Cordua: Morten og småpigerne

KLUMME: Messerschmidt er et enestående politisk talent. Men skal han gøre sig forhåbninger om engang at blive DF-formand, skal han udvikle større evner for ledelse end den uskønne forestilling, som offentligheden nu igen har været vidne til, skriver Jarl Cordua. 

Det ligner en tendens. To gange har medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt sikret sit parti Dansk Folkeparti et kanonvalg.

Og to gange må to kvinder, der er noget ældre end ham selv, forlade partiet ved at smække med døren med henvising til, at samarbejdet med Messerschmidt slet ikke fungerer.

Begge gange er den larmende exit blevet ledsaget af nedladende kommentarer fra Messerschmidt, som ellers gerne giver den i offentligheden som gentleman med slebne manerer og panamahat på sned.

I 2011 blev hans daværende enlige gruppemedlem i Europa-Parlamentet, Anna Rosbach, benævnt af Messerschmidt, som "en forskruet lille pige". I går kom turen til Rikke Karlsson, som blev stemplet som "en lidt forvirret lille pige fra Rebild".

Enestående politisk talent
Ingen er i tvivl om, at Morten Messerschmidt er et enestående talent i dansk politik med betydelige evner. På mange måder er han den perfekte politiker.

Messerschmidt er en eminent agitator, hans valgkampagne sidste år blæste alle andre kandidater ud og har allerede sikret ham en plads i historiebøgerne, som den, der personligt har fået flest stemmer ved et Europa-Parlamentsvalg. Ydermere evner han også substansen - også når det er indviklet. Det er for eksempel ikke hvem som helst, som sætter sig ned og skriver en kritisk bog om EU-domstolen. Og manden er kun i starten af 30'erne. Hvad kan det ikke yderligere blive til?

Hvis DF var kommet med i en regering, så kunne Messerschmidt formentlig have sat sig i en ministerstol. Kulturministerposten, har man hvisket om i krogene, lå godt til opera-elskeren. Det blev så ikke til noget i første omgang.

Det kan nok komme siden, hvis en ny mulighed viser sig for DF efter den folkeafstemning om retsforbeholdet, hvor Messerschmidt har en central rolle på nej-holdet.

Messerschmidt har før jokket gevaldigt i spinaten og kommet stærkt tilbage. Det så man blandt andet dengang, han for snart mange år siden sang et kontroversielt vers fra den tyske nationalsang i en trehestesbrandert i restaurant Grøften i Tivoli.

Det kostede en midlertidig exit fra partiet, mens en avispåstand om efterfølgende "heilen" blev undersøgt. Da det ikke kunne bevises, lod Pia Kjærsgaard nåde gå for ret, og siden har offentligheden været forskånet for lignende episoder.

DF-formand?
Messerschmidt ligner på mange måder en naturlig efterfølger for Kristian Thulesen Dahl som DF-partileder.

Problemet er imidlertid, at det formentlig først bliver aktuelt om mange år. Og hvad skal tiden gå med indtil da? Messerschmidt minder allerede lidt om Prins Charles. Får han, som allerede har været med i mange år, nogensinde chancen for at stå i spidsen for DF?

Messerschmidt er god nok til at give DF et kanonvalg til parlamentet i Bruxelles, som DF i grunden foragter. Mens alt det, der giver hæder og ære samt stjerner på skuldrene foregår immervæk på Christiansborg i det nationale parlament, som også DF hylder som det eneste udtryk for folkeviljen.

Derfor tyder alt også på, at Messerschmidt har stillet op til sit sidste Europaparlamentsvalg. Han vil tilbage til toppen af dansk politik og håber sikkert på, at de næste fire år går hurtigt. Men er der plads til ham i toppen af DF, hvor Kristian Thulesen Dahl og hans makker gruppeformand Peter Skaarup slår takten?

Måske Messerschmidt - ud over det helt banale at lære at tale ordentligt om kvinder - skulle bruge den resterende tid på at bevise, at han faktisk evner at få et kollektiv i sin EP-gruppe til at fungere.

Formentlig har Messerschmidt substansen på sin side, når han afviser sin tidligere partifælle Rikke Karlssons indvendinger om regnskabet for nogle EU-fonde, hvor hun skulle underskrive nogle papirer, som hun ikke helt kunne gennemskue. (Det er da egentlig betryggende, at det ikke sker).

Hun bakkes i øvrigt op af en af sine tre tilbageblevne partifæller, Jørn Dohrmann, der åbenbart heller ikke har forstået det indlysende i at skrive under på, at man har deltaget i møder, som man så aldrig har deltaget i.

Messerschmidts evner til at lede
Når man er EU-parlamentariker generelt, men navnlig for Dansk Folkeparti, som har slået sig benhårdt op på, at man vil al lyssky EU-fittelifut til livs, så kan det altså ikke nytte noget, at man holder sine åbenbart "mindre hurtige" kolleger hen med sniksnak og sange fra de varme lande.

Hvis man vil være politisk leder af en stor gruppe, så må man også kunne sætte sig ned og pædagogisk forklare sine partifæller, det åbenbart meget indviklede forhold om regnskabspraksis i EU's fonde. Ingen er i tvivl om, at Messerschmidt har evnen til det. Noget andet er, om han har tålmodigheden. Indtil videre er DF's kanonsejr sidste år smuldret lidt på den konto.

Skal Messerschmidt gøre sig forhåbninger om at kunne lede et større kollektiv end en firemandsgruppe i EP, skal han derfor nok udvikle større evner for ledelse og samarbejde end den uskønne forestilling, som offentligheden - nu igen - har været vidne til fra Messerschmidts side.

Og mon ikke de deler vurderingen af netop det hos DF på Christiansborg?

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: DF 20 år - en ubetinget kæmpesucces! Cordua: DF 20 år - en ubetinget kæmpesucces! Næste artikel Trads: Dagpenge er nemme, topskat bliver dramatisk Trads: Dagpenge er nemme, topskat bliver dramatisk