Venstre: Socialdemokratiske omfordelinger gør igen danskerne fattigere

Da regeringen tilbage i sommeren 2020 præsenterede det længe ventede Arne-udspil, blev det også starten til en helt ny finansieringsstrategi, som vi ser gå igen på andre områder. Der er tale om såkaldte "bidrag", som i praksis er forklædte skatter målrettet dem, som regeringen ikke bryder sig om.

Med Arne-pensionen er det finanssektoren, der skal betale et samfundsbidrag under dække af bankpakkerne under finanskrisen. Det nyeste eksempel er kulturbidraget, som kom i forlængelse af medieudspillet, hvor streamingtjenester skal betale en særskat i Danmark.

Problemet er, at man ikke behøver at være professor i økonomi for at regne ud, at regningen i begge tilfælde vil ende hos danskerne. Regningen ender hos de danskere og danske familier, der med regeringens mange skattestigninger samt stigende inflation er økonomisk pressede nok i forvejen.

Store konsekvenser for danskernes og Danmarks økonomi

Det er dybt bekymrende, at regeringen ikke tager kritikken fra de økonomiske vismænd til efterretning i forhold til det såkaldte samfundsbidrag - eller som vismændene med rette kaldet det - en særskat.

Regeringen lægger en tung særskat på 2,1 milliarder kroner årligt over på banker, pensionsselskaber og forsikringsselskaber, hvilket naturligvis vil få konsekvenser. Når regeringen går så målrettet efter en branche til at betale for en bestemt velfærdsydelse, svækker det ifølge de økonomiske vismænd produktiviteten.

Det betyder, at Arne-pensionen på den lange bane gør Danmark fattigere, da finansieringen hertil svækker dansk vækst.

På den korte bane vil vi også komme til at opleve konsekvenserne af regeringens særskat målrettet den finansielle sektor. Det er en utopi at forestille sig, at en skattestigning på fire procent for en enkelt branche ikke også kommer til at kunne mærkes for den enkelte kunde.

Særskatten vil altså betyde, at vi danskere skal til lommerne for at betale for de socialdemokratiske omfordelinger. Danskerne kan se frem til højere gebyrer.

Fejlkoblingen mellem bankpakker og særskat

Da regeringen i sin tid fremlagde finansieringsgrundlaget til Arne-pensionen, sagde man, at samfundsbidraget også skulle ses i lyset af bankpakkerne fra 2008-2009 ovenpå finanskrisen.

Dette blev blandt andre bragt frem af daværende socialdemokratiske finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, der i Børsen 27. august 2020 mente, at der var en naturlig sammenhæng mellem bankpakker og særskatten til den finansielle sektor.

Dette er for mig ikke bare en forkert, men også en farlig kobling. Vi skal huske på, at bankpakkerne var en aftale indgået mellem staten og bankerne. En aftale, som kom igennem med et bredt flertal i Folketinget. Alle undtagen Enhedslisten stemte for.

Med den tilgang mener regeringen åbenbart, at man kan ændre på aftaler flere årtier efter, at de er indgået. Det er et grundlæggende samfundsproblem, hvis man som virksomhed eller branche ikke kan stole på aftaler, man indgår med staten.

Regning til de næste generationer

Det blev med velfærdsloven åbenlyst, at vi har en regering, der ikke forstår det fundamentale princip om, at en krone skal tjenes, før den kan bruges. For det er fuldstændig indlysende, at vækst og velfærd går hånd i hånd. Vi kan ikke tillade os at bruge penge, vi ikke har, og dermed skubbe regningen over på de næste generationer. Det er ikke fair.

Kort sagt så gør denne regering endnu en gang danskerne fattigere her og nu ved at pålægge dem en skat, som overvæltes i danskernes økonomi. Skatten er samtidig så skadelig, at den hæmmer væksten i Danmark og derfor også gør Danmark fattigere over tid.

Danmark fortjener en regering der passer på danskernes penge og ikke overdænger dem med massive skattestigninger.

debat@altinget.dk