Er der en vej ud af dagpengekrisen?

Af Flemming Ibsen
Professor, Carma, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

I de første tre uger af september måned er der blevet sendt knap 28.000 breve ud til ledige, der er i risikozonen, når det gælder tab af dagpengeretten, når halveringen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år og fordoblingen af genoptjeningskravet træder i kraft per 1.1.2013.

Brevet er et led i regeringens 'redningspakke' - den såkaldte akutpakke - der opfordrer de ledige til at henvende sig til deres a-kasse eller jobcenteret, som vil forsøge at hjælpe de ledige i et arbejde, der kan fastholde dem i dagpengesystemet.

Det er symptomatisk, at a-kassen for 3F står for næsten 9000, svarende til ca. 30 procent af de 28.000 udfaldstruede. 3F's langtidsledige er typisk ufaglærte uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, der har svært ved at komme tilbage til beskæftigelse under den nuværende langvarige lavkonjunktur.

Mange af dem blev fyrede fra deres job i industrien eller i bygge- og anlægssektoren, da krisen satte ind i 2008, og der har ikke været bud efter dem siden. Da mange af deres tidligere arbejdspladser ikke eksisterer længere. Af de øvrige udfaldstruede a-kassemedlemmer tegner Kristelig a-kasse sig for ca. 13 procent, HK's a-kasse for 11 procent og FOA's a-kasse for ca. 6 procent.

De største a-kasser er hårdest ramt
De fire største a-kasser tegner sig således for ca. 75 procent af de udfaldstruede, og disse a-kasser er netop domineret af medlemmer med forholdsvis ringe almene skolekundskaber og korte arbejdsmarkedsuddannelser, som der er og vil være en lav efterspørgsel efter både under og efter den økonomiske krise.

Fordeler vi de udfaldstruede efter alder, er omkring 35 procent over 50 år, og tager man gruppen af 40 - 45-årige med, vokser gruppen til 55 procent. Der er således også en aldersmæssig skævhed i risikogruppen, og tilsammen tegner der sig et billede af en gruppe af langtidsledige, som det i den nuværende situation vil være ganske svært at få placeret i ordinær beskæftigelse, hvor de igen kan genoptjene dagpengeret og dermed på sigt kan bevare dagpengeretten.

Den økonomiske krise har bidt sig fast og det kommende års - og måske også de næste mange års - vækst, vil være domineret af lave stigningsprocenter, med mindre det lykkes Europa at komme ud af sin finanskrise og lavvækstfælde.

Flere andre specifikke danske forhold trækker i samme retning.

Lønmodtagerne i både den private og den offentlige sektor har de seneste 3 til 4 år oplevet et reallønsfald, der sammen med en forøget ledighedsrisiko, faldende friværdier på ejerboligerne og et faldt i aktiekurserne har medført et betragteligt fald i deres oplevede og reelle forbrugsmuligheder.

Regeringens kickstart har virket, men på ingen måde kunnet hamle op med den faldende forbrugstillid, og samtidigt vil regeringens eget forslag til finanslov ikke gøre konjunktursituationen bedre. Man fortsætter med at gennemføre nedskæringer med 5 procent af de ansatte i statsadministrationen og gennemfører kommuneaftaler og en budgetlov, der betyder, at man kommer til at stå for den hidtil største reduktion af personalet på de kommunale og regionale velfærdsområder.

Samtidigt satser man på at skabe strukturel ligevægt på statsfinanserne allerede i 2013. Reelt forværrer regeringens økonomiske politik således beskæftigelsessituationen for mange ledige på grund af dens stramme økonomiske politik.

Når man så samtidigt viderefører VK-regeringens dagpengestramninger under et forværret konjunkturbillede, er den logiske konsekvens, at ledige med de mindst efterspurgte kvalifikationer vil falde ud af dagpengesystemet og - for manges vedkommende - miste deres forsørgelsesgrundlag og går en usikker fremtid i møde.

Regeringen kan forhindre dagpengemassakre
Regeringen burde derfor vedkende sig et ansvar for, at i tusindvis af langtidsledige risikerer at falde ud af dagpengesystemet efter årsskiftet. Det er samtidigt ganske klart, at regeringens akutpakke ikke vil løse hovedparten af problemet af den simple grund, at der dels ikke ændres på dagpengereglerne og dels ikke gennemføres en ændring af den økonomiske politik i retning af en markant øgning i efterspørgslen efter arbejdskraft.

Hvad kan regeringen så gøre, hvis den vil forhindre en ren 'dagpengemassakre'? Den kan forlænge dagpengeperioden for de udfaldstruede ud over det halve år, der allerede er gennemført, men det har regeringen allerede afvist. Men der er også andre muligheder.

Selv om der er mange kortuddannede ledige, er der også ledige faglærte og ledige med højere uddannelser, og placerer man dem i virksomhedspraktik eller med løntilskud i den private sektor, og lader man dem optjene dagpengeret i tilskudsperioden, vil en del af problemet være løst i en periode. Man kan ligeledes placere de ledige i uddannelsesforløb - eksempelvis voksenlærlingeordninger - som er målrettet brancher med fremtidige vækstpotentialer og samtidigt lade disse forløb tælle som dagpengeoptjening.

Virksomheder i den private sektor kan præmieres for at efteruddanne deres beskæftigede, og ledige kan placeres som vikarer i jobrotationsprojekter, der også skal tælle som optjening af dagpengeret. Der er god fornuft i at satse på en udvidelse af beskæftigelsen i den private sektor, da varig beskæftigelse i denne sektor vil have en positiv effekt på statsfinanserne i form af færre udgifter til dagpenge og forøgede skatteindtægter. Men løntilskud og virksomhedspraktik fylder i forvejen meget i denne sektor, og skal hele udfaldsproblemet løses, må der derfor også satses på jobudvikling i den offentlige sektor.

Oprettelsen af såkaldte 'servicejobs' i kommuner og regioner, hvor de ledige arbejder på overenskomstmæssige vilkår med dagpengeoptjening, kan være en midlertidig løsning, indtil det samlede konjunkturbillede vender. En anden og mere enkel men mindre perspektivrig løsning kunne være at forlænge de lediges dagpengeperiode, men på et lavere ydelsesniveau.

Kravet er ændrede dagpengereglerne
Der er mange muligheder for at holde hånden under de udfaldstruedes økonomi og
beskæftigelsessituation, men fælles for alle de nævnte løsningsforslag er, at de kræver en ændring af de nuværende dagpengeregler.

Ordningerne skal være midlertidige, med mindre regeringen vælger at gennemføre S og SF's forslag fra 'En fair forandring' om at vende tilbage til den gamle genoptjeningskrav på de 26 uger i stedet for de nuværende 52 uger, som stort set gør det umuligt for ledige, der falder ud, at genoptjene deres dagpengeret.

Vælger regeringen ikke at gøre noget, vil de økonomiske og sociale konsekvenser være katastrofale for tusindvis af ledige. Mange af dem risikerer at komme endnu længere væk fra arbejdsmarkedet og blive marginaliserede.

De vil miste tilknytningen til deres fag, fagforening og a-kasse, mens fagforeningerne vil blive mindre attraktive og flere medlemmer vil forlade dem. Samtidigt vil udbuddet af arbejdskraft på lidt længere sigt mindskes, og denne negative konsekvens vil kollidere med regeringens 2020-plan.

Her er vi måske ved et argument som især finansministeren og indenrigs- og økonomiministeren plejer at lytte til. Måske kan det få regeringen på andre tanker.

debat@altinget.dk