Nyvalgt HK-formand: Mændenes kampdag skal løfte svære ligestillingsdebatter

Når det gælder sundhed, selvmord, ensomhed og identitet slås mænd med svære statistikker. Men det er også kvindernes ansvar at løfte denne del af ligestillingssamtalen, skriver HK’s nyvalgte forbundsformand, Anja C. Jensen, på Mændenes Internationale Kampdag.

Ligestilling, uligeløn, barsel, seksuel chikane. Hvad tænker du umiddelbart, når jeg oplister disse sager? Hvis du instinktivt tænker ‘kvindesager’, så er du ikke alene. Jeg ved fra debatter, mails og ikke mindst reaktioner på diverse sociale medier, at det for de fleste hurtigt er der, tankerne går hen.

Men det er en noget kedelig forprogrammering af vores hjerne, der skaber den automatreaktion. For i virkeligheden, så er alle de emnerne på den liste i lige så høj grad ‘mandesager’. Eller for at være endnu mere præcis, så er det ‘fællessager’.

For vi kan ikke adskille de to ting. Ligestilling er ikke et nulsumspil, hvor det ene køn taber, når det andet køn får flere rettigheder, mere i løn eller åbner en svær, men vigtig debat. Det handler ikke om drengene mod pigerne eller pigerne mod drengene.

Mænd ønsker heller ikke et dårligt arbejdsmiljø

Når vi taler om barsel, så handler det om, at vi sikrer far de samme reelle muligheder til at være sammen med sit barn, som vi har sikret mor. Både i virkelighedens verden og i ydelsessystemet – og det er ikke noget, vi tager fra mor.

Når vi taler om, at mænd får mere i løn end kvinder for det samme arbejde, handler det om, at kvinder skal løftes op. Det handler ikke om, at mændene skal sættes ned. Begge køn skal i det hele taget blive meget bedre til at tale åbent og højt om løn på arbejdspladserne, sådan at det, vi populært kalder for den ‘uforklarlige’ lønforskel, helst forsvinder helt.

Når vi taler om, at kvinder skal have lige meget lov til at arbejde i byggefagene, så skal vi også tale om, at mænd skal have lov at søge ind på sygeplejeuddannelserne, uden at der ses skævt til dem.

Og endelig skaber vi ikke bare et mere sikkert arbejdsmiljø for kvinder, når vi tager de vigtige opgør med seksuel chikane samt dårlig adfærd, ledelse og tone på arbejdspladserne. Vi skaber et bedre arbejdsmiljø for alle.

Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse, men de fleste mænd gider faktisk heller ikke gå på arbejde i en kultur, hvor deres kolleger eller de selv er utrygge. Mænd har brug for et handlerum til at være mænd på mere end én måde – ganske ligesom kvinder har.

Kampdag rejser vigtige emner

Derfor vil jeg også sige et kæmpestort tak til alle de mænd, der i dag rejser sig op, holder kampdag, stiller krav og sætter fokus på ligestilling. Der er i den grad brug for en dag, hvor mænd uden forbehold kan tale om det, der er svært, og det, der skal ændres på. Og det skal naturligvis også give genlyd resten af året.

Mændenes Internationale Kampdag trækker i år vidt forskellige temaer og debatter med sig. Om sundhed, selvmord, ensomhed og identitet. I forhold til arbejdsmarkedet er der udover de emner, som jeg indledte med, også eksplicitte kønsskævheder i eksempelvis uddannelsessystemet, hvor mænd sakker bagud på særligt de videregående uddannelser.

Der er også fag, hvor vi gerne skal have flere mænd med. Rapporter viser desuden, at enlige, ufaglærte mænd har en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet og en langt lavere indkomst end gennemsnittet. Det er også fællessager. Det er sager, vi skal løfte sammen. Det skal vi ganske enkelt, fordi vi står stærkere, når vi står sammen. På tværs af køn og kampe.

{{toplink}}

Forrige artikel Socialrådgivere: Besparelser på jobcentre gør problemet værre Socialrådgivere: Besparelser på jobcentre gør problemet værre Næste artikel Lektorer: Det fleksible arbejdsmarked er kommet for at blive Lektorer: Det fleksible arbejdsmarked er kommet for at blive