Søndergaard: Kampen mod rejsecirkusset er ikke tabt

STRASBOURG: Parlamentet er atter tilbage på 12 årlige ture til Strasbourg, men kampen mod det store rejsecirkus er ikke slut, forsikrer MEP Søren Søndergaard.

Den sidste mand har endnu ikke forladt skyttegraven, lyder det fra danske MEP Søren Søndergaard (N). 

Onsdag vedtog Europa-Parlamentet ellers politikernes kalender for 2013, som indeholder 12 årlige ture til Strasbourg. Dermed accepterer Parlamentet EU-Domstolens afgørelse, der i november 2012 gjorde det klart, at parlamentarikerne ikke har lov til slå to plenaruger sammen for at spare en tur til Strasbourg.

I 2012 var parlamentarikerne kun 11 gange i Strasbourg. Sammenlægningen af to plenarsessioner var en protest mod de dyre ture til og fra Strasbourg, som er en sag, der har stor opbakning blandt parlamentarikerne og særligt de danske.

Det er dog ikke alle de politikere, der huser både det ene og det andet Parlament, som har hejst det hvide flag endnu. 

Der er stadig muligheder
Oven på EU-dommen står en traktatændring umiddelbart som sidste mulighed for at aflive rejsecirkusset. Og sådan en har lange udsigter. Men så let giver MEP Søren Søndergaard ikke op. Han og 146 medlemmer stemte derfor imod kalenderen.

”Ideen med at stemme imod var, at så ville vi ikke modtage en kalender, og så ville vi have tid til at lave nogle andre muligheder,” siger Søren Søndergaard.

”Der står eksempelvis intet i dommen om, at der skal være afstemninger under Strasbourg-sessionerne. Så vi kunne lægge en session i august uden afstemninger,” siger han.

En session i Strasbourg uden afstemninger ville gøre det unødvendigt for medlemmerne at dukke op til møderne.

Strasbourg kan kuppes
Og det er en model, som kunne udvides til hele året fra 2014, foreslår Søren Søndergaard. 

”Der er stadig mulighed for, at vi for 2014 begynder at afskaffe afstemningerne på sessionerne i Strasbourg og gennemfører dem i Bruxelles i stedet for. Så kan man jo selv se, hvor mange der møder op i Strasbourg,” siger Søren Søndergaard.

Så sent som i oktober stemte Parlamentet med stort flertal for at lukke parlamentet i Strasbourg.

Forrige artikel Strid om national medfinansiering splitter EU Strid om national medfinansiering splitter EU Næste artikel Tryner Tyskland og Frankrig de små EU-lande? Tryner Tyskland og Frankrig de små EU-lande?