S træder vande om fracking-tilladelse

FRACKING: Socialdemokratiet afviser at tage stilling til ansøgninger om fracking og olieboringer på Lolland, fordi energiministeren endnu ikke har besvaret en række udvalgsspørgsmål. Radikale stemmer imod ansøgningerne, fordi de indebærer fracking.

Muligheden for fracking på Lolland og Falster har trukket de politiske linjer skarpt op i Energi- og Klimaudvalget.

Men i ingenmandsland mellem de to fløje står Socialdemokratiet. De afventer svar på en række udvalgsspørgsmål, der 14. juni blev stillet af Christian Poll (ALT). Der når ikke at komme svar, inden klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) onsdag ventes at godkende ansøgningerne. 

Og det er ifølge Socialdemokratiets energi- og klimaordfører, Jens Joel, problematisk:

”Det er da fornuftigt, at man får svar på spørgsmålene, inden man tager endeligt stilling,” siger partiets energi- og klimaordfører, Jens Joel.

Han fortæller til Altinget, at man i Socialdemokratiet ikke vil afvise fracking, hvis det kan gøres på en miljømæssigt forsvarlig måde. Om det er muligt, savner partiet svar på.

Ifølge Energistyrelsen skal der efter den umiddelbare tilladelse til boringer gives særskilte tilladelser, hvis det hollandske oliefirma ønsker at fracke. Men Jens Joel føler sig alligevel ikke overbevist:

”Det afgørende er, at der opstilles nogle miljøgodkendelseskrav, så der ikke bliver nogen risiko for grundvand og miljø. Det gælder uanset, om man fracker efter geotermi eller fossile brændsler,” siger han.

Med opbakning fra regeringen og DF ventes Lars Chr. Lilleholt onsdag at stikke tommelfingeren i vejret og godkende det hollandske firma Nail Ressources’ ansøgning om fracking og boring efter olie på Lolland og Falster.

Auken: Det giver kun problemer
Tilladelsen kan føre til fracking på dansk landjord, og den teknologi er klima- og miljøordfører i Radikale, Ida Auken, ikke imponeret over:

”Vi stemmer imod ansøgningerne, fordi de indebærer fracking. Det er vi klart imod,” siger hun.

Ved fracking pumpes vand, sand og kemikalier ned i undergrunden for at øge trykket på olie- og gasreserverne. På den måde kan ellers utilgængelige brændsler presses op til overfladen. Teknologien er kontroversiel på landjord, fordi der er risiko for grundvandsforurening.

Tidligere har fracking i forbindelse med boringer efter skifergas i Nordjylland skabt store folkelige protester, og ifølge Ida Auken er der i Danmark for stor politisk splittelse om metoden til at tilladelserne kan gives på et troværdigt grundlag.

”Det giver kun problemer for Danmark, og det er dårligt for miljøet. Halvdelen af de politiske partier er imod den slags tilladelser, så vi kan risikere at få en frem-og-tilbage-situation igen. Det er meget uklædeligt,” siger hun.

DF: ”Må leve med at lukke et par vandboringer”
I Dansk Folkeparti ser man anderledes roligt på udsigten til olieboringer og fracking. Ifølge partiets klima- og energiordfører, Mikkel Dencker, kan fracking være en stor fordel, hvis der findes olie eller geotermisk energi i store mængder:

”Vi har ingen principiel modstand mod fracking. Det skal i det konkrete tilfælde selvfølgelig være i orden rent miljømæssigt,” siger han og fortsætter:

”Det er en afvejning af, om forekomsterne af olie eller geotermi er af så stor samfundsmæssig værdi, at man må leve med at lukke et par vandboringer for at være på den sikre side,” siger han.

K: Ikke en politisk sag
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholts regeringskollega Orla Østerby (K) mener ikke, at sagen skal anskues politisk. Det gjorde man ifølge den konservative energiordfører allerede, da man indførte det såkaldte åben-dør-princip (se boks til højre).

”Den politiske beslutning om et åben-dør-princip blev jo taget for flere år tilbage. Nu ligger sagen hos ministeren, og sådan er tilladelserne blevet givet under skiftende regeringer,” siger Orla Østerby og henviser til ældre tilladelser i Aabenraa og Vendsyssel.

Tirsdag sendte Christian Poll (ALT) en mail til klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt, hvori han beder ministeren udsætte beslutningen.

Forrige artikel Regeringen lander pensionsaftale med Dansk Folkeparti Regeringen lander pensionsaftale med Dansk Folkeparti Næste artikel Holstein: DF-S-alliancen består trods Thulesens soloforlig Holstein: DF-S-alliancen består trods Thulesens soloforlig