Plads allerede reduceret sit energiforbrug med over 40 procent, blandt andet ved at skifte store dele af ventilationsanlægget.

Og på ambassaden i Accra i Ghana har man væsentligt reduceret udgiften til strøm, efter man eksempelvis har udskiftet sin aircondition.

Målbare resultater
Er jeres nye strategi for bæredygtighed noget, som I konkret vil kunne følge op på om fem år og se, om I har levet op til?

“Vi kommer til at måle os selv. Vi kommer til at måle på vores energiforbrug, vores kantine, hvordan vi energirenoverer ambassader, og hvor mange projekter der er sat i gang derude. For ellers giver det her ikke mening. Så der vil blive opstillet en masse indikatorer på, hvordan vi så rent faktisk leverer på denne her dagsorden,” siger Lars Gert Lose.

Men kan I for eksempel måle på, om I bliver blandt de fem mest bæredygtige udenrigstjenester i verden?

“Flere andre lande er også startet med det, for eksempel i Holland, og noget af det, vi gerne vil, er også at være med til at udvikle standarder for, hvordan vi måler os selv på det her og vise det til udenrigstjenester globalt, så man kan gå ud og måle på det og sammenligne tiltag med andre ministerier i verden,” siger departementschefen.

Ny klimaambassadør
Bæredygtighedsstrategien er en del af Udenrigsministeriets samlede grønne pakke, der blev lanceret tidligere i november.

Her kom det ud, at 15 ambassadører er valgt som nye klimafrontposter, ligesom den nuværende ambassadør i Egypten, Tomas Anker Christensen, er udnævnt som ny klimaambassadør.

Desuden etableres et nyt grønt kontor med op til 25-30 ansatte, som vil blive et af ministeriets større kontorer. Nye årsværk skal styrke kontoret, som ellers består af medarbejdere, der før har siddet forskellige steder med hvert deres grønne blik på eksempelvis klimaforhandlinger, eksportfremme, biodiversitet, verdensmål og udviklingsbistand.

Lars Gert Lose fortæller, at man også har åbnet et migrationskontor, og at organisationen er ved at “flytte ressourcer i en arktisk retning”.

I er en organisation presset på ressourcer. Ser du nogen risiko for, at man får tyndet for meget ud rundtomkring på grund af de her særlige ambassadørposter og politiske dagsordener, man skal følge?

"Ressourcesituationen er et grundvilkår for os. Det kan man så vælge at pive over eller bare tage som et livsvilkår for Udenrigstjenesten. Jeg tænker, man skal gøre det sidste. Det betyder bare, at vi skal være enormt omstillingsparate som organisation og kunne omstille i forhold til de politiske dagsordener, der er de vigtige. Og så er der andre ting, som vi ikke laver så meget af,” siger Lars Gert Lose.

Tag trappen og drop kødet
I kantinen på Asiatisk Plads er det blevet tid til en test i den mere humoristiske genre, der skal tjekke medarbejdernes vilje til en grøn omstilling, når det gælder dem selv.

For ifølge Jeppe Kofod og Rasmus Prehn handler den nye strategi både om større omstillinger som opvarmningen af ministeriet, men også om medarbejdernes små hverdagshandlinger som at tage trappen, cykle på arbejde og drikke postevand frem for sodavand.

Tiltag, som generelt tages godt imod, da medarbejderne afgiver deres svar på spørgsmål herom. Langt større er skepsissen, når det kommer til at spise vegetarisk mad i kantinen en til to dage om ugen og at anvende skærm i stedet for papir.

Men departementschefen gør sit for at øge medarbejdernes motivation for i hvert fald at tage trappen tilbage til kontorerne, da han runder dagens seance af.

“Jeg vil bare slutte af med et slogan, som har udviklet sig på 6. sal, som er udviklet af Rasmus (udviklingsministeren, red.). Når han dukker op på 6. sal, gjalder han ud over kontorerne: 'Verdensmål giver balder af stål'.”

Således opmuntret skal medarbejderne i gang med en strategi, der om fem år skal sikre ministeriet en placering som en af verdens mest bæredygtige udenrigstjenester.

Forrige artikel Julekalender med Inger Støjberg: Julekalender med Inger Støjberg: "Jeg følte, jeg mistede mig selv, da jeg var beskæftigelsesminister" Næste artikel Julekalender med politikerne: Julekalender med politikerne: "Grønland vil have patent på julemanden – men vi er i skarp konkurrence med Finland og Norge"