Fra brevstemmer til fintælling og dronningerunde: Sådan foregår valget

1. november skal krydserne sættes. Men hvad skal der så egentlig rent formelt ske nu? Det kan du blive klogere på her.

Når vælgerne 1. november går til stemmeurnerne, kulminerer flere måneders valgkamp foreløbigt.

Men hvad skal der egentlig ske fra nu af, og indtil vi har fået en ny regering? Det kan du blive klogere på i denne artikel, der er lavet i samarbejde med professor Kasper Møller Hansen i forbindelse med valgudskrivelsen og genudgives i anledning af valgdagen.

Brevstemmer

Selv om langt størstedelen af vælgerne sætter krydset på selve valgdagen, har det faktisk været muligt at afgive sin stemme forinden.

Man kan nemlig brevstemme i enhver kommune før valget frem for at møde op og stemme på valgdagen. Man kan tidligst brevstemme tre uger før valget og senest tredjesidste dag før valget (fraregnet søndage). Det vil altså sige, at den sidste dag, det er muligt at brevstemme, i udgangspunktet var 28. oktober 2022.

Valgdag

På valgkortet står, hvor man skal gå hen for at stemme på valgdagen. Hvis valgdagen falder på en hverdag, foregår afstemningen mellem klokken 8.00-20.00. Som bekendt skal vi denne gang til valg tirsdag 1. november.

Hvis du vil blive klogere på, hvem du er mest enig med, inden du beslutter dig for, hvor du sætter dit kryds, kan du tage Altingets kandidattest.

{{toplink}}

Optælling

Stemmeoptællingen foretages på afstemningsstederne umiddelbart efter afstemningens afslutning. Resultatet indberettes til Danmarks Statistik.

Du kan følge med løbende hos Altinget, efterhånden som stemmerne bliver talt op rundtom i landet.

Fintælling

Senest dagen efter valgdagen foretages en fintælling af stemmerne for hvert afstemningsområde for sig og herefter for hele opstillingskredsen under ét. Resultatet indberettes til Danmarks Statistik. 

Klagemulighed

Sidste frist for at klage er en uge, efter valget er afholdt. Klager sendes til Indenrigs- og Boligministeriet, men bliver afgjort af Folketinget.

Valgplakater

Senest otte dage efter valgdagen skal valgplakaterne være taget ned.

Dronningerunde

Når stemmerne er talt op, skal det afklares, om regeringen kan fortsætte eller må gå af.

Hvis regeringen ikke kan fortsætte, skal der findes en ny regering. Der sker ved dronningerunden, hvor partiernes repræsentanter besøger Dronningen på Amalienborg. Her peger de hver især på en forhandlingsleder, der nu skal forhandle om dannelse af en ny regering.

Forrige artikel Daddy Vanopslagh, en advarsel mod Løkke og et pressemøde, der tog en uventet drejning: Her er valgkampen i billeder Daddy Vanopslagh, en advarsel mod Løkke og et pressemøde, der tog en uventet drejning: Her er valgkampen i billeder Næste artikel Pia Kjærsgaard og René Christensen kæmper om ét mandat: Pia Kjærsgaard og René Christensen kæmper om ét mandat: "Hvis vi havde haft en krystalkugle, havde det nok ikke set sådan her ud"