Ngo-ildsjæle brænder ud i et hårdt arbejdsmiljø

En blev jongleret rundt uden den stilling, som var blevet lovet. En anden måtte besvare mails klokken elleve om aftenen, og en tredje oplevede at blive “tilbudt” et arbejde uden løn i et år.

Altinget har i en længere periode haft fokus på arbejdsmiljøet i civilsamfundet. En undersøgelse fra december 2017 viser, at næsten hver tredje ngo bryder arbejdsmiljøloven, når det kommer til at gennemføre den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV). Men én ting er at lave APV – en anden er, hvad APV’en graver frem.

Tre tidligere medarbejdere fra tre forskellige ngo’er fortæller her om deres oplevelser af arbejdslivet i en, ifølge dem, økonomisk trængt og presset branche.

V1, tidligere ansat i en mellemstor ngo
“Jeg kunne mærke, at folk i branchen forventer, at man lægger lige så meget energi i det, som de gør. Jeg fik mails fra chefen klokken elleve om aftenen, og selvom jeg i virkeligheden blev presset over det, så svarede jeg med det samme. Branchen kræver, at man konstant er til stede, også selvom man egentlig har fri. De folk, jeg arbejdede med, var virkelig ambitiøse og arbejdede dag og nat. Så jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved det, for man opdager det først, når man er kørt helt i bund.”

“Mit indtryk er, at de fleste forsømte både deres familie- og privatliv. Al ekstraarbejde er nemlig interessetimer, og overarbejde er bare blevet normalen. Når vi spiste frokost i kantinen, kom der ofte frustrationer på bordet fra mine kolleger. Jeg opfattede det psykiske arbejdspres som en meget generel ting blandt alle medarbejdere på arbejdspladsen."

“I ngo-verdenen bliver man konstant presset over spørgsmål om funding. Den bekymring fyldte meget hos alle. For hvert fjerde år skal man forholde sig til en ny regering, og det er blandt andet med til at gøre alt ekstremt presset. Bekymringerne med fondene var noget, som alle blev inddraget i. Og det er jo fint med gennemsigtighed, men vi blev hele tiden underrettet om det, og det medførte et unødigt pres. Hvis det ikke gik, som det skulle, så kunne jeg godt fornemme, at jeg ville være den, der røg først, fordi jeg var ny. De tanker er et konstant pres på ens virke.”

V2, tidligere ansat i en mindre ngo
“Jeg blev ansat i en stilling med ansvar. Min ansættelse var på deltid, fordi jeg var studerende. Jeg oplevede dog, at jeg i det første halve år af min tiltrædelse slet ikke beskæftigede mig med stillingens beskrivelse. I stedet vidste jeg aldrig, hvilke arbejdsopgaver jeg mødte ind til. Jeg endte med at lave forskellige, løse opgaver, herunder en del lavpraktisk arbejde. Jeg fungerede som organisationens joker."

"Forsikringen fra mine overordnede om, at alt nok snart skulle falde på plads, gjorde, at jeg i første omgang ikke sagde kritikken højt. Da jeg endelig spurgte ind til den ustrukturerede arbejdsgang, fik jeg skylden for, at arbejdsrollen var uorganiseret. Jeg kunne jo bare være der noget oftere, lød svaret blandt andet fra min chef.”

“Den ekstremt ustrukturerede ledelse var en daglig frustration for mig. Jeg var der udelukkende for det højere formål, som ngo’en arbejdede med. Jeg fik fornemmelsen af, at ledelsen udnyttede, at jeg virkelig brændte for formålet, for de brugte det til at presse på for at få mig til at blive, på trods af de flyvske arbejdsopgaver.”

“Der er ingen tillidsrepræsentant i organisationen. Det betød, at jeg, da jeg efter et halvt år havde fået nok, måtte gå direkte til ledelsen med min kritik. Den direkte facon var meget skræmmende for mig. Da jeg endelig tog mod til at sige fra, blev jeg fejet af. Dér følte jeg mig ekstremt magtesløs. I stedet for at blive vred, gik jeg derfra med følelsen af, at jeg måske opfattede tingene forkert.”

V3, tidligere ansat i en mindre ngo
“Jeg blev ansat i organisationen som virksomhedspraktikant. Min jobsamtale foregik i kantinen, hvor alle de andre medarbejdere sad lige ved siden af og lyttede med. Det var både grænseoverskridende og dybt uprofessionelt, synes jeg.”

“Jeg fik lovning på, at hvis der kom funding til det projekt, jeg arbejdede på, så ville de oprette en stilling. Til møder, til bestyrelsen, til eksterne partnere og andre blev jeg konstant præsenteret som projektets ansvarlige, og jeg fik at vide af den daglige leder, at jeg var den næste på lønningslisten. Da pengene til projektet kom, hørte jeg ikke fra min chef i over en uge. Det endte med, at jeg selv måtte henvende mig. Til mødet med min chef fik jeg at vide, at jeg ikke havde den rigtige profil. Grunden var min etnicitet, som ifølge chefen ikke stemte overens med stillingen. Det blev jeg selvfølgelig utrolig vred og skuffet over. Jeg fandt senere ud af, at mødet var sat op på en falsk præmis, for stillingen var allerede lovet væk til en anden medarbejder, da jeg sad til det møde.”

“Jeg fik at vide, at jeg kunne blive, men at de ikke kunne tilbyde mig løn i et år. De ville hellere prioritere studentermedhjælpere, for de var billigere i drift. Min chef spurgte mig desuden, hvor længe jeg havde tilbage på dagpenge. Jeg fortalte, at jeg havde 1,5 år tilbage. Men det burde jo ikke have haft nogen som helst betydning, for det bør man ikke udnytte. På et overordnet plan synes jeg, at jeg er blevet behandlet helt elendigt. Der har virkelig hersket en mangel på respekt for den tid og energi, som jeg lagde i arbejdet og i projektet. Jeg endte med at gå.”

Kilderne har valgt at fremstå anonymt af hensyn til deres fremtidige karriere i branchen. Kildernes navne er kendt af redaktionen.

red@altinget.dk, nordahl@altinget.dk, red@altinget.dk