Cordua: Hvad blev der af ydmygheden ved den lille V-mindretalsregering?
Kommentar
Jarl Cordua | |
Print
KLUMME: Det er svært at se, at V-regeringen skulle være den svageste i mands minde. Selvom det er Danmarks tredje største parti, der sidder mutters alene på ministerbænkene, får regeringen masser af politik igennem, skriver Jarl Cordua.
Der er gået et lille halvt års tid siden valget, hvor den nye statsminister gjorde et stort nummer ud af udstille, hvor få mandater regeringen havde bag sig.
Der er nu gået knapt en måned siden folketingsåret begyndte, og Venstre-regeringen regerer, som det kendetegner enhver anden nytiltrådt regering: Det sprøjter ud med politik. Der er indgået stort forlig om dagpenge. Et politiforlig er i støbeskeen, og en udlændingeaftale er også undervejs.
Der er utvivlsomt mange, der stadigvæk er frustrerede og vrede over, at det netop blev en af valgets største tabere – Venstres Lars Løkke Rasmussen – som nu er kaptajn på det gode skib "Danmark", mens overstyrmanden Claus Hjort Frederiksen i disse uger flikker det ene forlig sammen efter det andet i Finansministeriet.
90 mandater
Sådan er demokratiet. I 70'erne så man et lignende mønster. Næsten uanset hvordan de mange folketingsvalg faldt ud, så var hovedreglen den, at Socialdemokraterne med Anker Jørgensen endte med at tage ansvaret og danne regering.
Det er denne "der skal 90 mandater til et flertal"-logik, som mange vrede vælgere – i deres ellers uendelige visdom – af forskellige grunde nok ikke altid helt forstår. Det er også i den tåge, som får blandt andet Kristian Thulesen Dahl og øvrige protestpartier til at få held med at tegne det vrangbillede af politik, som en beslutningsproces, hvor det i grunden er ret ligegyldigt om man sidder på ministertaburetterne eller ej.
Partier som Socialdemokraterne, Radikale, Venstre – og indtil for nylig – Konservative har siden tidernes morgen (dvs. omkring 1. verdenskrig) stort set abonneret på denne logik. Nu har vælgerne imidlertid tvunget Konservative til at omstille sig fra at være et folkeparti til et egentligt nicheparti, hvor regeringsdeltagelse formentlig er udelukket i en rum tid fremover.
Og der er ikke noget nyt parti i blå blok, som ser ud til at kunne eller ville overtage pladsen. Så når vælgerne har givet blå blok 90 mandater, og flest borgerlige mandater (V, K og LA) peger på Venstre – til trods for at DF er større – ja, så er der ikke rigtig andre alternativer end Løkkes flok til at danne regering, selv om V ellers i juni fik læsterlige tæv af vælgerne.
Konservatives nye frie rolle
Konservative har i øvrigt senest demonstreret sin nye frie rolle ved at skabe usikkerhed om det nys indgåede dagpengeforligs finansiering ved at henvise til, at de kan blokere for dette, da K er med i et ældre forlig om de såkaldte godtgørelses-dage, som arbejdsgivere betaler.
Der findes nok en løsning med en indrømmelse til K, da spørgsmålet drejer sig om en – i finanspolitisk sammenhæng – bagatel af 10 millioner kroner. Omvendt vil regeringen nok fremover spørge sig selv, om det er umagen værd at gøre sig de store anstrengelser for at få K med i fremtidige forlig, så længe "de tre store" partier er enige, hvis der er udsigt til, at K laver ballade ved enhver lejlighed, hvor de kan få opmærksomhed.
Take it or leave it
Lige nu handler det dog om forhandlinger om politi-forlig, hvor finansministeren spillede "hardball" ved at bede alle forhandlere, der ikke ville være med til at acceptere finansieringen om at smutte ud af forhandlingslokalet. Det er ud fra logikken – som man også så under den forrige regerings finanslovsforhandlinger, at hvis ikke man vil være med til at finde pengene – i det her tilfælde ved at skære en halv milliard kroner på ungdomsuddannelserne – ja, så får man heller ikke lov til at få glæden af at dele dem ud og skaffe landet flere betjente.
Dermed har denne regering skruet bissen endnu mere på, end det hidtil er set. Den vil end ikke diskutere, hvor pengene findes. Det er take it or leave it. Alt tyder i øvrigt på et forlig bl.a. med S og blå blok engang i løbet af de næste par uger.
I går røg S ud af forhandlingerne om udlændingepolitikken. De havde ellers bevæget sig et langt stykke for at komme med og var ved at give sig på en nedsættelse af "fattigdomsydelser", der især er ydelser til flygtninge, som Thorning-regeringen tidligere har sat op.
Ren magtdemonstration
Men regeringen ville ikke have S med. Utvivlsomt af taktiske grunde, så udlændingeområdet ikke forsvinder som et politisk emne, hvor vælgerne kan se forskel på S og V. Under alle omstændigheder en ren magtdemonstration.
Samlet set giver Venstre en ren opvisning i, hvor afgørende vigtigt det er for at få sin politiske vilje igennem, om man sidder i regering eller ej.
For indtil videre er det svært at se, at denne regering skulle være den svageste i mands minde, selv om en optælling af V-mandater viser det. Men når det handler om at få sin politik igennem på Christiansborg, så kan det være svært at forstå, at det blot er Danmarks 3. største parti, der sidder mutters alene på ministerbænkene.
---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Trads: Ligegyldige Konservative i dødsspiral
Trads: Lærer Sass snart at tale pænt om sine venner?
