Nødvendigt med ensartet sanktionssystem

DEBAT: A-kasserne har længe sikret en ensartet praksis for de ledige, og alle hidtidige tilsynsundersøgelser viser, a-kassernes administration af rådighedsreglerne er helt i top. Derfor ligger opgaven med rådighedsvurderingen også fremadrettet bedst i det regi, mener forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Slagsmålet om en ny beskæftigelsespolitik og ikke mindst om, hvem der fremover skal have ansvaret for de ledige, er i fuld gang. Senest har både DA og KL været på banen med deres ønsker til indsatsen. I virkeligheden vil vi alle det samme mål.

Hvad enten man sidder i DA, KL eller i 3F, så er vi enige om, at de ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, at de ledige skal hurtigt tilbage i varig beskæftigelse, og at aktiveringsmidlerne derfor skal bruges på en mere effektiv måde, der styrker de lediges tilknytning til arbejdsmarkedet. Endelig skal indsatsen over for de ledige være ensartet.

Uenigheden indtræffer, når vi går fra at diskutere mål til at diskutere midler. Senest illustreret ved udmeldinger fra DA og KL om hvem, der skal tage sig af rådighedsvurderingen.

DA har af ideologiske grunde altid haft et horn i siden på a-kasserne og ønsker derfor for enhver pris rådighedsvurderingen af forsikrede ledige flyttet over i jobcentrene. Argumenterne for denne manøvre holder DA for sig selv - nok mest fordi forslaget er mere ideologisk end sagligt funderet.

KL mener på den anden side, at det ikke er så afgørende, hvor rådigheden ligger, så længe de ledige blot møder en ensartet praksis, når de bliver vurderet.

3F mener, at opgaven med rådighedsvurderingen også fremadrettet ligger bedst i a-kasserne, der i årtier har sikret en ensartet praksis for de ledige. A-kasserne har ikke mindst i de senere år været underlagt en stram lovgivning og et skrapt tilsyn fra statens side og har altid vidst, at eksistensen var betinget af, at lovens bogstav blev fulgt til punkt og prikke.

Så når KL - sådan som Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard gjorde det i medierne i sidste uge - mener, at rådighedsreglerne i dag bliver administreret forskelligt, så må det først og fremmest være med henvisning til forskellighederne mellem kommunerne.

Arbejdsmarkedsstyrelsens tilsyn med kommunernes rådighed i 1. halvår 2012 viste f.eks., at kommunerne i gennemsnit lavede fejl i 20 procent af sagerne, og at en kommune var så galt på den, at den lavede fejl i syv ud af ti vurderinger.

Set med 3F's øjne er der kun én vej til ensartethed, og det er via intensiveret statsligt tilsyn. I 3F ser vi gerne en sådan styrkelse af rådighedstilsynet. Vi er vant til at være åbne om den måde, vi arbejder på, og alle hidtidige tilsynsundersøgelser viser, at a-kassernes administration af rådighedsreglerne er helt i top.

Så vi bidrager gerne til, at enhver tvivl om rådighedsvurderingerne bliver manet i jorden gennem endnu mere gennemsigtighed og kvalificeret kontrol af det arbejde, som a-kasserne og jobcentrene udfører.

Forrige artikel Ikke mere kontrol, tak! Ikke mere kontrol, tak! Næste artikel FTF: DA kæmper mod vindmøller FTF: DA kæmper mod vindmøller