Wammen glæder sig over måling

FORSVAR: Europaminister Nicolai Wammen (S) er ikke overrasket over, at vælgerne er delte om, hvorvidt forsvarsforbeholdet skal afskaffes. Der har været meget turbulens om EU på det seneste, siger ministeren.

Det undrer ikke europaminister Nicolai Wammen (S), at forsvarsforbeholdet deler danskerne, som en ny meningsmåling fra A&B Analyse viser.

I målingen ønsker 40 procent af danskerne at afskaffe forbeholdet, mens 36 procent helst ser forbeholdet bevaret sådan, som det er i dag. Samtidig er der en stor gruppe, der ikke ved, hvad de ville stemme ved en afstemning.

"Jeg hæfter mig ved, at der er et flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Der har været meget turbulens om EU i den seneste tid. Og i det lys er jeg ikke overrasket over, at man kan se svingninger i de forskellige målinger," siger Nicolai Wammen i en mail til Altinget | EU.

Han understreger, at han er glad for, at der fortsat er flere, som vil afskaffe forbeholdet, end der vil beholde det. En afskaffelse af forbeholdet vil ifølge ministeren nemlig kunne gøre, at Danmark vil kunne deltage i EU-missioner mod pirateri ved for eksempel Somalias kyst. Noget der ikke mindst vil være af stor hjælp for dansk skibsfart.

"Forsvarsforbeholdet afskærer Danmark fra at deltage i de vigtige bidrag, EU yder til fred og sikkerhed i verdens brændpunkter. Det begrænser Danmarks muligheder for at føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik," siger Nicolai Wammen.

Netop derfor vil regeringen også have forbeholdet afskaffet ved en folkeafstemning, sådan som det står i regeringsgrundlaget. Hvornår danskerne så skal til valglokalerne, vil ministeren dog ikke ud med:

"Det er endnu ikke truffet beslutning om, et konkret tidspunkt for en folkeafstemning," siger ministeren.

Forrige artikel Forsvarsforbehold splitter danskerne Forsvarsforbehold splitter danskerne Næste artikel Altinget.dk på Folkemødet Altinget.dk på Folkemødet