Jobformidling og rådighed

Af Kurt Nygaard
Chef i Horsens Jobcenter

Aalborg-rådmand Mai-Britt Iversen havde i et i øvrigt velskrevet indlæg i Altinget den 16/9 et interessant synspunkt:

"Med en toårig dagpengeperiode behøver vi ikke alle de nuværende regler, der handler om at jagte de ledige. Jeg tror, at de fleste ledige godt kan se skriften på væggen."

Bag synspunktet ligger formentlig den iagttagelse, at en toårig dagpengeperiode kombineret med et benhårdt genoptjeningskrav sætter fuld skrue på "motivationseffekten" og dermed i sig selv leverer den nødvendige "disciplinering" af de ledige til at sikre rådighed over for arbejdsmarkedet.

Det fulde svar på iagttagelsen kender vi ikke. Diverse akutpakker med uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse har pillet noget af brodden af motivationseffekten, om end en række jobcentre har givet udtryk for erfaringer med akutindsatsen, der peger mod, at de langtidsledige har fået et bredere sigte i deres jobsøgning end set tidligere. Det var vel forudsigeligt.

Uheldig bivirkning af rådighedskontrol
Men selv om vi ikke kender det fulde svar, så er synspunktet alligevel værd at dvæle ved, alene ud fra den enkle betragtning, at rigid praksis inden for rådighedskontrol har en uheldig bivirkning:

Hver gang en ledig henvises/pålægges at søge et konkret job, som den pågældende ikke er motiveret for, så efterlades potentielt et uheldigt indtryk hos arbejdsgiveren. Det nytter med andre ord IKKE, at virksomhedernes rekruttering bliver en formaliseret del af rådighedsafprøvningen.

Virksomhederne ønsker kvalificeret OG motiveret arbejdskraft. Forventningen til beskæftigelsessystemet er således, at systemet leverer begge dele for at fremstå som en troværdig samarbejdspartner/rekrutteringsagent. Hver gang en virksomhed oplever en ledig jobansøger, der kommer med armene vredet rundt, så bæres der brænde til bålet med fordomme mod de ledige, hvor Dovne Robert er reglen, og Flittig Lise er undtagelsen.

Virksomhederne i Danmark har generelt en rekrutteringspraksis, hvor de i stor omfang benytter netværk, anbefalinger fra allerede ansatte og egne lukkede rekrutteringskanaler frem for jobcentrene og direkte henvendelser til de ledige. Det er både godt og skidt. Godt, fordi det ikke giver mening at bruge offentlige skattekroner på at være HR-virksomhed for virksomheder uden rekrutteringsproblemer, og skidt, fordi mange job således aldrig synliggøres for de svagere ledige, der hermed mister muligheden for at komme med i jobkarrusellen.

Hvorfor denne rekrutteringspraksis? Hvorfor foretrækker virksomhederne at besætte job uden om jobcentrene, a-kasser og Jobnet? Hvorfor fravælges de ledige?

Og nej, beklager: Det er ikke de kommunale jobcentres skyld. Det samme rekrutteringsmønster var evident under den gamle statslige arbejdsformidling. Og også i AF baksede man med den gordiske knude, der består i at være et serviceorgan over for arbejdsgiverne samtidig med at være kontrolmyndighed over for de ledige.

Det handler om troværdighed 
Og netop derfor bliver Mai-Britt Iversens synspunkt værd at dvæle ved: Giver den forkortede dagpengeperiode anledning til at se på rådighedsbegrebet med nye øjne? Jeg tror, det handler om troværdighed. Lektien fra akutindsatsen, hvor antallet af ledige, der mistede dagpengeretten uden at finde ny beskæftigelse, var så højt, at det blev politisk uspiseligt, må være, at såfremt de ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så må arbejdsmarkedet også stå til rådighed for de ledige.

Jeg tror på et beskæftigelsessystem, der fortæller virksomhederne, at de ledige både kan og vil. Og derefter levere varen! Derfor er det vigtigt at adskille rådighedsafprøvning fra den konkrete jobformidlingssituation og arbejdsgiveren. Jeg tror også på et system, der fortæller de ledige, at det er muligt at finde beskæftigelse inden for en toårig dagpengeperiode. Og derefter levere varen! Det kræver virksomhedskontakt, virksomhedskontakt og atter virksomhedskontakt for at fremskaffe og synliggøre de jobåbninger, som i dag er lukket land for de ledige.

Det skaber troværdighed. Både over for virksomhederne og over for de ledige.

Selvfølgelig skal de ledige stå til rådighed i dagpengeperioden, men rådighedsvurderingen kan med fordel finde sted løbende i den dialog, vi i jobcentrene har med de ledige, og ikke eksempelvis først ved at fremprovokere en negativ hændelse via/hos en arbejdsgiver for at tilvejebringe det tilstrækkelige objektive grundlag for, at en ANDEN myndighed, nemlig medlemsforeningen (a-kassen) kan træffe en afgørelse om, hvorvidt den ledige nu står til rådighed eller ej. Det gavner IKKE troværdigheden i systemet. 

debat@altinget.dk