Jobformidling og jobcentre

Af Kurt Nygaard
Chef i Horsens Jobcenter

I debatten omkring de kommunale jobcentre er omfanget af jobcentrenes markedsandele i forhold til jobformidlinger/jobbesættelser ofte blevet problematiseret. Alt efter hvem det nu er, der har bestilt den seneste rapport, kan det så konkluderes, om 5 % eller 10 % er en katastrofe og udtryk for jobcentrenes fallit.

Topscoren er indtil videre at finde i Landbrug og Fødevarers undersøgelse, hvor Søren Gade i Jyllands-Posten den 29/10 er citeret for, at 25 % af virksomhederne benytter jobcentrene, og at selv det er alt for lidt!!

Nuvel, om tallet bør være 3 eller 5 eller 47 % i markedsandele af samtlige jobformidlinger, er vel et spørgsmål om, hvilket billede af jobcentrene man ønsker at skabe i sin politiske dagsorden.

Under alle omstændigheder, så kan man i debatten ikke finde et eneste ædrueligt argument for, hvad der egentligt bør ligge til grund som et succeskriterie for jobcentrenes markedsandele af jobomsætningen i Danmark.

Lad mig derfor give et bud:

Jobcentrene skal have præcist den mængde jobåbninger til rådighed, som er nødvendigt for, at også de udsatte ledige kan komme med i jobomsætningen med et reelt tilbud.

KL har i sit beskæftigelsespolitiske udspil lanceret en formidlingsstrategi, der fokuserer formidlingsindsatsen på arbejdsmarkedets ubalancer og dermed de ledige, som har sværest ved selv at finde et job. De stærke velkvalificerede nyledige med kontakterne i orden finder hurtigt beskæftigelse og formår at tage ansvar for egen jobsøgning. Restgruppen skal have særlig opmærksomhed og indsats.

Således må jobåbninger, der fremskaffes af jobcenterets virksomhedskonsulenter, først og fremmest forsøges formidlet blandt ledige i denne gruppe. Det giver god mening, forudsat at der IKKE gås på kompromis med de motivations/kvalifikationskrav, som virksomheden med det ledige job har formuleret.

Motivation, kvalifikation og længst ledighed først
Sidstnævnte får som konsekvens, at jobcenteret undertiden vil bruge formidlingsressourcer på ledige, som sagtens kunne have fundet sig et job selv. Men det er prisen, jobcenteret må betale for at være rekrutteringsagent. Har jobcenteret først forpligtiget sig til at besætte virksomhedens ledige job, så må jobcenteret også gå "all in" på opgaven. Men modellen giver arbejdsmarkedspolitisk mening. Matchning af ledige job og ledige sker ud fra parametrene: motivation, kvalifikation og længst ledighed først!

Ovenstående formidlingsmodel adskiller sig i et grundlæggende princip fra en statslig eller a-kasse-orienteret model. Specielt, hvis vi fortsat vedkender os de økonomiske incitamentsredskaber som styringsparadigme for beskæftigelsesindsatsen.

For et centralt system er det ligegyldigt, om et ledigt job besættes af en nyledig eller en langtidsledig. Det koster det samme. For et kommunalt styret system, hvor udgiften til den ledige stiger i takt med ledighedslængden jf. forslag til nyt refusionssystem, bliver det afgørende at formidle på de ledige med størst behov for hjælp.

Så tilbage til spørgsmålet om jobcentrenes markedsandele:

Jobcentrene skal IKKE kaste sig ud i en bevidstløs jobformidlingsaktivitet og blande sig i jobbesættelser, hvor arbejdsmarkedet fungerer i forvejen uden offentlig intervention. Jobcentrene skal derimod blande sig i at synliggøre flere og flere jobåbninger m.h.p at formidle disse job til de mest marginaliseringstruede ledige under den fornødne hensyntagen til virksomhedernes behov. Det sikrer troværdighed over for såvel virksomhed som de ledige.

Derfor er enhver tanke om at adskille jobcentrene fra betjeningen af det ordinære arbejdsmarked en farlig vej at betræde. Ikke for det ordinære arbejdsmarkeds skyld, men for de udsatte lediges skyld.    

debat@altinget.dk