Besparelser på DSB nærmer sig en milliard årligt

BESPARELSER: Statens årlige tilskud til DSB er reduceret med over 700 millioner kroner, siden den tidligere SR-regering lagde grunden for statsbanernes økonomi frem til 2024. Forude venter et usikkert årti.

’Fremtidens tog’ hedder overskriften på den storstilede investeringsoffensiv, DSB står over for de kommende år.

Jernbanens efterhånden godt slidte dieseltog skal skiftes ud med nye elektriske modeller, i takt med at banestrækningerne bliver elektrificeret.

Der skal spenderes op mod 20 milliarder kroner frem mod midten af 2020’erne, og sidenhen venter udskiftningen af S-togene til en type, der formentlig ikke er følsom over for strejker blandt togførere.

Samtidig skal den store ombygning af banenettet med togfondsprojekter, elektrificering og udrulningen af det nye signalprogram gøres færdig.

Alt sammen forudsætninger for, at fremtidens tog bliver hurtigere, grønnere og billigere i drift, end det er tilfældet i dag.

Men inden det kommer dertil, henstår der en årrække, hvor den i forvejen besværede drift bliver yderligere forstyrret af omfattende sporarbejde, med risiko for at stadig flere vil vælge toget fra i den nærmeste fremtid.

Blå besparelser kører videre
Alene frem til 2025 skal DSB klare den pålagte opgave med en bevilling, der blevet beskåret med over 700 millioner kroner årligt i forhold til, hvad der oprindeligt blev fastlagt med den 10-årskontrakt, som den daværende SR-regering indgik med DSB i 2014.

I 2023 nærmer beløbet sig 900 millioner kroner, fremgår det af regeringens finanslovsforslag.

Statens kontraktbetaling til DSB

 (Mio. kr. i 2020-pl*) 2020 2021 2022 2023
Betaling ift. kontrakt fra 2014
4433,0
4398,2
4327,4
4221,5
Betaling FFL20
3744,2
3561,9
3492,6
3382,4
Kilde: Finanslovsforslag for 2020.

* Forventet pris- og lønniveau i 2020.

Omkring tre fjerdedele af reduktionen skyldes besparelser gennemført af den tidligere V-regering og den efterfølgende VLAK-regering. Begge gange under betydelige protester fra Enhedslisten og SF, mens Socialdemokratiet har forholdt sig mere afventende.

Med finanslovsforslaget for 2016 besluttede den tidligere regering at skære 300 millioner kroner af den årlige statslige betaling til DSB.

Og i efteråret 2017 blev betalingen reduceret med yderligere godt 380 millioner kroner, der indgik i VLAK-regeringens aftale om en erhvervs- og iværksætterpakke med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

De øvrige reduktioner af kontraktbetalingen skyldes mindre justeringer som følge af blandt andet udbuddet af Svendborgbanen og strækningen mellem Vejle og Struer.

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Transport. Her får du mere analyse og flere perspektiver. Du kan tegne et prøveabonnement her

Forrige artikel Olaf konkluderer efterforskning af Meld og Feld-svindel og sender sagen til Bagmandspolitiet Olaf konkluderer efterforskning af Meld og Feld-svindel og sender sagen til Bagmandspolitiet Næste artikel Regeringen vil sætte flere voldsmænd i allerede overfyldte fængsler Regeringen vil sætte flere voldsmænd i allerede overfyldte fængsler