Cordua: DF 20 år - en ubetinget kæmpesucces!

Midt i al rumlen fra finanslov, åbningstale og diverse politiske udspil fylder den største succes i dansk politik 20 år.

I 1995 opstod partiet efter et legendarisk og tumultarisk landsmøde i Fremskridtspartiet, hvor den tabende fløj med Pia Kjærsgaard i spidsen opgav magtkampen om kontrollen af partiet og stiftede et nyt: Dansk Folkeparti.

Det nye parti blev ikke spået mange chancer i pressen, men kombinationen af en i befolkningen kendt og helt enestående dygtig kommunikator i form af Pia Kjærsgaard og en klar profil på især udlændingepolitikken fik hurtigt smilene til at stivne.

Først hos Fremskridtspartiet, der meget hurtigt blev udkonkurreret i meningsmålingerne. Kun i kraft af Kirsten Jacobsens 30.000 personlige stemmer i Nordjyllands Amt kom partiet lige akkurat ind ved valget i 1998. DF tordnede derimod ind i Folketinget med 13 mandater.

Allerede ved kommunalvalget i 1997 kunne man øjne potentialet. I Københavns Kommune fik partiet med den nuværende gruppeformand, Peter Skaarup, et kanonvalg med hele seks mandater.

En "stalinistisk" ledelsesform
Skaarup var i 80'erne sekretariatschef for Fremskridtspartiet og brugte meget tid på at holde styr på venner og fjender af Pia Kjærsgaard. Han "kendte sine lus på gangen", om man så må sige.

Den indsigt gjorde det relativt nemt at screene landsbytosser og lykkeriddere blandt de mange Fremskridtsfolk, som med tiden forsøgte at få en fremtid i det stadigt mere succesfulde DF, hvor mulighederne for en politisk karriere blev stadigt bedre.

I DF-toppen lagde man ikke skjul på, at man brugte en "stalinistisk" ledelsesform. "Det er svært at komme ind i partiet - til gengæld er det let at ryge ud", som det blev formuleret tidligt.

DF var fra begyndelsen et ret succesfuldt kollektiv, formet af fraktionstiden i Fremskridtspartiet, som ud over Kjærsgaard og Skaarup fra begyndelsen også bestod af Kristian Thulesen Dahl. De er alle kendetegnet ved at være ekstraordinært dygtige til at kommunikere, eminente til at læse folkestemninger og ikke mindst til at lægge en holdbar langsigtet strategi, som de så holder uden svinkeærinder.

Finder nogen i baglandet eller i gruppen på at bryde med den strategi ved for eksempel at flirte med noget, der bare minder om nazisme og deslige, så er det ud af vagten. Undtagelsen er det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Camre, som blev DF's store trækplaster, der fik partiet i Europa-parlamentet i 1999, hvormed endnu en milepæl blev nået.

Indtil videre har partiet ladet nåde gå for ret, hver gang veteranen har skabt røre med udtalelser om muslimer mv.

Fogh blev afgørende for DF
Partiet rummer desuden en perlerække af fremragende folk, der er gode til at agitere, kommunikere mv: Værdikrigeren Søren Espersen, stemmeslugeren Morten Messerschmidt, som i 2014 fik flest personlige stemmer nogensinde ved noget EP-valg, Marie Krarup fra klanen af samme navn, udlændingeordføreren Martin Henriksen, kirke- og indfødsretsordføreren Christian Langballe (også fra Krarup-klanen) og kulturordføreren Alex Ahrendtsen. Og nye er på vej. Jeg tror, man skal holde øje med den nyvalgte Peter Kofoed Poulsen.

Formandsskiftet i Venstre efter valget i 1998 blev også afgørende for DF's politiske muligheder. For den nye V-formand Anders Fogh Rasmussen var helt anderledes indstillet på et samarbejde med DF end den tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen. Ved valget i 2001 fik DF endnu et kanonvalg, og i de følgende 10 år viste DF, at de kunne indgå i et forpligtende samarbejde med VK-regeringen til begge parters tilfredshed.

Det var også en periode, hvor DF viste, at de var andet end et uideologisk populistisk stemme-maksimerende højrefløjsparti. Der blev taget ansvar for arbejdsmarkedsreformer, som utvivlsomt kostede partiet det hidtil eneste (lille) valgnederlag, da DF i 2011 tabte tre mandater.

Efter valget i 2011 begyndte diskussionen om partiets fremtid under en ny leder at tage fart. Nogle vurderede, at Kristian Thulesen Dahl fik svært ved at samle vælgere op i samme omfang som Pia Kjærsgaard, men det blev gjort til skamme ved DF's seneste kanonvalg, hvor partiets vælgeropbakning indtil videre er toppet med 21,1 procent og 37 mandater. DF er i dag Danmarks næststørste parti og det største parti i blå blok.

Ingen store bommerter
Et af partiets styrker er dets evne til at undgå dumheder. Og når det sker, så er man mestre i meget hurtigt at få erkendt problemerne og lukket dem ned. En ordfører, der bakker op i en bil og flygter fra stedet, beklagede siden med begrundelsen, at man "havde en dårlig dag". Partiets store bommerter kan knapt tælles på en hånd.

Der var Messerschmidt-fadæsen i Tivoli, som endte med en frifindelse. Der var en tur til Østrig for mange år siden, hvor partiledelsen valfartede til Wien til støtte for Jőrg Haiders indvandrerkritiske Frihedsparti, der var lyst i band af EU og den danske regering. Men Haider ville ikke mødes med DF'erne, som så noget forpjuskede ud. På et tidspunkt blev en række unge DFU'ere (i dag er de næsten alle DF-politikere) dømt for racisme på grund af en kontroversiel plakat. Men egentlig store strategiske bommerter er ikke til at få øje på.

"Du ved, hvad vi står for"
Under valgkampen i år stoppede DF næsten helt med at føre valgkamp imod udlændinge. "Du ved, hvad vi står for", var budskabet. Man er med andre ord ved at vinde nye vælgergrupper, og dem skal man ikke skræmme væk med for bombastiske budskaber.

Og det passede perfekt til de vælgere, der var blevet ledige, efter Venstres image er blevet temmelig ramponeret efter Lars Løkkes bilagssager og efterfølgende opgør i partiet, som ikke førte til et lederskifte. Kristian Thulesen Dahl ligner en borgerlig og lyder som en borgerlig på mange stræk. På andre områder ligner han en socialdemokrat. Og det er naturligvis helt bevidst.

Spørgsmålet er nu, om alle de lavthængende frugter med hensyn til vælgeropbakning efterhånden er plukket? Selv efter den nuværende flygtningekrise har taget opmærksomheden, så er partiet kun steget marginalt i målingerne.

På den anden side er vælgerne endnu ikke løbet skuffede bort, selv om DF - som spået - ikke kom i regering. Indtil videre har alternativet i form af Venstre-regeringen ikke været tilstrækkeligt indbydende. Og det bliver næppe afstemningen om retsforbeholdet 3. december, der bliver en styrkeprøve mellem DF og V, der får vælgerne til at vende ryggen til Løkke og Co. EU er ikke i kurs blandt borgerlige vælgere, hvilket yderligere hjælper partiet.

Det er i det hele taget svært at se, hvad der skulle udfordre partiet. Udlændinge ryger længere op på vælgerdagsordenen og bliver der i mange år. Den største trussel mod partiet kunne komme fra et internt opgør, men det er svært at se, at der skulle opstå en lederkrise i mange år frem. Magtforholdene er afklarede, og Thulesen Dahl kan i princippet lede partiet de næste 20 år frem.

Tirsdag kunne partiet stille med Folketingets formand i kraft af Pia Kjærsgaard. Nu mangler man sådan set bare at komme i regering, og det virker ikke, som om Venstre er særligt interesseret i, at det sker. DF er samarbejdspartnere, og engang var de gode til at tage stemmer fra S. Nu er de derimod blevet konkurrenter.

Skal Venstre vokse, så skal det primært ske på bekostning fra DF.

Ikke en gentagelse af VKO
Det er i øvrigt en fejllæsning af situationen, at 2015 skulle være en gentagelse af VKO-tiden. Dengang var rollefordelingen afklaret. DF tog sig godt betalt for at holde VK-regeringen ved magten.

Der var reelt kun et parti, der skulle forhandles med. Det gav DF en unik position. Den har de ikke længere. Nu er de kun et blandt flere partier i en unik position. DF kan fx ikke stille hårde krav, der virker eller kan tolkes som en "straf" af regeringen for politiske meldinger mv,. som DF ikke bryder sig om.

For DF skal hver gang finde to andre partier, der skal stemme DF's krav igennem. Situationen er dermed langt sværere nu for DF end i nullerne. Og i øvrigt kan DF glemme alt om at stå alene foran Finansministeriets døre og triumfere. Den glæde skal de dele med både K og LA, som ser ud til at have taget ved lære af den succesfulde DF-model.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.