Seniorførtidspension skal ikke være den nye efterløn

Af Joachim B. Olsen
MF og beskæftigelsesordfører, Liberal Alliance

Historien taler sit tydelige sprog. Hver gang Folketinget indfører en ny overførselsindkomst eller forhøjer en social ydelse, bliver antallet af personer, der benytter den, langt højere end ventet.

Efterlønnen blev indført for at få de ældre til at trække sig fra arbejdsmarkedet, så der kunne blive plads til de unge. Da den problemstilling ikke længere gjorde sig gældende, burde ordningen have fået sparket. Det gjorde den jo desværre ikke.

Der hersker nemlig en misforstået godhed i samfundet, hvor afskaffelser af rettigheder bliver opfattet som synd for de mennesker, det rammer. At ingen politikere har turdet tage opgøret med efterlønnen, har derfor resulteret i, at der sidste år var 115.464 efterlønsmodtagere, hvoraf det ifølge de økonomiske vismænd kun er 10-15 procent, der reelt er nedslidte.

Tilbagetrækningsreform ikke uden bekymringer
Kort før jul blev tilbagetrækningsreformen så endelig gennemført. Efterlønnen blev desværre ikke afskaffet helt, men reformen er et skridt på vejen til at nedbringe antallet af efterlønsmodtagere.

For at imødekomme de danskere, der virkelig er nedslidte efter et langt arbejdsliv, i reformen valgte alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten at indføre den såkaldte seniorførtidspension. Det gjorde vi også i Liberal Alliance, men det er ikke helt uden bekymringer, for hvordan undgår vi, at det går med seniorførtidspensionen, som det gik med efterlønnen?

Regeringen forventer, at der i 2015 kun vil være 2.700 personer, der modtager seniorførtidspension. Hvordan regeringen er kommet frem til lige præcis det tal, ville være interessant at få et mere klart svar på, ligesom det er mere end nødvendigt, at regeringen sikrer, at det selvfølgelig kun er personer med et reelt behov, der bliver tildelt seniorførtidspensionen.

Bedre incitamentsstruktur i den offentlige sektor
Hvis regeringen ikke står fast, men stille og roligt lemper på kravene til at kunne gå på seniorførtidspension, så går det, som vi har set det med kontanthjælpen: At en ordning kommer ud af trit med den folkelige retfærdighedssans. Det er nemlig ikke svært at forestille sig, at danskere, der først skal pensioneres som 67-årige, vil føle sig indignerede over, at naboen kan trække sig tilbage allerede som 60-årig, medmindre grunden til den tidlige pensionering er indlysende. 

Hvis regeringen skal undgå et sådant skred, hvor andre end de reelt nedslidte får tildelt seniorførtidspensionen, ville det være godt at se på incitamentsstrukturerne i den offentlige sektor.

Så længe staten refunderer en stor del af kommunernes udgifter til ordninger som denne, ved vi af erfaring, at det er sikkert som amen i kirken, at antallet af personer på ordningen vil stige. Det ville derfor være en god idé at lade kommunerne bære det fulde økonomiske ansvar for tilkendelser af enhver form for overførselsindkomst.

Andre overførsler også eksploderet
Efterlønnen er ikke det eneste eksempel på en overførselsindkomst, der beklageligt trækker folk væk fra arbejdsmarkedet og mindsker arbejdsudbuddet. Førtidspensionen, kontanthjælpen og fleksjobordningen er også med til at mindske arbejdsstyrken.

Selvfølgelig skal personer, der er for syge til at varetage et arbejde og sørge for dem selv, hjælpes, men det kan undre, at man med nutidens mange former for behandlingsmuligheder ikke har fået nedbragt andelen. Antallet af førtidspensionister med psykiske sygdomme er eksploderet. Det må regeringen tage alvorligt, så antallet ikke bare fortsætter med at stige yderligere. Med dystre fremtidsprognoser om færre til at forsørge flere og et boom i antallet af ældre er vi simpelthen nødt til at forholde os til, at den rundhåndede adfærd ikke kan fortsætte.

At andelen af erhvervsaktive og forsørgere skrumper, bekymrer tilsyneladende ikke SRSF-regeringen, som netop har afskaffet de såkaldte fattigdomsydelser og derfor har været nødsaget til at opjustere sit eget mål om at øge arbejdsudbuddet yderligere. Men med regeringens erhvervsfjendtlige politik i form af nye skatter og afgifter bliver opgaven med at øge arbejdsudbuddet endnu sværere.

Mere fokus på pligter
Vi har brug for en ny debat om overførselsindkomster, der forholder sig til helt simpel økonomisk fornuft: Hvad man støtter, får man mere af. Eller sagt på anden måde: Jo flere mennesker, vi parkerer på passiv forsørgelse eller stikker en ekstra check i hånden, desto flere af dem kommer der.

Danmark har udviklet sig til et rettighedssamfund - og i mindre grad et pligtsamfund - hvor det handler om at bevise, hvor lidt man kan. Det er sørgeligt og ikke mindst en sovepude for mange, der efter alt for mange år væk fra arbejdsmarkedet ikke får det nødvendige skub til at blive selvforsørgende, eller for seniorerne, som ikke tager et par ekstra år på arbejdsmarkedet.

debat@altinget.dk