Hummelgaard viste sit omdiskuterede fængsel i Kosovo frem: Det minder om Vestre – bare med mere sol og kønnere udsigt

GJILAN: Det røde murstensfængsel ligger på en bakketop uden for provinsbyen Gjilan, omtrent en times kørsel fra Kosovos hovedstad, Pristina.  

En lysegrå ringmur med pigtrådsruller og skydetårne placeret strategisk omkranser fængslet. Og på skråningen blot 200 meter væk er en gravplads, og umiddelbart ved siden af ligger den lokale moské, hvorfra bønnekaldene tydeligt kan høres inde bag fængselsmurene. 

Vi er taget cirka 2000 kilometer væk. Langt fra Danmark.

Alligevel er det netop her, til det omdiskuterede Gjilan-fængsel, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) er rejst for at markere en historisk begivenhed og en indenrigspolitisk sejr af de helt store: Udliciteringen af en del af den danske fængselsdrift.  

For det er her, at Danmark skal leje 300 fængselspladser, hvor udvisningsdømte kriminelle udlændinge – efter planen fra efteråret 2026 – skal afsone deres straf. 

Siden 2021 har først S-regeringen og siden SVM-regeringen arbejdet på at få aftalen med Kosovo på plads. Hele vejen igennem har kritikken har været omfattende, og skeptikere har tvivlet på, om projektet nogensinde ville blive til noget. 

Men nu er det endelig sket, og entreprenøren, der skal omdanne det eksisterende arresthus til det kommende fængsel, er hyret.  

"Det er meget tilfredsstillende, at det nu er lykkedes os," siger Peter Hummelgaard og tilføjer: 

"For det afhjælper ikke bare plads- og personalemanglen i det danske fængselsvæsen. Det sender også et klart og tydeligt signal til de udvisningsdømte kriminelle om, at deres fremtid ikke engang under deres afsoning er at finde i Danmark."

{{toplink}}

Altingets udsendte i Kosovo har fulgt debatten om fængslet tæt i flere år og afdækket flere udfordringer med regeringens prestigeprojekt:

For hvordan kan man overholde menneskerettighederne, når folk skal afsone 2000 kilometer væk, og når det bliver drevet af et land, som end ikke er med i centrale konventioner? Og kan det overhovedet leve op til danske standarder?  

Spørgsmålene er mange for Altinget, som her i slutningen af september er rejst med justitsminister Peter Hummelgaard til Kosovo. 

En lettelse efter en frustrerende proces 

Klokken 13:37 ankommer Peter Hummelgaard og Kosovos justitsminister, Albulena Haxhiu, til fængslet i Gjilan under stort postyr.  

Med sig har Hummelgaard en stor, dansk delegation, der består af blandt andre Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen, Justitsministeriets departementschef, Johan Kristian Legarth, og flere embedsfolk fra både Justitsministeriet og Kriminalforsorgen.

I fængslets ydre gård venter et stort udbud af journalister og kamerafolk fra begge lande og ikke mindst otte uniformerede fængselsbetjente fra Gjilan-fængslet. De står klar på række med et dansk flag, et kosovarisk flag og et hvidt flag for den kosovariske kriminalforsorg og afslutter en mindre parade med at gøre honnør for de to ministre. 

For bare fire måneder siden var det ellers langt fra givet, at man ville nå hertil. For selvom aftalen mellem Danmark og Kosovo egentlig blev indgået tilbage i december 2021, er planerne igen og igen blevet forsinkede. 

Det skyldtes især indenrigspolitiske vanskeligheder, hvor oppositionspartierne i Kosovo forsøgte at presse premierminister Albin Kurti til at udskrive valg ved at nægte at stemme om samtlige internationale aftaler. Den danske fængselsaftale havnede simpelthen som en brik i det spil. 

Selvom Peter Hummelgaard understreger, at han har haft "en politisk fornemmelse for, at det godt kunne løsne op", har det været både frustrerende og krævende – og en enkelt gang også dybt bekymrende, da fængselsaftalen i maj ikke blev stemt igennem med det nødvendige to-tredjedele flertal:  

"For betød det, at der var noget, der skulle genforhandles? At vi skulle vente måneder eller år?"

"Det viste sig dog, at det slet ikke var tilsigtet. Det var simpelthen nogle parlamentsmedlemmer, som man havde regnet med, men som ikke var mødt op. Derfor lavede man en ny hastebehandling, som gjorde, at fængselsaftalen blev stemt igennem få dage senere. Det var en stor, stor lettelse," forklarer Peter Hummelgaard. 

{{toplink}}

Danske standarder til dem, der har "plyndret og voldtaget"

Det er ifølge Peter Hummelgaard planen, at Danmark skal kunne tage fængslet i brug i efteråret 2026 – altså om to år. 

I de to år skal fængslet undergå en større ombygning, hvor der bliver etableret en forbedret sundhedsklinik, en beskæftigelsesafdeling og køkkener til de indsatte, samtidig med at både besøgsfaciliteter og fængselsceller bliver opgraderet.  

Der skal blandt andet laves bedre aflukning til toiletterne i cellerne, fordi langt de fleste indsatte skal afsone i to-personers-celler. Og i besøgsafdelingen, som i dag bare består af et lille rum med fire hvide vægge og to små borde med hvide plastikhavestole, skal der være blødere møbler og legetøj til de børn, der kommer på besøg i fængslet.

Og så skal der ifølge Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen, ske en hel del, hvad angår sikkerhed. Mens pigtrådsrullerne bliver bibeholdt, skal skydetårnene erstattes af kameraovervågning, og der kommer nye adgangsforhold. 

”For skydetårne… Det kan vi ikke bruge til noget som helst,” som hun tørt konstaterer, mens hendes ord bliver oversat til albansk. 

Alt det er helt grundlæggende – som både Peter Hummelgaard og Ina Eliasen igen og igen vender tilbage til – et spørgsmål om, at det er en forudsætning for hele projektet, at alt lever op til danske standarder. 

Det gælder også fængselscellerne.

I den lille celle, vi får adgang til, bor til dagligt to fanger. De sover i en køjeseng, der står langs den ene væg. Der er tv, et bord med to stole, en elkedel og et lille køleskab i hjørnet og tremmer for vinduerne. Og i et lille rum uden meget privatliv er et metaltoilet uden bræt og en metalvask.

Allerede nu er det dog "ret pænt" og minder om Vestre Fængsel, bemærker Hummelgaard, da han ser rundt.

"Det er endda, inden ombygningen er gået i gang. Dertil kommer jo, at der er både er en kønnere udsigt og mere lys og sol," indskyder han.

Så kan du garantere, at fængslet kommer til at leve op til danske standarder?   

"Det er det, det er planlagt efter."

Men det skal så heller ikke være mere end det, fastslår Peter Hummelgaard: 

”For hvis man er kommet til Danmark for at dræbe, plyndre, voldtage eller forsøge på at dræbe, så mener jeg ikke, man har krav på bedre faciliteter end det, der lige akkurat lever op til danske standarder.” 

Dansk leder som fremskudt forpost 

Når Peter Hummelgaard og Ina Eliasen igen og igen taler om, at det skal være et fængsel med danske forhold, handler det ikke kun om de fysiske rammer, men også om det fængselspersonale, der skal håndtere de indsatte.

Den opgave får kosovariske fængselsbetjente. Men inden de får lov til det, skal de på skolebænken, lære engelsk og gennem en slags praktikforløb i Danmark, så den danske kriminalforsorg kan se, om kosovarerne er gode nok til jobbet. 

De kommer dog ikke til at være under kosovarisk ledelse i sidste ende. 

Her kommer en dansk leder – der får titel af governor – til at spille det, som Ina Eliasen i Kosovo kalder en af de vigtigste roller i at få fængselsprojektet til at lykkes. I praksis bliver han øverste leder af fængslet og ham, som de indsatte kan gå til, hvis de vil klage over for eksempel en fængselsbetjent. 

"Det er jo simpelthen en fremskudt forpost for mig. Og jeg er fuldstændig afhængig af, at det er en, der rapporterer alt tilbage," forklarer hun efter fængselsfremvisningen.

Netop brugen af de kosovariske fængselsbetjente, som ved ankomsten stædigt insisterede på at konfiskere de fremmødte danske journalisters telefoner, har været et af flere omdrejningspunkter for kritikken. Blandt andet fordi en kosovarisk anti-torturorganisation i en rapport har beskrevet anklager om brug af vold fra kosovariske fængselsbetjente og problemer med korruption. 

Men hvad sker der så, hvis en betjent skulle bruge vold mod en indsat fra Danmark? 

"Det er jeg ikke engang ked af at svare på. For det vil blive håndteret på samme måde, som hvis det sker i Danmark," siger Ina Eliasen. 

"Hvis en kosovarisk betjent slår en indsat, så beslutter governor, at den betjent ikke må have mere at gøre med de indsatte. Han skal flyttes fra den opgave, og han kan ikke være i fængslet," fortsætter hun. 

"Nu skal de bare tage til Kosovo i stedet"

De mange spørgsmål til, hvordan fængslet egentlig bliver tilstrækkeligt dansk, er i virkeligheden den mindste beskydning, projektet har været udsat for undervejs. 

FN’s Torturkomité har senest i efteråret 2023 opfordret regeringen til helt at droppe projektet, Folketingets Ombudsmand har selv sat spørgsmålstegn ved, om det er realistisk for ham at føre det nødvendige tilsyn med forholdene for de indsatte.  

Og undervejs har organisationer som Dignity og Institut for Menneskerettigheder kritiseret prestigeprojektet, fordi de ikke mener, at Danmark vil kunne leve op til en række menneskeretlige forpligtelser ved at udlicitere fængselsdriften til Kosovo.  

Kosovo er nemlig ikke en del af FN eller Europarådet og er derfor ikke forpligtet til at leve op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.  

Der har især været rejst ret massiv kritik af de indsattes mulighed for at få besøg - og dermed sikre deres ret til familieliv, som skal opretholdes ifølge artikel 8 i konventionen.

Det er ifølge Peter Hummelgaard grunden til, at det først vil være udvisningsdømte kriminelle uden børn, der vil blive sendt afsted til Kosovo. Men han anerkender samtidig, at det er svært at forestille sig, at der ikke også på sigt vil blive sendt indsatte afsted, som har familie og børn. 

Hvis man har familie, har man ret til besøg. Men han mener omvendt ikke, at det er den danske stat, der skal hverken facilitere eller give tilskud til mere, end hvad der er nødvendigt for at leve op til de internationale forpligtelser.  

Og samtidig vil det for langt de fleste pårørende ikke være mere besværligt, end hvis de udvisningsdømte afsoner i Danmark som nu, slår justitsministeren fast. 

"Der er tale om udlændinge, som af en dansk domstol er blevet dømt en så hård fængselsstraf, at man har vurderet, at de kan udvises af Danmark, og at deres tilknytning til Danmark i øvrigt ikke vurderes at være så stor, at det efter menneskerettighederne giver dem ret til familieliv i Danmark,” siger Peter Hummelgaard og fortsætter: 

”Så mange vil alligevel skulle rejse fra alle mulige steder i verden, desværre ofte steder i Mellemøsten, til Danmark for at besøge de indsatte. Nu skal de bare tage til Kosovo i stedet.” 

Ifølge Peter Hummelgaard skal Kriminalforsorgen stå for at udforme de konkrete retningslinjer for besøg og tilskud.

En tarvelig kritik af "et lille, ungt land" 

Selvom Hummelgaard understreger, at han har lyttet til alle kritikpunkterne, lægger han heller ikke skjul på, hvorfor han mener, de er skudt helt ved siden af.  

"Det er en både tarveligt over for Kosovo og også en usaglig kritik, at man hæfter sine bekymringer for menneskerettighederne op på, at Kosovo ikke er folkeretligt anerkendt, og at Kosovo ikke har skrevet under på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention," siger Peter Hummelgaard.  

For det handler ifølge ministeren ikke om Kosovo selv, men derimod om, at der er lande, der af egne politiske årsager eller af geopolitiske årsager blokerer for Kosovo.  

Men kritikken er jo ikke bare teoretisk. I forhold til menneskerettighedsspørgsmålet vurderer Kosovos egen torturkomité, KRCT, jo også, at der er problemer med vold i fængslerne? 

"Vi har også problemer med vold i de danske fængsler. Vold mod danske fængselsbetjente og vold mellem de indsatte," konstaterer Peter Hummelgaard og fortsætter: 

"Men det afgørende her er, at de lejede fængselsfaciliteter i Kosovo vil være under dansk ledelse. Det vil være dansk ansvar, og det skal være danske standarder."

Samtidig har Kosovo set med ministerens øjne kun gode grunde til at gøre sig umage med fængselsprojektet. 

"Det her lille land, det her unge lille land, gør alt, hvad man overhovedet kan for at forbedre sig selv og komme ind i de gode selskaber. Både i Europarådet og som fuldgyldigt medlem af FN. Man vil gerne i EU på sigt," siger han. 

Det samme lægger hans kollega Albulena Haxhiu vægt på, da hun pludselig hen mod afslutningen af besøget indvilger i at svare på et par spørgsmål på engelsk. Her understreger justitsministeren, der ellers foretrækker at udtale sig på albansk, at det for kosovarerne også handler om at komme nærmere EU. 

{{toplink}}

Vi hjalp dem i 90’erne, nu hjælper de os 

Danmark betaler i alt omtrent 112 millioner kroner årligt og et startgebyr på cirka 37 millioner kroner for at leje fængslet i Gjilan – og foreløbigt gælder lejeaftalen for fem år med mulighed for forlængelse yderligere fem år.  

Men ifølge Peter Hummelgaard er det hverken "dyrt eller for dyrt". Og svaret er da også klart, da Altinget spørger ham ind til, om den udviklingsaftale, der blev indgået dagen efter fængselsaftalen, og som sender millioner til Kosovo til investeringer i blandt andet grøn omstilling, blev brugt til at få fængselsaftalen i stand.

"Set med danske øjne er det to forskellige aftaler, der har to meget forskellige indhold og to forskellige sigte, og som ikke har noget med hinanden at gøre." 

Kan du forstå, at der er nogen udefra, der vil sige, at det ligner, I har lavet en handel med Kosovo? 

"Det må jo være op til dem."

Faktisk fremhæver Peter Hummelgaard, at det – trods den økonomiske transaktion – er Kosovo, der hjælper os – og ikke os, der hjælper dem.

På den måde er fængselsaftalen er en historisk videreførelse af de tætte bånd mellem landene, hvor Danmarks engagement i Balkankrigen i 90'erne og den danske anerkendelse af Kosovo som selvstændig nation i 2008 gentagne gange bliver fremhævet:

"De nævner selv, at Danmark var det første land til at anerkende Kosovo som et selvstændigt land, og derfor er de også glade for, når vi fra dansk side har bedt om hjælp, at de er i en position, hvor de kan hjælpe os," siger Peter Hummelgaard. 

Klokken 15:09 sætter Peter Hummelgaard sig ind på bagsædet i sin ministerbil igen. Fremvisningen af fængslet er slut, og han har fået, hvad han kom efter:  

Danmark er nu et skridt nærmere at kunne sende de 300 udvisningsdømte kriminelle ud af landet og dermed aflaste et presset fængselsvæsen. 

Alligevel forlod justitsministeren ikke Gjilan uden bekymringer for, hvordan det præcist ender. For den praktiske virkelighed venter stadig: 

"Hvordan bliver overførslen af indsatte fra Danmark til fængslet i Kosovo? Hvordan bliver løsladelsen efter afsoning og derfra hjemsendelse til oprindelseslandet?”

"Det vil da altid være en bekymring, om alt nu også går så smidigt, som vi håber."

katrine@altinget.dk, les@altinget.dk