LA: Deleøkonomier er en gave for miljøet

DEBAT: Deleøkonomier er ikke kun til gavn for udbyderen og forbrugeren. De er også til gavn for miljøet. Uber er et godt eksempel, skriver Laura Lindahl (LA).

Af Laura Lindahl (LA)
Beskæftigelsesordfører 

Hvor var miljøforkæmperne, da man lukkede Uber?

Jer, der plejer at tale om, at vi skal passe på miljøet og på ressourcerne. Jer, der er fortalere for at passe på kloden, reducere ressourcespild, madspild og så videre.

Hvorfor vil miljøforkæmperne hellere lukke Uber, så der bliver produceret nye, dyre E-klasses Mercedes taxa-biler til at køre folk rundt? Er det bedre for miljøet end Lone Jensens Renault Clio?

Jeg mener ikke, at dem, der plejer at svinge fanen for miljøet kastede sig nok ind i denne kamp.

Deleøkonomi gavner miljøet
I Liberal Alliance mener vi, at deleøkonomier er en gave for miljøet. I stedet for, at der skal stå en masse biler i garager og samle støv, så er det da bedre med eksempelvis Uber. Så sparer man produktionen af nye biler. Lad os nu dele det, vi har, i stedet for at producere nyt. Deleøkonomier hjælper den, der udbyder goden, forbrugeren og ikke mindst miljøet.

Hvis man for eksempel tager villakvartererne. Hvorfor skal alle i villakvarteret eje en græsslåmaskine? Man bruger den jo max en gang om ugen. Så hvorfor laver man ikke en app, så man i kvarteret kan udleje eller leje en græsslåmaskine? Man kan evt. leje den i en time for en halvtredser. Den ene får penge ud af det, og den anden slipper for at købe en græsslåmaskine. Det kan kun give mening.

Bilerne ud af garagen
Et andet eksempel på, at deleøkonomier er godt for miljøet, er transportvirksomheden Mover.

Hvis jeg bliver arbejdsløs i morgen, og jeg samtidig har en bil, så kunne jeg oprette mig på app’en Mover som chauffør. Så kunne jeg med min arbejdskraft og min bil tilbyde at køre folks ting rundt. Det er essensen af deleøkonomi. Man behøver ikke at anskaffe sig nye ting, når de i forvejen eksisterer. Så slipper man for at svine miljøet til ved at producere nye biler eksempelvis.

Hvis man sammenligner med, at vi alle sammen har vores egen bil, så er det jo smartere, at vi bruger nogle løsninger, hvor man kan anvende bilerne mere, i stedet for at en masse biler står pakket væk i en garage.

Det handler om, at vi ikke behøver at eje alting selv. Vi skal have frihed til at dele. Det er billigere for forbrugeren, og det er bedre for miljøet.

Forrige artikel Professor: Nye problemer med platformsøkonomi Professor: Nye problemer med platformsøkonomi Næste artikel Lederne: Ny boligjobordning kan bane vej for flere kvinder i ledelse Lederne: Ny boligjobordning kan bane vej for flere kvinder i ledelse