Lilleholt udskyder oliejagt for tredje gang

OLIE: Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) skubber nok engang beslutningen om tilladelse til olieefterforskning på Lolland. Samtidig undersøges muligheden for at fjerne fracking-metoden helt fra tilladelsen.

For tredje gang udskyder Lars Christian Lilleholt (V) sin beslutning om, hvorvidt det hollandske firma Nail Ressources kan få tilladelse til at bore efter olie, gas og geotermi på Lolland. 

Det stod klart efter torsdagens samråd i klima- og energiudvalget. 

"Jeg har bedt Energistyrelsen beskrive sagen nærmere særligt i forhold til praksisen for åben-dør, så vi er sikre på, at alle sten er vendt, inden jeg tager stilling til, om der kan gives tilladelse," sagde han under mødet.  

Samtidig fortalte klima- og energiministeren, at han har bedt Energistyrelsen undersøge muligheden for at fjerne fracking fra alle fremtidige tilladelser til olieefterforskning på land.

"I forhold til åben-dør-proceduren vil jeg gerne undersøge, hvilke konsekvenser det vil skabe for fremtidig efterforskning og indvinding på land, hvis vi betinger denne nye type tilladelser af, at der ikke må anvendes frakturering på land," sagde Lars Christian Lilleholt. 

Lilleholt: Vi overholder Paris-aftalen
Det hollandske firma har helt ekstraordinært måtte vente i flere måneder på at få tilladelsen til at lede efter olie og gas i den danske undergrund. Normalt gives der på grund af den såkaldte åben-dør-ordning tilladelse efter en rent administrativ procedure.

Men efter at Altinget i juni kunne fortælle, at tilladelsen også kan føre til fracking, er sagen blevet et politisk spørgsmål.

Og derfor glæder Alternativets ordfører for grøn omstilling, Christian Poll, sig over ministerens initiativ: 

"Det er super godt og meget positivt, at ministeren vil fjerne tilladelse til fracking," sagde han på mødet. 

Der er dog stadig malurt i oppositionens bæger. For selvom fracking nu ser ud til at udgå som standard i tilladelserne til olie og gas-efterforskning, er Christian Poll grundlæggende utilfreds med, at hollænderne ser ud til at få tilladelse til at lede efter fossile brændsler. Det er på kant med Paris-aftalen, mener han:

"Jeg vil mene, at en tilladelse til at lede efter nye fossile brændsler de facto underløber Paris-aftalen. Verden styrer lige nu mod en global opvarmning, der er langt større end de 1-2 grader, der er målet med Paris-aftalen," sagde han under samrådet. 

Men det afviste Lars Christian Lilleholt under samrådet:

"Jeg mener, at vi overholder Paris-aftalen til punkt og prikke. Paris-aftalen forpligter hverken Danmark eller andre lande til at lade olie og gas-reserver ligge i jorden," sagde han. 

Forrige artikel Radikales pressemøde: Mere udenlandsk arbejdskraft og blandede skoleklasser Radikales pressemøde: Mere udenlandsk arbejdskraft og blandede skoleklasser Næste artikel Udflytning skaber rod med EU-midler Udflytning skaber rod med EU-midler