En slankere offentlig sektor

DEBAT: Den nye regering behøver kun spejde over Sundet for at finde instrumenter, der kan medvirke til at genoprette den danske konkurrenceevne, mener Jørn Neergaard Larsen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

 

Af Jørn Neergaard Larsen,
adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

63.000 færre ansatte. Så mange har de svenske kommuner reduceret medarbejderstaben med de seneste fire år - arbejdskraft, der dermed bliver stillet til rådighed for den private sektor. Det viste en rapport fra den svenske regering for nyligt. Hvis danske kommuner skulle reducere tilsvarende, ville det svare til knapt 50.000 færre kommunalt ansatte i Danmark. 

Mens Sverige siden 2007 altså har fået en slankere offentlig sektor, er der i den samme fireårige periode kommet 22.000 flere kommunalt ansatte til i Danmark, og der er nu ca. 640.000 kommunalt ansatte i Danmark.

Sverige har i samme periode oplevet en markant økonomisk fremgang. En udvikling som den nytiltrådte danske regering gerne vil dele. En erkendt forhindring i at nå målet er den stadig voksende offentlige sektor.

Slå to fluer med et smæk
Danmarks nye statsminister har gentagne gange udtrykt ønske om et mere moderne Danmark og herunder en offentlig sektor præget af "nytænkning og effektivisering". 
Og ved at modernisere den offentlige sektor kan vi slå to fluer med et smæk: Vi får en større arbejdsstyrke til rådighed for det private arbejdsmarked og dermed plads til en større økonomisk vækst. Det vil igen øge muligheden for at finansiere et godt velfærdssamfund også i fremtiden.

Der findes intet samfund, der har opnået varig vækst og velstand gennem udbygning af den offentlige sektor. Mange europæiske økonomier er tværtimod svækket af virkningerne af massiv vækst i de offentlige udgifter og den offentlige gæld. 

Og det er der mange forklaringer på: For det første kan de menneskelige kvalifikationer og ressourcer, som politikerne vælger at føre ind i staten og kommunerne, ikke bidrage til aktiviteten i den private sektor. For det andet er produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor langt lavere end i de private virksomheder. En større offentlig sektor vil med andre ord år efter år føre til en langsommere samfundsmæssig produktivitetsudvikling og en lavere økonomisk vækst, end hvis den private sektor fik mulighed for at udvikle sig.

Lad os tage ved lære af vore naboer og ikke være berøringsangste i forhold til at udfordre de opgaver, der hidtil er løst i offentligt regi, med privat konkurrence.

 

 

Forrige artikel Der skal fokus på arbejdsmiljø Næste artikel Sæt de ledige i centrum