V: Regeringens pensionsudspil kan forlænge seniorers arbejdsliv

DEBAT: Regeringens nye pensionsudspil og 2025-plan skaber fornuftige rammer for, at seniorerne kan forlænge deres arbejdsliv med ro i maven, skriver Klaus Markussen (V).

Af Klaus Markussen (V)
Beskæftigelsesordfører 

Politik er en foranderlig størrelse, og det sker, at der må tages bestik af den parlamentariske situation. Og det er tilfældet med regeringens planer om en højere pensionsalder – for dem der kan vel at mærke. For som Erik E. Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, meget rigtigt skriver her på Altinget, har der været væsentlig politisk modstand, når en højere pensionsalder har været sat under luppen.

For Venstre har det aldrig handlet om at tvinge nedslidte mennesker til at blive på arbejdsmarkedet længere, end de kan. Men levetiden er i dag højere end den ventede udvikling, da velfærdsaftalen blev vedtaget i 2006. Og samtidig kan vi se, at flere og flere seniorer vælger at udskyde pensionen. En nylig analyse viste også, at fire ud af ti nye job er gået til personer over 60 år.

Senere pension med ro i maven
Det, synes jeg, er værd at glæde sig over. Men det er selvfølgelig vigtigt, at vi sikrer, at vi har de bedste muligheder for, at seniorerne kan blive længere på arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen netop fremlagt et pensionsudspil, der understøtter, at danske seniorer kan udskyde pensionen med ro i maven.

Så når Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen opfordrer politikerne til at understøtte den udvikling, der allerede er i gang, kan jeg glædeligt nævne, at regeringens 2025-plan netop skaber fornuftige rammer for, at seniorerne kan forlænge deres arbejdsliv. For det er en kæmpe gevinst at have de ældre på arbejdsmarkedet lidt længere. Det gælder ikke kun for den enkelte og for virksomhederne, som får kvalificeret arbejdskraft, men det gælder også for hele samfundet, som får gavn af endnu flere hænder, når seniorerne bliver i arbejdstøjet.

Økonomisk gulerod
Vi skal gøre det attraktivt for seniorer at blive i arbejde, selvom de passerer pensionsalderen. Derfor giver vi en økonomisk gulerod til dem, der vælger at udskyde pensionen. Det betyder, at folkepensionister kan se frem til en højere pension i form af tillæg, hvis de forlænger deres arbejdsliv. Samtidig får de danskere, som har indbetalt til deres efterløn, mulighed for at få udbetalt bidragene skattefrit. Det er blot to af de tiltag, der danner rammen for regeringens pensionsudspil, der gør det endnu mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet, så vi har råd til mere velfærd.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, giver i denne debat udtryk for, at Dansk Folkeparti gerne vil se nærmere på, hvordan vi sikrer, at flere seniorer frivilligt vælger at blive i arbejdstøjet. Så mit håb er, at de, der kastede regeringens forslag om en højere pensionsalder til hjørnet, vil være med til at sikre de nødvendige tiltag på pensionsområdet, så vi kan få hjulene til at dreje rundt i fremtiden. Med regeringens nye pensionsudspil har vi taget et vigtigt skridt i den retning.

Forrige artikel Malermestre: Ny Boligjobordning bør gavne flere Malermestre: Ny Boligjobordning bør gavne flere Næste artikel LO: Arbejdsløse og lønmodtagere skal ikke betale for 2025-plan LO: Arbejdsløse og lønmodtagere skal ikke betale for 2025-plan