Overvismand maner til ro: Lavere beløbsgrænse vil ikke trykke lønnen

Fagforeninger frygter løntryk, hvis regeringen sænker beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, men intet tyder på, at det vil have store negative konsekvenser for arbejdsmarkedet, fastslår formanden for De Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard.

Fagbevægelsen har de seneste dage advaret i kraftige vendinger mod at nedsætte den såkaldte beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft udenfor EU, efter statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale annoncerede, at regeringen er klar til at justere ordningen.

"Det vil presse løn og vilkår, og det vil skubbe de ledige, som stadigvæk er i Danmark, bagest i køen", udtalte FH-formand Lizette Risgaard tirsdag til Politiken.

Ingen social katastrofe

Det er der imidlertid kun sparsom dokumentation for, lyder det fra overvismand Carl Johan Dalgaard.

Så sent som i efteråret anbefalede vismændene regeringen at sænke beløbsgrænsen. Gerne permanent, men som minimum så længe, at arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft, og antallet af forgæves rekrutteringsforsøg sætter nye rekorder.

”Vi tror, at det er fornuftigt at sænke beløbsgrænsen til at afhjælpe den aktuelle mangel på arbejdskraft. Vores analyser tyder ikke på, at det vil have store fordelingsmæssige konsekvenser, altså at det vil mindske lønningerne for de, der i forvejen har en beskeden lønindkomst,” siger Carl Johan Dalgaard og uddyber:

”Der findes også andre redskaber til at øge arbejdsudbuddet, hvor skattelettelser er det mest kendte og meget grundigt dokumenteret. Men udfordringen er, at det potentielt først virker efter hensigten, når der ikke længere er akut mangel på arbejdskraft. Her og nu er beløbsordningen et potentielt virksomt redskab til at få flere hænder, og vores analyser tyder ikke på, at en lavere grænse vil føre til markant større ulighed på arbejdsmarkedet.”

{{toplink}}

Bruges ti gange så meget som alternativ ordning

I stedet for at sænke beløbsgrænsen har FH foreslået, at regeringen opdaterer den såkaldte positivliste for udlændinge fire gange årligt frem for de nuværende to og på den måde få flere stillinger hurtigere på listen.

Ifølge de seneste tal fra oktober er der dog kun 414 personer, som har opholdstilladelse via positivlisten mod 4.772 personer på beløbsordningen.  

3F fastholder dog sin advarsel til regeringen og henviser til, at virksomhederne kan rekruttere blandt danske og europæiske ledige i stedet. 

"Vi kan også lette det administrative besvær for virksomhederne og se på mere smidighed i positivlisten. Regeringen skal vælge disse alternativer i stedet for at udsætte danske lønmodtagere for helt urimelig konkurrence fra udlændinge, der ikke skal betale husleje, bil og børneinstitutioner i Danmark,” siger formand Per Christensen. 

Han peger samtidig på, at de medfølgende familiemedlemmer til udlændinge på beløbsordningen er omkring fordoblet siden 2016.

”Og de arbejder til langt lavere lønninger end deres ægtefæller," siger han. 

Det er endnu uvist, hvordan regeringen vil justere beløbsordningen, blot at flere udlændinge kan komme hertil i pressede brancher og under ordentlige forhold. Finansminister Nikolaj Wammen (S) har bekræftet, at ordningen er i spil i de nuværende reformforhandlinger om mere arbejdskraft.

{{toplink}}

Forrige artikel Overblik: Sådan vil partierne øge arbejdsudbuddet Overblik: Sådan vil partierne øge arbejdsudbuddet Næste artikel KL: Gjort rigtigt, kan nyttejob sikre flere faste hænder til trængt ældrepleje KL: Gjort rigtigt, kan nyttejob sikre flere faste hænder til trængt ældrepleje