Krifa: Regeringens arbejdsmantra er benzin på det bål, politikerne selv brænder sammen på

Stress er en alarmerende folkesygdom og den største udfordring for det danske arbejdsmarked. Løsningen er ikke at få danskerne til at arbejde mere, skriver Preben R. Jørgensen.

Endnu en toppolitiker måtte trætte stikket i den forgangne uge, fordi arbejdspresset har været for hårdt for længe. Det skete, da Jakob Ellemann-Jensen (V) fik et ildebefindende og efterfølgende sygemeldte sig.  

Det er heller ikke længe siden, at Jacob Mark (SF) nær mistede synet af stress, ligesom Alex Vanopslagh (LA) oplevede angst på grund af selvsamme sygdom. Det er skræmmende konsekvenser af en samfundsskabt sygdom. Men det er desværre ikke nyt, at danskere bliver sendt til tælling på grund af stress. 

Mere end hver sjette dansker har været sygemeldt med stress ifølge en repræsentativ Krifa-undersøgelse fra 2021, og stadigt flere voksne danskere oplever ifølge Sundhedsstyrelsen et for højt stressniveau. I Krifa mærker vi det også, og vores psykologer og psykoterapeuter taler dagligt med medlemmer, der har ondt i livet. 

Det er en alarmerende folkesygdom, og det er den største udfordring, vi har på det danske arbejdsmarked – og det har det været længe.

Vi skal trives på jobbet 

Lige nu står vi med en flertalsregering, hvis svar på Danmarks udfordringer er, at danskerne skal arbejde mere.  

Det er ren benzin på stressbålet, og det vil blot sende endnu flere danskere direkte ind i stressens jerngreb – eller helt væk fra arbejdsmarkedet som en modreaktion på karriereræset og hamsterhjulet.   {{toplink}}

Det bør i langt højere grad handle om, at vi skal arbejde bedre, ikke mere. Vi skal trives på jobbet, og vi skal arbejde mere bæredygtigt, så vi kan holde til et helt arbejdsliv. Vi er alle mennesker med et stort potentiale, men vi er også begrænsede. Vi kan ikke køre på i en uendelighed.  

Det gælder, uanset om man er folkevalgt politiker, sportsstjerne, sosu-assistent eller noget helt fjerde. 

Der er et stort potentiale i trivsel, og hvordan man skaber høj arbejdslyst. Medarbejdere, der trives, går senere på pension, er mere produktive, og de er mindre syge, viser forskning, som Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har foretaget sammen med Kraka Advisory.  

Alt dette sker, mens medarbejdere trives bedre – ja faktisk fordi medarbejdere trives bedre. Og trives man på jobbet, smitter det af på ens generelle livslykke. 

Det er altså et helt oplagt sted at begynde i kampen mod stress. 

Opret nationale stresscentre 

Komplekse udfordringer løses sjældent med et enkelt tiltag. Der skal mere til. I Krifa arbejder vi blandt andet for, at alle virksomheder skal have en stresspolitik. Det er der ingen krav om i dag, men det bør være obligatorisk. 

Sandsynligheden for at håndtere stress på en god måde er væsentlig bedre, når vi taler sammen om det ansvar, der er som organisation, ledelse, medarbejdergruppe og for den enkelte lønmodtager. Det er fælles forståelse og retningslinjer, der skaber handling.  

Det er desuden vigtigt, at ledere er godt klædt på til at kunne forebygge og håndtere stress blandt medarbejdere. Derfor foreslår vi i Krifa, at der oprettes nationale stresscentre, hvor landets ledere får grundlæggende viden og uddannelse i netop forebyggelse og håndtering af stress.  

Jeg kan ikke forestille mig, at vi som samfund vil gøre så lidt ved en anden sygdom eller tilstand, der rammer så mange danskere, som det er tilfældet med stress. Men bare fordi der ikke findes én simpel løsning, må det ikke blive en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemet. 

Forrige artikel Akademikerne: En firedages arbejdsuge er nu en af de vigtigste målsætninger for os i fagbevægelsen Akademikerne: En firedages arbejdsuge er nu en af de vigtigste målsætninger for os i fagbevægelsen Næste artikel Brancheorganisationer: Nye fit & proper-regler risikerer at svække vores bestyrelser Brancheorganisationer: Nye fit & proper-regler risikerer at svække vores bestyrelser