Tidligere 3F-formand går ind i politik

KOMMUNALVALG: Poul Erik Skov Christensen har tidligere takket nej til politik, men stiller nu op for Socialdemokraterne i Frederikssund. For tre år siden trak han sig fra formandsposten i 3F på grund af helbredsmæssige problemer.

Ved kommunalvalget i 2013 modtog Socialdemokratiet en svidende vælgerlussing i Frederiksund Kommune og måtte efter 29 år afgive borgmesterkæden til venstremanden John Schmidt Andersen.

Nu har en af fagbevægelsens gamle kæmper meldt sig i kampen for at erobre borgmesterposten tilbage på socialdemokratiske hænder ved kommunalvalget 21. november 2017. 

Her vil tidligere forbundsformand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, være at finde på stemmesedlen i den nordsjællandske kommune, hvor han har boet siden 1981.

”Jeg har været politisk interesseret hele mit liv, og for mig ligger partipolitikken i forlængelse af det fagpolitiske engangement. Jeg har bare aldrig haft tid til at deltage i lokalpolitik, og dét har jeg altså nu. Jeg har både kræfterne til det og erfaringen med forhandlinger på centralt niveau fra både pensionskasser og fagbevægelse, så dét, jeg har at tilbyde, er at være en del af det hold, der forhåbentligt kan resultere i et systemskifte og dermed være med til at påvirke, hvordan kommunen skal udvikler sig,” siger Poul Erik Skov Christensen til Nyt om Nordsjælland.

Har tidligere takket nej til politik
Poul Erik Skov Christensen var forbundformand for SID fra 1995 til 2005 og fortsatte efter fusionen med KAD i spidsen for Fagligt Fælles Forbund (3F) indtil kongressen i 2013.

Her valgte han ikke at genopstille på grund af helbredsmæssige problemer og blev afløst af nuværende forbundsformand, Per Christensen.

Der har tidligere været ”følere” ude efter Poul Erik Skov Christensen, som har opfordret ham til at gå ind i politik.

”Men jeg takkede nej, fordi jeg ikke syntes, at det var foreneligt med den kasket, jeg havde i fagbevægelsen,” siger han.

Tre års pause fra en ugentlig arbejdsbyrde på 60-80 timer har gjort ham godt, så 64-årige Poul Erik Skov Christensen føler sig nu i rigeligt fin form til at knokle for et systemskifte i hjemkommunen.

Vil ikke være borgmester
Selv om han gennem mange år har været vant til at sidde for bordenden, går den tidligere 3F-formand dog ikke efter borgmesterposten i Frederikssund. Den håber han tilfalder den socialdemokratiske spidskandidat, Tina Tving Stauning.

På nuværende tidspunkt vil Poul Erik Skov Christensen ikke komme med bud på, hvad han konkret vil arbejde for – eller mod – i byrådet.

”Det er for tidligt at sige. Vi har igangsat et arbejde, der skal føre til et arbejdsprogram, og indtil det er præsenteret, vil det være at 'snitte' den proces, vi selv har sat i gang, hvis jeg begynder at udtale mig,” siger han til Nyt om Nordsjælland.

Venstre fik et kanonvalg i Frederikssund i 2013, hvor partiet gik frem fra 19 til 30 procent af stemmerne. Socialdemokratiet gik derimod fra 39 til 29 procent af stemmerne.

 

Forrige artikel DI om regeringsgrundlag: Det skal stå øverst i teksten DI om regeringsgrundlag: Det skal stå øverst i teksten Næste artikel Ny analyse: Sanktioner får ikke ledige hurtigere i job Ny analyse: Sanktioner får ikke ledige hurtigere i job