Dagens overblik: Mette Frederiksen vil gøre op med usund kultur på Christiansborg

Fagbevægelsen støtter nyt DI-forslag om arbejdsudbud. Mette Frederiksen går ind i debat om usund arbejdskultur på Christiansborg, og organisationer lægger pres på regeringen for at nedbringe mængden af affald. Få et overblik over dagens politiske nyheder.  

Godmorgen og velkommen til Altingets korte nyhedsoverblik.

Vi starter ud med et længere interview med statsminister Mette Frederiksen (S) i Politiken.

Her går statsministeren for første gang fuldtonet ind i debatten om arbejdskulturen på Christiansborg, som over sommeren er blevet kritiseret af blandt andre flere folketingsmedlemmer for at være usundt og forhindre reelle løsninger på samfundets udfordringer.

Mette Frederiksen mener ikke, at den politiske debat på Christiansborg og i offentligheden afspejler de egentlige udfordringer i samfundet, og kalder problemet med for højt tempo og taktiske ”logikker” for ”kolossalt”.

"Det er ikke kun skadeligt for arbejdsklimaet på Christiansborg, men også for borgerne og samfundet, som må leve med, at store strukturelle udfordringer ikke bliver løst tilfredsstillende", siger Mette Frederiksen til Politiken. 

DI vil fordoble efterlønspræmie for at øge arbejdskraft
Præmien til ældre mennesker, som fortsætter med at arbejde trods ret til at gå på efterløn, skal fordobles.

Det foreslår Dansk Industri (DI) i Finans. Tiltaget skal modvirke den akutte mangel på arbejdskraft i samfundet og møder opbakning fra både fagbevægelsen, Radikale Venstre og Venstre.

Ifølge DI vil tiltaget øge arbejdsudbuddet med 8000 personer og vil konkret betyde, at efterlønnere vil kunne indkassere op til 360.000 kroner skattefrit ved at arbejde frem til folkepensionsalderen.

”Hvis Finansministeriet kan verificere tallene, og det vil jeg straks bede om, er det et virkelig godt forslag,” siger Radikales finansordfører, Andreas Steenberg, til Finans.

Mængden af affald slog rekord i 2020
Affaldsmængden i Danmark steg sidste år med 11 procent. Det er helt afgørende, at politikerne skærper fokus på problemet, som står i vejen for den grønne omstilling, lyder det fra Dansk Affaldsforening og Danmarks Naturfredningsforening i Avisen Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår blandt andet, at det skal være muligt at få et skattefradrag på lønudgifter til reparation og vedligehold af produkter i hjemmet som eksempelvis en vaskemaskine.

Miljøminister Lea Wermelin (S) hæfter sig i et skriftligt svar til avisen ved, at der allerede er vedtaget en affaldsaftale, som også har fokus på at komme de store affaldsmængder til livs ved eksempelvis at gøre det enklere for danske virksomheder at modtage produkter retur fra forbrugerne til genanvendelse.

”Affaldsaftalen har også en vision om at knække affaldskurven herhjemme. Vi har for eksempel sat klare mål for reduktion og genanvendelse i de brancher, der bruger mest plastik,” lyder det.

Dansk Sygeplejeråd varsler udvidet strejke
Dansk sygeplejeråd har varslet, at yderligere 173 sygeplejersker vil strejken for højere lønninger.

Det er sjette gang, at Dansk Sygeplejeråd udvider strejken, og denne gang er det særligt psykiatrien, der står til at blive ramt, skriver blandt andre TV 2.

Det samlede antal sygeplejersker, der er udtaget til strejke, er nu oppe på cirka 7200.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke har været nogen nem beslutning at udtage psykiatrien, men vi gør det for at lægge maksimalt pres på arbejdsgivere og politikere,” siger formand for DSR Grete Christensen til TV 2.

Læs også Altingets analyse om sygeplejerskernes strejke her
 
Det sker i dag:

  • Klokken 9: Statsminister Mette Frederiksen deltager i regeringskonference om "fremtidens Danmark". Foruden politikere vil repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner komme med indspark til debatten. 
  • Klokken 14: SSI offentliggør ugens kontakttal for coronavirus. 

Forrige artikel Corona: Sundhedsministeren overvejer at afgive magtmiddel – men han kan hurtigt tage det tilbage Corona: Sundhedsministeren overvejer at afgive magtmiddel – men han kan hurtigt tage det tilbage Næste artikel Dagens overblik: Chef for de danske styrker advarede tidligt om Kabuls fald Dagens overblik: Chef for de danske styrker advarede tidligt om Kabuls fald