Organisationer: Kosovo-aftale bringer børnene i klemme og kan være i strid med menneskerettighederne

Børns mulighed for at besøge deres udvisningsdømte forældre i de dansklejede fængselspladser i Kosovo kan blive så komplicerede, at det kan være i strid med menneskerettighederne, lyder kritikken fra flere organisationer. Udvisningsdømte med børn bør ikke afsone i Kosovo, mener Børns Vilkår.

Den politiske aftale om at leje fængselspladser i Kosovo risikerer at gå hårdt ud over børnene.  

Børnene har ret til at besøge deres udvisningsdømte forældre, men det kan blive så dyrt og besværligt, at de risikerer at miste relationen til deres forældre. 

Og det kan i sidste ende være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, der handler om retten til familieliv, ”hvis den indsattes familie reelt ikke har mulighed for at komme på besøg,” som Amnesty formulerer det i et høringssvar. 

Sådan lyder kritikken samstemmende i høringssvarene fra en række toneangivende organisationer til det lovforslag, der skal gøre den politiske aftale til virkelighed.  

Aftalen giver nemlig mulighed for, at udvisningsdømte kriminelle fremover skal afsone deres straf i Kosovo. Og det er særligt kritisk, hvis de udvisningsdømte har børn, mener blandt andet Red Barnet og Børns Vilkår. 

“Hvis det bliver for kompliceret, for utrygt og måske også for dyrt, fordi man er usikker på transportstøtten, og at besøgene er fastsat til et bestemt antal gange om året, så kan det meget vel være, at forældrene opgiver samværet, fordi det er en urimelig belastning for børnene,” siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår. 

Derfor vil Red Barnet og Børns Vilkår have ændret loven, så udvisningsdømte med børn ikke skal kunne afsone i Kosovo.

De er især bekymrede for, hvordan de danske myndigheder med aftalen vil sikre, at børnenes rettigheder til at besøge deres afsonende forældre bliver overholdt. 

”Vi er allerede ret bekymrede over besøgssituationen mange steder i de danske fængsler. Derfor har vi lidt svært ved at se, hvordan man kan komme op på et besøgsniveau og en besøgskvalitet i Kosovo, som minder om nogle af de krav, der er i konventionerne om børnenes ret til et familieliv,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. 

Udvisningsdømte uden børn sendes til Kosovo først 

Som en af sine sidste gerninger som justitsminister underskrev Nick Hækkerup (S) for nylig en traktat med den kosovariske regering, der gør det muligt for Danmark at leje 300 fængselspladser i Gjilan-fængslet i Kosovo. 

Med aftalen er det meningen, at 300 af de i alt 346 udvisningsdømte udlændinge, der lige nu afsoner i Danmark, fremover kan afsone deres straf i Kosovo.

Lovudkastet, der skal gøre aftalen til virkelighed, har for nylig været sendt i høring. På fredag skal den førstebehandles i Folketingssalen.

{{toplink}}    

Forud for behandlingen af lovforslaget i Folketingssalen fredag har Justitsministeriet svaret på en række af bekymringerne fra organisationerne.

Her skriver ministeriet blandt andet, at der vil blive set på, om den udvisningsdømte har børn som en del af den samlede vurdering af, om vedkommende kan sendes til Kosovo. Samtidig skriver ministeriet, at udvisningsdømte uden børn vil blive sendt af sted før udvisningsdømte med børn.

Kritikken af, at loven kan være på kant med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, forholder ministeriet sig også til: Der vil i vurderingen af hver enkelt overførsel af en udvisningsdømt til Kosovo blive taget stilling til, om udvisningen kan hindres af Danmarks forpligtelser til at leve op til menneskerettighederne.  

Det regner ministeriet dog ikke med bliver noget problem.

“Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det antages, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning i Kosovo,” skriver de.

Derudover lægges der i lovforslaget op til, at der vil kunne blive lavet regler for, hvor meget børn af indsatte kan få i transportstøtte til besøg i Glijan-fængslet. For nylig kunne Ritzau ifølge Berlingske fortælle, at de indsatte i fængslet i Kosovo har ret til to statsbetalte besøg om året.

Minister: Indsattes rettigheder skal ikke forringes

Den nyudnævnte justitsminister, Mattias Tesfaye (S), fremfører en række af de samme pointer som svar på kritikken i et skriftligt svar til Altinget.

Her påpeger ministeren, at formålet med lovforslaget er at sikre, at de udvisningsdømtes rettigheder i det kosovariske fængsel svarer til de rettigheder, de har i Danmark - dog med enkelte afvigelser.

"Det er i den forbindelse forventningen, at der i praksis på enkelte områder vil opstå behov for at fravige straffuldbyrdelseslovens regler for praktisk at kunne gennemføre straffuldbyrdelsen i et fængsel i Kosovo. Det er her vigtigt at understrege, at det ikke er hensigten, at de indsattes rettigheder skal forringes ved afsoning i Kosovo," skriver ministeren.

(Læs hele svaret fra justitsministeren i faktaboksen til venstre)

Kræver konkrete svar fra Justitsministeriet 

Justitsministeriets svar på kritikken fra organisationerne om rammerne for besøg mildner dog ikke Børns Vilkår modvilje mod loven.

“Jeg vil være glad, hvis Justitsministeriet mere konkret vil kunne sige, hvordan de her besøg vil blive organiseret. Hvilken frekvens vil der være for besøgene, og hvordan vil man sikre, at det er praktisk muligt for børnene at deltage i dem i form af både tid, økonomi og tryg ledsagelse i de tilfælde, hvor barnet ikke kan blive ledsaget af en anden forælder eller nær relation,” siger Rasmus Kjeldahl.

Bekymringerne for konsekvenserne ved at udvisningsdømte med børn kan afsone i Kosovo er ifølge Rasmus Kjeldahl af principiel karakter, og derfor rokker det ikke ved bekymringerne, om det er én, 10 eller 100 udvisningsdømte med børn, der ender i Kosovo.

Børns Vilkårs direktør er dog ikke fuldstændig afvisende over for, at der kan findes en model, de kan leve med.

”Jeg tror det bliver ret svært, men jeg er åben for, at der kan findes en model, som man kan trives med. Men det bliver nok dyrt, og de penge skal jo også findes.” 

Lovforslaget (L 180) førstebehandles fredag d. 6. maj i Folketingssalen. 

Følg L 180 Lov om fuldbyrdelse af straf m
(Justitsministeriet)

9/6
2022
23/6
2022
14/6
2022
9/6
2022
7/6
2022
7/6
2022
31/5
2022
31/5
2022
24/5
2022
6/5
2022
4/5
2022
27/4
2022

Forrige artikel Folkepensionens historie: Derfor er debatten om pensionsalder politisk højeksplosiv Folkepensionens historie: Derfor er debatten om pensionsalder politisk højeksplosiv Næste artikel Antorini og kunsten at styre et embedsværk Antorini og kunsten at styre et embedsværk