Hollændere: Vi har ikke nævnt fracking i Lolland-ansøgning

INTERVIEW: Det er med bæredygtige intentioner, at det hollandske firma Nail Ressources har søgt om tilladelse til at udforske den danske undergrund. Sådan siger firmaets adm. direktør Peter Veenhof, der dog hverken afviser olieboringer eller fracking.

Det er først og fremmest med grøn energi for øje, at det hollandske firma Nail Ressources har søgt om tilladelse til at lede efter olie og geotermi på Lolland og Falster.

Og står det til direktør Peter Veenhof, bør projektet allerede gå i gang i løbet af sommeren.

”Vi er primært interesseret i geotermi. Vi var faktisk klar til at lave et større feltstudie i løbet af sommeren. Men tiden går og går, mens vi gerne vil i gang. Vi fracker ikke, og vi borer ikke. Vi vil bare lave studier for at finde ud af, hvor den geotermiske energi er,” siger han.

Alligevel vil han ikke garantere, at firmaets jagtmarker kun er grønne. Direktøren vil ikke love, at firmaet holder sig fra brug af fracking. Døren er åben for mere.

”Lige nu er jeg klar til at love det, men i den virkelige verden kan man aldrig ekskludere nogen metode,” siger han og tilføjer:

”Hvis stemningen fra danskerne og ministerens holdning er, at de under ingen omstændigheder vil have fracking, kan jeg love, at det ikke sker. Vi kan godt begrænse os, hvis det er nødvendigt,” siger han.

Ved fracking pumpes vand, sand og kemikalier ned i undergrunden for at øge trykket på olie og gasreserverne. Teknologien er kontroversiel, fordi der er risiko for grundvandsforurening. 

Aldrig søgt om fracking
Den hollandske ansøgning er blevet genstand for politisk bevågenhed, efter at det er kommet frem, at der i Energistyrelsens redegørelse for sagen står:

”Alle tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter (olie/gas, red.) og geotermisk energi kan føre til behov for frakturering både i efterforskningsfasen og en eventuelt senere indvindingsfase.”

Både Alternativet og SF har kaldt energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i samråd, og senest har Pia Olsen Dyhr i et §20-spørgsmål foreslået, at fracking skrives ud af eventuelle tilladelser. 

Al opmærksomheden undrer Peter Veenhof, der fortæller, at firmaet slet ikke har nævnt fracking i sin ansøgning:

”For at være helt ærlig er jeg overrasket over opmærksomheden. Det første, vi vil gøre, er at undersøge muligheden for at udvikle en bæredygtig energikilde i Danmark, der også kan ende med at skabe jobs på Lolland og Falster,” siger han.

Ifølge Peter Veenhof har Nail Resources aldrig spurgt efter tilladelse til fracking, og han siger, at det heller ikke været en del af firmaets løbende kommunikation med Energistyrelsen.

”Jeg tror, at man ønsker at holde muligheden åben. Men Nail Resources Denmark har aldrig spurgt efter en licens til fracking,” siger han.

Energistyrelsen har ikke ønsket at udtale sig i sagen, da der er stillet et §20-spørgsmål til ministeren.  

Forrige artikel Brexit: Døgnet, der ændrede Europa Brexit: Døgnet, der ændrede Europa Næste artikel 155 møllerske millioner sendt i omløb: Her er de 13 modtagere 155 møllerske millioner sendt i omløb: Her er de 13 modtagere