Vækstforum må ikke glemme AMU

DEBAT: Hvis regeringens Vækstforum skal give et reelt bud på, hvordan dansk økonomi løftes, bør den pege på besparelserne på efter- og videreuddannelserne som en fejl. AMU har nemlig en vigtig rolle, både når det gælder en velkvalificeret arbejdsstyrke og innovation og vækst i de små og mellemstore virksomheder, skriver Kim Simonsen fra Danske Erhvervsskoler.

Af Kim Simonsen
Formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne

Danmarks vækstpotentiale er fuldstændig afhængigt af en kvalificeret arbejdsstyrke. Det indebærer blandt andet, at virksomhederne skal kunne tilbyde sine medarbejdere et kompetenceløft, når det er nødvendigt - og de ledige skal kunne omskole sig til nye funktioner.

Vækstforum påpeger det selv: Desuden er det væsentligt med en løbende opkvalificering af arbejdsstyrken for at sikre et fleksibelt arbejdsmarked og en velkvalificeret arbejdsstyrke, og for at den enkelte kan omstille sig til nye erhverv.

Regeringens besparelser på AMU - der for eksempel omfatter prisloft på seks ugers selvvalg og fuld deltagerbetaling for medarbejdere med en videregående uddannelse - harmonerer ikke med den vigtige opgave, AMU har i forhold til at sikre Danmarks fremtidige vækst.

En klar opfordring
Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne vil derfor gerne opfordre regeringens Vækstforum til at huske AMU i sine anbefalinger.

Besparelserne på AMU er en hindring for et fleksibelt og velkvalificeret arbejdsmarked. Vækstforum bør derfor anbefale regeringen at trække de seneste besparelser tilbage.

Vi ser gode takter i Vækstforums foreløbige forslag til forbedringer inden for erhvervsuddannelsesområdet. Der er dog brug for et langt stærkere fokus på disse uddannelser og på overgangen fra ungdomsuddannelser til videregående uddannelser - frem for eksempelvis reformer på SU-området.

Vækstforum anbefaler, at flere skal arbejde i fremstillingssektoren. Det betyder også, at flere skal beskæftige sig med produktion, og erhvervsuddannelserne skal derfor opprioriteres.

Forrige artikel Historien om seniorførtidspension giver kun den halve sandhed Historien om seniorførtidspension giver kun den halve sandhed Næste artikel Støttet beskæftigelse – ven eller fjende? Støttet beskæftigelse – ven eller fjende?